Fra klient til medborger
450 socialpædagoger samlet for at høre om de nye sociale love. - Både personale og beboere skal afdiciplineres, sagde Jonna Andersen. Og så var der ros til socialministeriet fra de kommunale socialchefers formand.
450 socialpædagoger mødtes den sidste dag i august for at høre, hvordan voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse kan skifte ham fra at være klient til at være medborger, sådan som de nye sociale love lægger op til.
Socialpædagogernes Landsforbund i Ribe, Sønderjylland, Vejle og Fyns amter havde kaldt til møde for at få sat fokus på voksenområdet i serviceloven, og det store fremmøde plus alle dem, der var blevet afvist på grund af pladsmangel, viste et stort behov hos socialpædagoger for at få de nye sociale love diskuteret.
I panelet sad de afgørende aktører, når lovene skal gennemføres, nemlig Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Folketinget, samt Lev og SL. Desuden konsulent i Formidlingscenter Øst, socialpædagog Jonna Andersen, der kunne fortælle, hvordan lovene indtil nu fungerede i praksis.
Der var således lagt op til, at deltagerne kunne blive klogere på lovenes indhold, og det blev mange uden tvivl. Derimod kom den del af programmet, hvor uenigheder, drømme og visioner kunne luftes aldrig rigtig i gang. Formentlig fordi paneldeltagerne - måske af hensyn til samarbejdsklimaet - havde valgt de bløde formuleringer og ladet både uenigheder og visioner blive derhjemme.
Synd for der var ellers mange gode diskussioner at tage fat i, nu hvor 450 eksperter sad i salen og kunne bidrage med deres erfaringer fra de enkelte arbejdspladser.
Ros til socialministeren
De nye sociale love er omfattende og bryder på flere måder med hidtidige regler, idet handicappede får en del borgerrettigheder, for eksempel ret til egen bolig i stedet for at bo på institution, ret til at træffe beslutninger om eget liv og ret til en handleplan. En handleplan, der blandt andet skal indeholde det serviceniveau, den enkelte handicappede kan regne med fra forvaltningens side.
Alle var enige om, at intentionerne i lovene er gode. Det udtrykte en af paneldeltagerne, formand for foreningen af socialchefer i kommunerne og socialchef i Brøndby Kommune, Jesper Fisker, således:
- Socialministeriet skal have ros for, at der er skrevet et formål ind i loven, og vejledningerne er gode og grundige. Det er vi ikke vant til.
Jesper Fisker er dog ikke enig med dem, blandt andet socialministeren, der mener, at de nye sociale love er en socialreform.
- Det er de ikke. Jeg havde håbet på, at Folketinget havde givet sig bedre tid til at diskutere, hvordan landets socialpolitik skal se ud. Som det er nu, er man stoppet op midt i vadestedet i stedet for at skabe en sammenhængende socialreform.
Jesper Fisker forudser desuden, at loven alt andet lige vil kræve væsentlig flere administrative kræfter hos medarbejderne blandt andet på grund af de nye krav om indberetninger, og den tid går fra klienterne, fordi Folketinget ikke har sendt en pose penge med loven.
- Der skal rykkes hegnspæle politisk, administrativt og fagligt, hvis loven skal blive til noget.
Arena for offentlig omsorg
En af de hegnspæle, der skal flyttes gevaldigt på, er de handicappedes ret til egen bolig.
- Det er et skridt i den rigtige retning, at rettigheder og et nyt syn på de usædvanlige mennesker er skrevet ind i serviceloven. Men det betyder ikke automatisk, at virkeligheden også indretter sig efter det, der står i loven, sagde Jonna Andersen.
- Der skal tænkes nyt. Uanset hvor beskedne de fysiske rammer er i det, der tidligere hed en institution, så er det efter den 1. juli 1998 at betragte som den handicappedes egen bolig. Det vil formentlig tage tid at indarbejde denne forandring både hos beboere og medarbejdere.
- Vi har disciplineret dem, nu skal vi i virkeligheden til at opdrage dem til at være frække og bestemme selv. Pædagogisk skal vi arbejde med at afdisciplinere dem. Nu skal de ikke længere spørge, om de må tage den frikadelle, som de selv har betalt.
- Men det er også et spørgsmål om, hvordan personalet optræder, når beboerens private hjem samtidig er arena for offentlig omsorg.
Jonna Andersen har i en undersøgelse spurgt beboerne om personalets arbejde og fortæller:
- For "institutionsbeboere" er det meget få private rum, som personalet ikke har adgang til. Selv de meste private rum bliver invaderet. For eksempel når hjælperen finder tøj, håndklæder og toiletartikler frem. Eller lægger tøj på plads og kigger i skuffer og skabe uden først at rådføre sig med ejeren af rummet.
- Nogle gange er det som om, at gængs omgangsform som at være gæst er trådt ud af kraft, når hjælpen gives i et asymetrisk forhold. Også selv om det er beboerens private hjem.
En handicappet kvinde fortæller således i Jonna Andersens undersøgelse:
"Hjælperne generer sig heller ikke for at gå direkte igennem rummet og trække gardinerne fra og hive dynen af".
