icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK-puslespil_1128x600.jpg
Pressemeddelelse

Socialpædagogerne gør indsigelse mod upræcist lockoutvarsel

Regionernes lockoutvarsel er så upræcist, at det ikke står klart, hvem der skal lockoutes. Socialpædagogerne beder derfor regionerne om at præcisere varslet eller trække det tilbage. En række andre forbund gør det samme

  • / Foto: Socialpædagogerne

Hvilke medlemmer er omfattet af regionernes lockout? På trods af, at lockoutvarslet kom i sidste uge, er spørgsmålet stadigvæk uafklaret. Årsagen er, at regionernes lockoutvarsel er meget svært at tyde.

– Regionerne har sendt et lockoutvarsel, som er så uklart og upræcist, at vi har opgivet at regne ud, hvem af vores medlemmer der står til at blive ramt. Det er simpelthen utroværdigt og ikke i orden, siger Benny Andersen.

På den baggrund har Socialpædagogerne ligesom flere andre forbund sendt en officiel indsigelse mod regionernes lockoutvarsel. I indsigelsen opfordres Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), som forhandler overenskomster i regionerne, til enten at trække lockoutvarslet tilbage eller præcisere det senest torsdag kl. 15.

Sker det ikke, vil Socialpædagogerne bede LO indkaldte til et fællesmøde med Danske Regioner for at drøfte RLTN’s lockout-varsel. Det er første skridt i en sag ved arbejdsretten.

Også d. 12. marts bad Socialpædagogerne RLTN om at uddybe, hvem der er omfattet af varslet. Dagen efter kom der et svar, som dog ikke skabte mere klarhed over situationen.

Flere forbund gør indsigelser

Socialpædagogerne er ikke det eneste forbund, som har gjort indsigelser mod arbejdsgivernes lockoutvarsel. Også FOA og HK har bedt arbejdsgiverne præcisere deres konfliktvarsler.

Arbejdsgiverne i det offentlige – Staten, Danske Regioner og KL – har varslet lockout på store dele af det offentlige område som svar på, at lønmodtagerorganisationerne har varslet strejke blandt 10 pct. af deres medlemmer. Lockouten står til at træde i kraft 10. april og vil omfatte ca. 450.000 offentligt ansatte.

Lockouten vil kun ramme et begrænset antal af Socialpædagogernes medlemmer. På statens og kommunernes område vil den omfatte omkring 4-500 personer. Der er endnu ikke overblik over, hvor mange der bliver ramt på det regionale område. Ca. 2750 socialpædagoger er udtaget til at strejke fra 4. april – med mindre der lander et forlig med arbejdsgiverne inden.

Læs mere om, hvem der er omfattet.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Overenskomst