icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pension.gif
Socialpædagogernes pensionskasse PKA klarer sig godt, viser beretningen for 2023, og selskabet vil fremover investerer i morgendagens grønne virksomheder.
Pension

Socialpædagogernes pensionskasse er i top

PKA har i år sat kontorenten op til 8 pct. – det højeste i 16 år. Sammen med solide investeringsafkast vidner det om en stærk pensionskasse, som sikrer medlemmerne økonomisk tryghed i alderdommen

Socialpædagogernes pensionskasse PKA står stærkt. I det forgangne år er det blevet til gode investeringsafkast og den højeste kontorente i 16 år. Det fremgik af bestyrelsens beretning, som blev fremført af Socialpædagogernes formand Benny Andersen på årets generalforsamling i Pensionskassen for Socialrådgivere, Socialpædagoger og Kontorpersonale, der fandt sted den 10. april.

– Vi har i 2024 sat kontorenten op til 8 pct. Det højeste niveau siden finanskrisen i nullerne. Helt konkret betyder det flere penge til medlemmerne. Det er med til at sikre gode og stabile pensioner, sagde Benny Andersen.

En kontorente er en gennemsnitsrente, der er baseret på investeringsafkast opnået gennem flere år. Det er altså en forudsigelig rente, som sikrer, at medlemmernes pensionsopsparing vokser støt og er godt rustet til eventuelle udsving i markedet. Kontorenten bliver fastsat for et år ad gangen. I 2024 er den altså 8 pct., hvilket er en stigning fra 2023 – og det betyder flere penge til medlemmerne. De sidste otte ud af ni år har kontorenten været ca. 5 pct.

Styrken i den kollektive model
Den høje kontorrente kommer af et godt langsigtet afkast af investeringerne. I 2023 skabte pensionskassen et samlet afkast på 10,9 pct.

– Det er blandt de allerbedste. Ser vi på afkastet over fem år, er pensionskassen nr. ét blandt alle danske pensionsselskaber, sagde Benny Andersen, som understregede, at det er det stærke kollektiv, der ligger bag succesen:

– Det viser styrken i vores kollektive model. Fordi medlemmerne er sammen om investeringerne, kan vi tænke langsigtet og sikre mest muligt i afkast til alle medlemmer. Pensionskassen er til for medlemmerne. Al den værdi, vi skaber i fællesskab, går tilbage til medlemmerne. Vi har ikke andre hensyn end medlemmernes tryghed i arbejdslivet og alderdommen.

Blandt medlemmerne har der vist sig stor interesse for at få personlig rådgivning hos pensionskassen. I 2023 benyttede 5.000 medlemmer sig af tilbuddet om online pensionsrådgivning. Derfor udvider PKA nu denne service, så endnu flere kan benytte sig af tilbuddet om personlig rådgivning.

Grønne investeringer
I over ti år har PKA investeret i grøn energi fra vindmøller og solceller, og fremover skal der også investeres i morgendagens grønne virksomheder. Fx i en ny svensk virksomhed HS Green Steel, som skal producere stål med 95 pct. mindre CO2-udledning end ved traditionel produktion.

Samtidig har PKA skilt sig af med nogle af de selskaber, der ikke rykker nok på den grønne dagsorden – og har besluttet fremover at gå endnu mere aktivt til værks for at sikre grønne investeringer.

– Vi har i 2024 besluttet, at vi fremadrettet vil gå endnu tættere på afstemningsprocessen i nogle af de mest klimabelastende selskaber, så vi er helt sikre på, at vores stemmer altid arbejder for den mest bæredygtige udvikling i selskaberne, sagde Benny Andersen og pointerede, at PKA er med til at påvirke den grønne agenda i samfundet.

– Fordi PKA er gået forrest med grønne investeringer, og fordi vi er et kollektiv bestående af i alt 360.000 danskere med en samlet formue på 440 mia. kr., bliver der lyttet til os blandt beslutningstagere fra både ind- og udland.

Også når det gælder investeringen i ejendomme er PKA med til at påvirke samfundet i en positiv retning og tænker fællesskab ind i ejendomsprojekterne. PKA har således været med til at omdanne områder som Grønttorvet i København, Gellerup i Århus og Vridsløse i Albertslund til moderne attraktive bydele. I den proces stiller PKA krav til samarbejdspartnere både i forhold til klimafokus og deres sociale arbejde.

Læs mere om PKAs investeringer på PKA.dk