Solhaven er meget mere end en paedagogisk indsats
Solhaven er også et organisatorisk og ansættelsesmæssigt oplæg til debat indenfor døgninstitutionsområdet, som beskæftiger sig med særligt belastede unge i dag.
Tak til både Benny Lihme for hans spændende nye bog om Solhaven, "Det er så fucking træls", og til Henrik Egelund Nielsen fra SL for anmeldelsen af bogen i Socialpædagogen nr. 17. Det er rigtigt, at Solhaven længe har været et af de mest spændende tilbud for den gruppe af unge, man i dage betegner som uanbringelige. Benny Lihme har lavet en udmærket beskrivelse af Solhavens pædagogiske tilgang og af den meget spændende pædagogiske indsats af de medarbejdere, som er ansat på Solhaven.
Henrik Egelund Nielsens kritik af bogen er kun delvis korrekt, når han siger, at den diskussion om "Solhavens placering mellem og samspil med andre institutioner skildres ufuldstændigt og skævt. Solhaven kommer til at fremstå som en øde ø i et hav af grå skygger fra andre (ret utilstrækkelige) institutioner og projekter".
Men det er rigtigt, at Solhaven er som en øde ø i en anbringelsesverden, som er broget og har et meget blakket ry for at kunne tilbyde en reel langvarig hjælp til de unge, de har ansvaret for. I dag står Solhaven ret alene og har et yderst bemærkelsesværdigt ry og historie.
Der er mange kommuner og institutioner, som længe har vist en interesse i Solhaven, og de er valfartet til stedet gennem de sidste mange år for at høre om deres pædagogiske indsats, deres tilgang til eleverne og om, hvorfor de har haft så gode resultater med de ellers meget vanskelige unge, andre har opgivet. Der er mange som har forsøgt at etablere lignende institutioner i deres regi, og alle forsøg har været uden held!
Et unikt tilbud
Der er primært to områder, hvor det er vanskeligt, hvis ikke umuligt at efterligne Solhaven indenfor et offentligt regi. Det første er på grund af dets organisatoriske opbygning og beslutningsproces. Og det andet er på grund af dets medarbejderpolitik. Her står både den kommunale socialpolitik og fagforeningens fagpolitiske krav i vejen for en mulighed for at gennemføre en etablering af andre Solhaver rundt omkring i landet.
Disse to aspekter er et springende punkt og på mange måder, kan man betragte Benny Lihme's bog som et oplæg til debat vedrørende tilbud til de unge i dag, som har det vanskeligst. Dog er der ingen reel problematisering af disse to meget væsentlige problemstillinger i hverken Benny Lihme's nye bog eller i Henrik Egelunds Nielsens anmeldelse!
Solhaven er en selvejende institution med egen bestyrelse. Det er et privat foretagende, som sælger pladser til en aftager, som ofte er en kommune som er den ansvarlige hjemkommune for de unge. Beslutninger på Solhaven er taget i en flad struktur, og alle unge har en primær støtte i en eller to faste medarbejdere. Den primære pædagog tager udgangspunkt i den unge, han har ansvar for og med udgangspunkt i den unges behov.
Viden om de unges behov er taget ud fra en løbende dialog med den unge, og der er udtrykt ansvar og forpligtelse mellem den unge og dens primære pædagog. Den pædagogiske praksis vokser ud af dette forhold mellem den unge og pædagogen, og der er intet ydre system, organisation, kultur, økonomi, tradition, historie eller anden struktur som kan være med til at bryde forholdet mellem den unge og hans pædagog. Forholdet er en kommunikativ relation, en dialog som er bygget op på gensidigt ansvar, forpligtelse og kontinuitet.
