icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Brinkmann-1.gif
Vi lever i en tid, hvor den selvstændige dybe tanke er hårdt truet af mobiltelefoner og andre faktorer i vores tid. Derfor er der god grund til at minde os selv om, hvorfor tænkning er så vigtig, lød budskabet fra Svend Brinkmann til et medlemsarrangement 21. november.
Medlemsarrangement

Svend Brinkmann: Vi skal skabe tid til eftertanke

Vi har brug for den tænkning, der skaber mening og fantasi – og ikke bare løser et problem eller skaber udvikling. Hvis vi skal agere godt som mennesker og som professionelle, skal vi blive bedre til at skabe tid til eftertanke, lød budskabet fra psykolog Svend Brinkmann til 600 socialpædagoger

– Vi tænker alt for lidt. Men vi taler derimod rigtig meget om at tænke. Vi lever i et samfund, der i stigende grad bliver tankeløst, fordi vi lægger vægt på den hurtige tænkning – eller ’just do it’, som det hedder i reklamen, lød det fra Svend Brinkmann, som med afsæt i sin bog ’Tænk. Til forsvar for et tankefuldt liv’ holdt foredrag for sammenlagt 600 socialpædagoger tirsdag 21. november.

De 300 oplevede Brinkmann på scenen i Værket i Randers, mens lige så mange lyttede med online ved medlemsarrangementet, som Socialpædagogerne Østjylland og Midtjylland stod for.

Svend Brinkmann, der er psykolog og professor ph.d. ved Aalborg Universitet, fortalte i sit oplæg om vigtigheden af at prioritere at tænke:

– I en tid, hvor den selvstændige dybe tanke er hårdt truet af mobiltelefoner og andre faktorer i vores tid, som er tænkningens fjende, er der grund til at minde os selv om, hvorfor tænkning er så vigtig. Og her tænker jeg ikke på tænkning, der bare løser et problem eller skaber udvikling – men på den tænkning, der skaber mening og fantasi. Den tænkning har vi også brug for, hvis vi skal agere godt som mennesker og som professionelle, lød det fra Svend Brinkmann.

Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor vi effektiviserer og optimerer – og undervejs ryger betænksomheden og eftertænksomheden. 

Svend Brinkmann, psykolog

Det tænkende menneske

Ifølge Brinkmann skal det med at tænke efter ikke bare være en luksus. For eftertanke er nødvendigt for, at man som menneske kan handle godt og ordentligt og reflekteret:

– Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor vi effektiviserer og optimerer – og undervejs ryger betænksomheden og eftertænksomheden. Vi glemmer at tænke dybt. Vi glemmer at tænke tanker, der ikke nødvendigvis skal føre til et konkret hurtigt resultat. Men vi har også brug for tankeprocesser, hvor man ræsonnerer, reflekterer og undrer sig, sagde Brinkmann og fortsatte:

– Som mennesker har vi en grundlæggende interesse i at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Og vi er så rige, at vi sagtens kan gøre noget andet end hele tiden at sætte farten op, optimere og fjerne tiden til at være mennesker, der også evner at tænke dybt. Jeg ser det som et udtryk for psykologisk modenhed at være alene med sine egne tanker – for evnen til at tænke dybt er jo det, der for alvor adskiller os fra resten af naturen. Det er derfor, vi hedder homo sapiens – det tænkende menneske.

600 medlemmer lyttede med, da Svend Brinkmann holdt foredrag i Randers tirsdag 21. november - et fælles medlemsarrangement som Socialpædagogerne Østjylland og Midtjylland stod for.
600 medlemmer lyttede med, da Svend Brinkmann holdt foredrag i Randers tirsdag 21. november - et fælles medlemsarrangement som Socialpædagogerne Østjylland og Midtjylland stod for.

To former for tænkning

Han refererede undervejs til to former for tænkning defineret af psykolog Daniel Kahneman: System 1, som er den hurtige tænkning og system 2, hvor vi tænker langsomt.

– Med system 1 og de hurtige tanker træffer vi ofte de dårlige beslutninger og drager forkerte konklusioner, fordi vi ikke får tænkt ordentligt efter, lød det fra Brinkmann.

System 2 derimod er der, hvor vi netop tillader os selv at tænke tingene ordentligt igennem.

– Igen – det er eftertænksomheden og de dybe langsomme tanker, der gør os til mennesker. Og selvom det er svært og mentalt anstrengende at tænke langsomt, så skal vi huske, at vi er skabt til lige at holde den pause, lige at træde et skridt tilbage og reflektere. Hvis vi glemmer det og kun lever i nuet, så overser vi sammenhængen.

Interesse for pædagogikken

Undervejs kom Svend Brinkmann også ind på, hvorfor han som psykolog også nærer en stor interesse for det pædagogiske område:

– Faktisk er jeg på mange måder gladere for pædagogik end for psykologi, og jeg må indrømme, at jeg ofte prøver at snige noget pædagogisk tænkning ind i mine læreplaner og pensum. For vi psykologer bliver ofte lidt for individfokuserede og for dårlige til at se den sammenhæng, som individet lever i. Man kan måske sige, at psykologifaget handler for lidt om mennesker og menneskers liv og udvikling, sagde han og fortsatte:

– Derfor er jeg særligt glad for den pædagogiske psykologi, som netop er defineret som kunsten at tilrettelægge betingelserne for menneskelig udvikling. Når vi arbejder pædagogisk med mennesker, så handler det ikke kun om, hvad der sker ’inde i hovedet’ – men på betingelserne for menneskets udvikling og på de vilkår, fællesskaber og kontekster, mennesket indgår i. Og det arbejde – og dermed også jeres arbejde som socialpædagoger – er helt afgørende i et individualiseret samfund.

Kort om Svend Brinkmann

Psykolog Svend Brinkmann er professor, Ph.d. ved Aalborg Universitet – og har udgivet en lang række bøger. Herunder ’Tænk. Til forsvar for et tankefuldt liv’, der indgår som fjerde bog i en serie bestående af:

’Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang’, ’Ståsteder. 10 gamle idéer til en ny verden’ og ’Gå glip. Om begrænsningens kunst i en grænseløs tid’.

Brinkmann har senest udgivet bogen ’Oplevelsessamfundet - om det vigtige i at opdage, at dit liv består af andet end oplevelser’.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Kredse, Forbund og a-kasse