icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Michell_Varenholt_Nejad_2_HIGH.jpg
26-årige Michell Varenholt Nejad har kun 8 TR-timer om måneden, så hun må tænke kreativt for at nå ud til sine ca. 60 medlemmer – fordelt på tre matrikler
Synlige tillidsrepræsentanter

Sådan gik Michell i dialog med sine 60 kollegaer

Ifølge tillidsrepræsentanten Michell V. Nejad har det personlige, uformelle møde den største værdi for kollegaerne. ”Det er dét, de husker. Langt bedre end en e-mail fra deres TR”. Derfor satte hun sig for at komme rundt og lytte til alle kollegaerne på arbejdspladsen

Der er mange måder at være synlig som tillidsrepræsentant på. Her fortæller Michell, hvad der virker for hende, og hvordan hun på kreativ vis når ud til sine kollegaer på Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie i Ringsted.

Hvordan har du grebet TR-kampagnen an?

Sammen med min kollega Kenneth, som er TR for FOA, har jeg taget rundt på uformelle lyttemøder på arbejdspladsen. Hos os har vi fælles faglige pauser hver dag fra 19.30-20, og her dukkede Kenneth og jeg op for at vise vores ansigter og have en uformel snak med kollegaerne.

Hvordan reagerede kollegaerne?

Jamen da vi først havde fortalt, at vi bare gerne vil sige hej og høre, hvad de var optaget af, så tog de rigtig godt imod os. Jeg fik en følelse af, at de savnede, at vi kom rundt. Det blev en god forventningsafstemning mellem os, og vi fik skabt en god relation. Det er især vigtigt, hvis en af os på et senere tidspunkt skal være bisidder eller hjælpe en kollega med mere følsomme sager. 

Hvad er dit råd til andre tillidsrepræsentanter

Jeg har tre råd til andre tillidsrepræsentanter: Det første råd er, du skal dyrke relationen og vise, at du interesserer sig for, hvad der rører sig på arbejdspladsen. Det er min oplevelse, at det personlige, uformelle møde skaber den største værdi hos medlemmerne. Det er dét, de husker. Langt bedre end en mail fra deres TR.

Mit andet råd er: Spring ud i det og se hvad der virker for dig. Arbejdspladser og medlemmer er forskellige, så der er mange måder at være en synlig tillidsrepræsentant på. Find ud af hvad der virker for dig, og hav dig selv med i det.

Mit sidste råd er, at man skal gøre det nemt for sig selv. Det kan man gøre ved at bruge TR-materialer fra Socialpædagogerne og sparre med andre i TR-netværket. Det får jeg selv rigtig meget ud af.

3 råd til at blive synlig TR

  1. Gå helhjertet ind i mødet med kollegaerne
  2. Spring ud i det
  3. Gør det nemt for dig selv

Det ligger næsten i navnet: Vi er tillidsrepræsentanter. Medlemmerne skal have tillid til os, før vi kan kæmpe deres sag. Og første skridt på vej mod tillid er kendskab.

Sådan opsummerer Michell baggrunden for, at hun gør en stor indsats for at blive mere synlig.
Her står Michell sammen med sine kollegaer. På flip overen står der 'Hvem er din TR?' Lige fra Michell blev valgt som TR, har hun ønsket at være synlig på arbejdspladsen og gøre opmærksom på Socialpædagogerne som fagforening.
Her står Michell sammen med sine kollegaer. På flip overen står der 'Hvem er din TR?' Lige fra Michell blev valgt som TR, har hun ønsket at være synlig på arbejdspladsen og gøre opmærksom på Socialpædagogerne som fagforening.

Michell er en af de tillidsrepræsentanter, som har været aktiv under efterårets FH-kampagne om synlige tillidsrepræsentanter. Kampagnen gik ud på at tage (en ekstra) snak med de yngre kollegaer på arbejdspladsen, så de får endnu mere indblik i, hvad de kan bruge dig deres TR til i hverdagen. Artiklen er en del af en miniserie, hvor du kan møde engagerede tillidsrepræsentanter, som fortæller om deres erfaringer med synlighed, og hvordan de vil bruge erfaringerne i deres fremtidige TR-arbejde.

Hvordan har det været at være aktiv i TR-kampagnen?

Det har været fedt. Jeg synes, det var sjovt, at der stod ’Tal med en voksen’ på kampagnematerialet. Jeg er 26 år, så de fleste af mine kollegaer er faktisk ældre. Så det grinte vi af sammen og lavede jokes med. Det havde vi det ret sjovt med.

Det sidste jeg vil runde af med handler om de unge

Jeg oplever, at det typisk er praktiske spørgsmål, mine yngre kollegaer kommer til mig med. Men at de praktiske spørgsmål kan blive en indgang til at tale om mere faglige emner, og derfor er der stor værdi i at tage sig tid til at svare på både småt og stort.

Find materialer på TR-portalen

Materialer til at skabe en relationsdrevet kultur på arbejdspladsen kan findes på TR-portalen. Find materialer om at holde lyttemøder, 1:1-samtaler, lave videohilsner og meget mere. 

Læs også om Hannes erfaringer med at holde 1:1-møder med kollegaerne.

Og Dortes erfaringer med at bruge videohilsner til at blive mere synlig på arbejdspladsen. 

Michell sidder med kollegaen Naden Abou-harb og gennemgår lønsedlen. Naden er nyuddannet og i tvivl om hvordan man læser sin lønseddel. De taler også om Socialpædagogerne som fagforening og om det er den rigtige fagforening for Naden.
Michell sidder med kollegaen Naden Abou-harb og gennemgår lønsedlen. Naden er nyuddannet og i tvivl om hvordan man læser sin lønseddel. De taler også om Socialpædagogerne som fagforening og om det er den rigtige fagforening for Naden.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TR og AMR