Ny efteruddannelse skal styrke samarbejdet

– Vi havde jævnligt utilfredse pårørende, der syntes, at medarbejderne håndterede deres voksne børn dårligt. Samtidig oplevede medarbejderne, at de pårørende var vanskelige og nærmest gjorde livet surt for dem. Det skabte store frustrationer blandt personalet – nogle blev endda sygemeldt, fortæller hun.

Når konflikterne opstod, blev de håndteret. Men det blev til meget ’brandslukning’ i den enkelte situation, husker Karin Damhus, som er tidligere centerchef i Københavns kommunes borgercenter handicap.

I dag er hun projektleder på udviklingen af diplommodulet ’Pårørendesamarbejde’. Et helt nyt uddannelsesforløb, som fra foråret 2020 udbydes for alle på Københavns Professionshøjskole.

Det handler om at få svesken på disken og få talt om: Hvor er det, vi støder sammen?

Karin Damhus, projektleder

Forståelse for hinanden
Ifølge Karin Damhus er der et stort behov for at gøre noget grundlæggende ved problemet – noget, der for alvor kan ændre ved tilgangen. Det centrale ord i den ligning er forståelse.

– Når vi har holdt intro-kursus for nye medarbejdere, har vi tit haft en pårørende med til at fortælle om, hvad det vil sige at være pårørende. Og det er altid det, der har gjort mest indtryk på medarbejderne.

Det var bl.a. hendes erfaringer fra de oplæg, der blev afsættet til at lave en særlig uddannelse – ikke mindst fordi emnet ikke er en del af pædagoguddannelsen.

– Man lærer ikke at samarbejde med de pårørende på uddannelsen. Det er ikke tænkt ind. De nyuddannede er meget optaget af deres faglighed, men har ikke så meget fokus på de pårørendes perspektiv, siger Karin Damhus.

Kommunikation er nøglen
Udviklingen af den nye uddannelse er blevet til i et tæt samarbejde mellem professionelle og pårørende. Et vigtigt mål med forløbet er, at medarbejderne for alvor forstår den gennemgribende krise og forandrede livssituation, som det fx at have et handicappet barn indebærer.

– Som medarbejder er man ikke altid klar over, hvor indgribende det er. Vores egne børn vokser til at blive voksne, men det gør de pårørendes barn ikke. Deres største bekymring er: Hvem skal tage sig af min søn, når jeg dør? Der kommer nye kontaktpersoner, men den røde tråd i barnets liv er forældrene. Det bliver man nødt til at forstå, forklarer hun.

Omvendt forstår de pårørende heller ikke altid de professionelles tilgang. At man er uddannet til at tage vare på borgerens selvbestemmelse med faglighed, som man pejler efter – mens man samtidig er underlagt en lovgivning, der sætter rammerne.

– Det er medarbejdernes – de professionelles – opgave at kommunikere det til de pårørende og forklare dilemmaerne set fra deres side, lyder det fra  Karin Damhus.

Af samme grund spiller kommunikation og kommunikationsredskaber en central rolle i uddannelsen, ligesom fag som jura, etik og magt, sorg og krise, samskabelse og kulturforandring også indgår.

Når samarbejdet driller
Oplever man udfordringer i pårørendesamarbejdet, anbefaler Karin Damhus, at man ikke bare tager det på individuelle møder, men sætter sig sammen pårørende og personale. Man kan fx invitere til en aften med samarbejde som tema, hvor man får uenighederne frem. Der skal lægges en god ramme for mødet, hvor parterne fx arbejder sammen i grupper på tværs.

– Det handler om at få svesken på disken og få talt om: Hvor er det, vi støder sammen – og hvad skal vi hver især blive bedre til? Så man får afdækket, hvor det går galt. Man vil møde vrede og frustration – men man får til gengæld dannet en relation, som er forudsætning for, at man kan komme konstruktivt videre, siger Karin Damhus.