Alenearbejde
Ordene "medbestemmelse" og "medborgerskab", forstået som indflydelse på eget liv, skal tages alvorligt. Men også dette kræver en del pædagogisk nytænkning og en del koordinering. Måske endda ekstra bemanding.
- Det vil komme til at gøre ondt at inddrage brugerne i deres eget liv, sagde næstformand i LEV, Peter Christiansen.
- Det er langtfra alle med nedsat funktionsevne, som har eller kan opnå de nødvendige forudsætninger for egen selvbestemmelse, men alle kan eller skal opnå medbestemmelse. Men spørgsmålet er, om I er villige til at respektere medborgerskabet også fra meget svage grupper af medborgere.
- Den "pris" I kommer til at betale, når institutionsbegrebet nedlægges, er mindre fællesskab med jeres kollegaer og meget mere tid alene med det enkelte menneske med nedsat funktionsevne. Det er slut med, at alle gør det samme på samme tid. Nu skal man tage individuelle hensyn.
Peter Christiansen brugte det eksempel, at han næppe kunne forestille sig, at alle beboere i et bofællesskab ville være interesseret i en tur til en dyrepark. Nogle ville måske hellere til fodboldkamp. Men er det praktisk muligt for personalet? Og er det ønskeligt for personalet?
Peter Christiansen rettede også spørgsmål til arbejdsgiverne, nemlig kommuner og amter.
- Vil I som arbejdsgiver medvirke til at udvikle medborgerskabet for mennesker med betydelig nedsat funktionsevne.
Han besvarede selv spørgsmålet.
- Ja, jeg tror gerne, de vil bifalde den gode ide - sålænge det ikke koster penge.
- Men det kommer det til. Medborgerskab vil ikke kunne realiseres uden, at der bliver tilført penge til arbejdet.
Brug for bedre uddannelse
Men medborgerskab er også et spørgsmål om uddannelse og efteruddannelse af personalet, og her halter det slemt bagefter, sagde næstformand i SL, Mogens Seider.
- Nogle amter har stort set intet gjort for, at deres medarbejdere kan komme på kursus i de nye love. Der er hverken afsat penge til efteruddannelse eller planlagt kurser.
Mogens Seider rejste også kritik af grunduddannelsen.
- Jeg synes ikke, at grunduddannelsen er tilfredsstillende.
Han blev afbrudt af bifaldende klapsalver fra salen og fortsatte:
- Pædagoguddannelsen må laves om, så den også kan uddanne til specialområdet. Den opgave kan udddanelsen slet ikke magte i dag.
Igen bifaldende klapsalver fra salen.
- En netop afsluttet rapport fra RUC viser, at vi har problemer med at få tilstrækkelig kvalificerede pædagoger til specialområdet.
Folketingsmedlem, socialpædagog Karen Klint (S):
- Jeg kan godt forstå, at SL vil slås for flere penge til efteruddannelse, men man må ikke glemme de andre faggrupper på institutionen. Det er slående, at de medarbejdere, der arbejder med den allertungeste beboergrupper, også er dem med de dårligste uddannelser.
Det fik formanden for SL på Fyn, Susanne Døssing, til at blande sig i debatten ved at gøre opmærksom på, at netop Folketinget har besluttet en fordelingsnøgle, således at personer med længst uddannelse også får flest penge til efteruddannelse. Mens omvendt dem med ingen eller kun kort uddannelse kun får få penge.
Part i sagen
Med serviceloven er der i princippet kommet vandtætte skodder mellem boligen og de serviceydelser, som den enkelte beboer har brug for. De fleste steder har kommunen eller amtet uddelegeret til personalet at afgøre, hvad beboeren har brug for.
- Og det er ikke uproblematisk, at denne vurdering skal foretages af det samme personale, som skal udføre opgaven, sagde Jonna Andersen.
- Man blander to kasketter sammen, og der er fare for, at retssikkerheden skrider både for beboere og personale.
Jonna Andersen rejste blandt andet følgende kritik af kasketforvirringen:
- Personalet er ikke en uvildig part i sagen. Der er fare for, at "alt bliver som før". Hvordan sikrer man en helhedvurdering af beboeren? Man skal måske hjælpe beboeren med at anke over sin egen afgørelse. Det stiller krav til personalet om at kunne sin jura. Det kan give en loyalitetskonflikt mellem på den ene side borgeren og på den anden systemet, som har ansat pædagogen, og her kan det for pædagogen måske være mest nærliggende at tage parti for systemet. Er det personalet, der skal tage ansvaret for serviceniveauet i en kommune eller et amt?
Jesper Fisker var enig med Jonna Andersen i, at det naturligvis er politikerne og den centrale administration, der skal lægge serviceniveauet, men han så derimod ikke noget til hinder for, at man kunne uddele kompetence til medarbejderne i de enkelte boenheder, således som det allerede foregår.
Han så heller ingen fare for, at borgernes retssikkerhed blev trådt under fode, når personalet for eksempel skal anke over sin egen afgørelse.
- Det kan sagtens lade sig gøre at anke over sig selv. Det gør man også på andre områder, og det fungerer glimrende.