Pædagogen er til stede for den unge hele tiden i døgnets 24 timer og hele pædagogens erfaring, baggrund, viden, visdom og personlighed står til rådighed. I kommunikationen bygges der en relation den unge kan stole på, bruge som en rollemodel, og som er et modspil til den unges meget belastede baggrund. Pædagogen får en opbakning i den flade struktur, en tæt medarbejderkultur og en organisation som giver pædagogen et ansvar for selvstændigt at kunne gennemføre en fagligt kvalificeret handling i forhold til den unge og ud fra det situationen kræver.
Der er intet kommunalt behandlingssystem i dag, som kan tolerere så megen professionel selvstændighed og så meget ansvar ud til den enkelte pædagog. De fleste unge på Solhaven har tidligere været smidt ud af institutionerne, fordi de har trodset systemets grænser, og systemet har til gengæld brugt magt for at tvinge den unge til at følge institutionens fastlagte generelle regler eller blive smidt ud. På Solhaven kan de unge ikke blive smidt ud.
Der er regler på Solhaven og forpligtelse til fællesskabet og til pædagogen, men de unge bliver ikke smidt ud af Solhaven, når de overskrider disse grænser. De bliver konfronteret med en kontant melding, en forpligtelse fra fællesskabet og en mulighed for at indrømme sit brud med fællesskabets krav eller aftalens ordlyd og en forpligtelse overfor at organisere sin adfærd på en måde, så man kan blive modtaget i fællesskabet igen.
Medarbejderpolitik
Den anden problemstilling, som ikke er problematiseret hverken af Benny Lihme eller i anmeldelsen, er Solhavens medarbejderpolitik eller den måde medarbejderne udfører en pædagogisk praksis. Her er 11-timers regler og et afgrænset fast dagligt vagtskema ubrugelige. Faktum er, at en fast arbejdstid kan være med til at modarbejde en fornuftig pædagogisk indsats med Solhavens målgruppe.
Den kan være med til at bryde kontinuiteten og den tætte intime kontakt, som er med til at påvirke identitetsdannelsen i de unge. Derfor er det nødvendigt for SL at diskutere deres tilgange til fagforeningens medarbejderpolitik, når det drejer sig om en anden type pædagogik, som kræver en kontinuitet, en tæt relation og en personlig kontakt med brugerne.
For medarbejderne på Solhaven løber privatlivet sammen med arbejdslivet. Her er medarbejderne på vagt, når der er brug for dem. Medarbejderne er ildsjæle, som brænder for opgaven og i deres faglige kvalificerede indsats har set, at den personlige og faglige involvering har en stor og længerevarende effekt med denne gruppe unge.
At blive ansat på Solhaven kræver ønsket om at lave en kvalificeret indsats, at man kan være til stede og nærværende i sin kontakt med de unge, og at man er villig til at indgå i et tæt fagligt team sammen med andre med forskellige faglige og erfaringsmæssige baggrunde.
Det er ikke kun en pædagogisk uddannelse, som giver styrke og evne til at arbejde med disse unge, men det er vigtigt, at man kan involvere sig personligt og fagligt og kan tage imod kritik fra andre medarbejdere. Det kræver en erfaringsmæssige bredde, en fysisk ballast og en psykisk styrke, som bidrager til en stor del af den pædagogiske tilgang.
Solhaven er en ø i dag i et broget udbud af døgninstitutioner, i en verden som er påvirket meget af systemets krav, værdisæt, magt, økonomi og behov. Det er en ø i en døgninstitutionsverden, som mere tager udgangspunkt i institutionens og medarbejdernes behov for forudsigelighed og kontrol end i de unges behov for en tæt personlig kontinuerlig kontakt.
For at kunne udvikle en realistisk diskussion om, hvad Solhaven har at tilbyde, er vi nødt til at diskutere disse to primære problemstillinger i institutionens verden, organisation og medarbejderpolitik. Uden en drastisk ændring i dag i disse to faglige aspekter vil Solhaven fortsætte ved at være en ø i institutionens verden.
Richard Lee Stevens er lektor på Den sociale Højskole i København og mangeårig projektvejleder på Danmarks Pædagoghøjskole.