icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Benny_Stormode_NilsLund_1128x600.jpg
OK 2018

Flertal i måling: Regeringen skyld i konflikt

Et flertal af danskerne mener ifølge en ny undersøgelse, at regeringens ønske om at spare på offentlige udgifter er årsagen til konflikten mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne. Samtidig viser målingen stor opbakning til de offentligt ansatte

Når de offentlige arbejdsgivere ikke vil være med til at sikre en reallønsstigning til ca. 800.000 offentligt ansatte, så skyldes det regeringens spareplaner.

Det mener et flertal af danskerne i en ny måling fra Megafon for Dansk Sygeplejeråd blandt 1198 danskere.

65 pct. svarer, at de er helt eller delvist enige i udsagnet ’den primære årsag til konflikten mellem arbejdsgiverne og de offentligt ansatte er et ønske fra regeringen om at spare på de offentlige udgifter’.

Ifølge Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, viser målingen, at regeringen bliver anset for at være dukkefører på arbejdsgivernes side af forhandlingsbordet.

– Det viser, at mange danskere ligesom os mener, at den danske model bliver svigtet i de her forhandlinger. Det ser jo unægtelig ud til, at regeringens ønske om at spare på det offentlige har sat arbejdsgivernes forhandlingsevne helt ud af spil, og at det er derfor, vi er havnet, hvor vi er.

Arbejdsgiverne har afvist at give en fremgang i reallønnen til de offentligt ansatte over de næste tre år. Det er den vigtigste årsag til, at forhandlingerne er gået i hårknude. Hvis der ikke lander et forlig inden få dage, begynder lønmodtagernes strejke 4. april. Arbejdsgiverne har varslet lockout fra 10. april.

Kun hver 10. har sympati for arbejdsgiverne

Megafon er ikke de eneste, der har taget pulsen på danskernes syn på konflikten.

I en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR, svarer blot 10 procent, at de har mest sympati for arbejdsgiverne, mens 57 procent har mest sympati for lønmodtagerne.

Meningsmålingen viser også, at personer, der stemmer på venstrefløjspartier, i høj grad har valgt side i konflikten. Her svarer næsten otte ud af ti, at deres sympati ligger hos lønmodtagerne.

Selvom langt flere har sympati med arbejdsgiverne i blå blok, så er det stadig lønmodtagerne, der nyder størst sympati blandt de borgerlige. Har svarer en tredjedel, at de holder med lønmodtagerne, mens kun hver femte holder med arbejdsgiverne. Størstedelen svarer, at de enten holder med begge parter eller ikke ved, hvor deres sympati ligger.

Stor opbakning fra befolkningen

Målingen fra Megafon viser også, at mere end to ud af tre har mest sympati for de offentligt ansatte i overenskomstforhandlingerne.

Læs også Ugebrevet A4’s artikel om en ny måling fra analyseinstituttet Wilke, hvor seks ud af ti svarer, at de har størst sympati med lønmodtagerne, mens arbejdsgiverne kun støttes af hver tiende.

Det er den tredje undersøgelse under forhandlingerne om overenskomstfornyelsen i 2018. I alle undersøgelserne har mellem 63 og 69 pct. af danskerne svaret, at de bakker mest op om de offentligt ansatte. En tilsvarende andel har svaret ja til, at de offentligt ansattes løn er for lav.

Undersøgelsen blev gennemført mellem 15. og 19 marts.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Overenskomst