icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fagblad 01 2023.png
Mette Christiansen blev færdiguddannet fra UCL i Odense i sommeren sidste år - og tog få måneder senere hul på arbejdslivet som socialpædagog på Bo- og støttetilbuddet Sprogøvej i Odense.
Springet

Jeg har fulgt min mavefornemmelse

Som nyuddannet socialpædagog i sommeren 2022 gik Mette Christiansen hurtigt i gang med at søge job - og endte med at følge sin mavefornemmelse, da hun takkede ja til jobbet som socialpædagog på et bo- og støttetilbud i Odense

Hvordan fandt du dit første job?

Som nyuddannet søger man jo typisk mange forskellige job, og det gjorde jeg også. Jeg var til fire jobsamtaler og fik faktisk tilbudt tre af dem på vidt forskellige typer arbejdspladser. Det var lidt svært at navigere i, for hvad skal man gå efter? Målgruppen? Det geografiske? Eller ens følelser? Mit valg blev truffet ud fra en stærk mavefornemmelse af, at det her føltes rigtigt.

Hvad fik det til at føles rigtigt?

Min første oplevelse af stedet og da jeg mødte kollegerne i forbindelse med jobsamtalen, gav mig en fornemmelse af, at det var en god arbejdsplads. Jeg kunne tydeligt mærke, at de vægter fagligheden højt, og det er vigtigt for mig. Det med, at man ikke bare udfører arbejdet på gefühl eller ud fra en ’det plejer vi’-tilgang. Jeg opfattede det som en arbejdsplads, hvor faglige refleksioner, sparring og overvejelser over praksis fylder meget – og det har jeg fået bekræftet, efter at jeg blev ansat.

Hvordan var overgangen fra studielivet?

Den største omvæltning har nok været målgruppen. Jeg har altid drømt om at arbejde i psykiatrien eller med unge, og nu arbejder jeg så på tredje måned med voksne med udviklingshæmning. Og jeg må bare sige, at det har overrasket mig positivt på alle måder. Som nyuddannet kommer jeg med en stærk teoretisk baggrund, og jeg er vild med at omsætte al den viden til praksis. Jeg bliver udfordret hver eneste dag – og jeg føler, at jeg ikke bare vedligeholder min faglighed, jeg styrker den også.

Hvordan styrker du din faglighed?

Helt konkret arbejder vi på Sprogøvej meget med mentalisering. For nylig stod jeg med en borger, som ikke fik sine behov opfyldt og derfor endte med at komme i en stresstilstand, hvilket ofte resulterer i, at hans lunte bliver kort, og at han ender i konflikter med andre beboere. I sådan en situation er det fedt at lære, hvordan jeg kan arbejde med at forstå, hvad der ligger bag hans adfærd, og på den måde ruste mig til bedre at kunne forberede ham næste gang ved fx at tale med ham om det og dermed forebygge en konflikt.

Hvad har været det sværeste?

Jeg stiller ret store krav til mig selv, så jeg har skullet arbejde meget med at acceptere, at jeg som nyuddannet altså ikke ved alting. Mine kolleger er gode til at sige, at det OK, at jeg ikke kan alt, så det er mere mine forventninger til mig selv, jeg kæmper med. Det ligger så dybt i mig, at jeg ikke vil fejle. Men jeg kan mærke, at fordi der ikke er nogen her, der presser mig, men derimod hele tiden bekræfter mig i, at jeg jo stadig er i gang med at lære og udvikle mig, så er det lettere for mig at være i. Og så har det da også været en omvæltning at gå fra studielivet til et arbejdsliv med lange arbejdsdage og døgnvagter.

Hvad er dit bedste råd til andre nyuddannede?

Lyt til din mavefornemmelse. Det skal føles rigtigt. Det kan godt være, at du har en drøm om at arbejde med en specifik målgruppe, som jeg fx havde. Men jeg har lært, hvor vigtigt det er for min evne til at skabe relationer med borgerne, at jeg har gode kolleger og er omgivet af høj faglighed, hvor vi hele tiden bruger hinandens faglighed til at finde fælles løsninger. Og husk, at arbejdslivet skal være langt, så det er kun godt at suge erfaringer til sig, når man er ny i faget.

CV

Mette Christiansen, 27 år

  • Oktober 2022
    Socialpædagog på Bo- og støttetilbuddet Sprogøvej i Odense
  • Juni 2022
    Uddannet fra UCL Odense
  • 2018-2022
    Vikar på diverse botilbud og støttecentre i Nyborg
  • 2018
    Uddannet pædagogisk assistent

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Job og karriere, Grunduddannelse, Studerende, Springet