Ærgerlige over spildt forlig
Stor vrede i SLs hovedbestyrelse over at akademikere og lærere saboterer mulighederne for at indgå et godt forlig. Hvis SL skal bryde med KTO, vil det ske i samarbejde med LO-forbundene i Det Kommunale Kartel
Hvis de offentligt ansatte i amter og kommuner kastes ud i konflikt, bliver det på et yderst usædvanligt grundlag. Kommuner og amter vil gerne på forhånd afsætte 2,0 procent af lønsummen til ny løn. Men de ansattes forhandlingsfællesskab KTO kan kun gå med til 1,5 procent.
Det var i realiteten, hvad der fik forhandlingerne til at bryde sammen om aftenen den 5. februar - et sammenbrud, som et stort flertal af KTO's medlemsorganisationer kalder uforståeligt.
Sådan var også stemningen i SLs hovedbestyrelsen, da den mandag den 11. februar var indkaldt for at beslutte sig for, hvad der skal ske i det videre forløb.
KTO's forhandlingsleder og formand Poul Winckler var inviteret med for at give en førstehånds beretning om overenskomstforløbet og sammenbruddet. Han kunne bekræfte, at man var blevet enig med arbejdsgiverne om en række af de krav, de offentligt ansatte havde fremsat op til forhandlingerne. Der var aftalt:
- Generelle lønforhøjelser.
- En række opstramninger på ny løn systemet.
- Forbedringer for tillidsrepræsentanterne.
- To ekstra feriefridage.
- Bedre pensioner
- Penge afsat til forbundenes egne forhandlinger.
- Man kan sige, at tilbuddene lå på den flade hånd lige til at tage. Men i vores fællesskab er der grupper, der mener, at de har haft så negative erfaringer med ny løn, at de ikke vil have flere penge lagt ud i systemet. De kunne til nød gå med til samme niveau, som blev afsat i den indeværende periode, nemlig 1,5 procent, sagde Poul Winckler.
Han berettede videre, at det på modsatte side var det et uomgængeligt krav fra arbejdsgiverne, at de forlods ville have afsat mere til ny løn. Og når blandt andet akademikerne i AC, der har vetoret i KTO, ikke ville flytte sig - og når samtidig arbejdsgiverne stod fast på deres, så kunne vi altså ikke få enderne til at nå sammen.
- Jeg har forståelse for, at man kan have stærke følelser vendt mod ny løn, og at man kan frygte, at arbejdsgiverne ikke vil udmønte pengene, men vil bruge dem til besparelser. Men selv om jeg skal være knald-hamrende loyal over for forhandlingsfællesskabet, tror jeg, at et forlig var langt at foretrække for lønmodtagerne frem for at ende i forligsinstitutionen. Her tror jeg, at fornuft frem for følelser havde været at foretrække, fastslog Poul Winckler.
Maner til besindighed
Poul Winckler manede alligevel til besindighed og opfordrede hovedbestyrelsen til at bevare hovedet koldt. Både hvad angår tilknytningen til KTO og spørgsmålet om at fremsende konfliktvarsel kontra at gå solo i forhandlinger med arbejdsgiverne.
Forbundsformand Kirsten Nissen opfordrede til, at SL fortsat skal være en del af forhandlingsfællesskabet KTO, og at organisationerne fortsat optræder samlet:
- Vi har et unikt forhandlingsfællesskab i KTO, fordi højt- og lavtlønnede står sammen om at fremsætte krav over for arbejdsgiverne. Det viser sig jo også, at det kun er enkeltgruppers særinteresser, der er skyld i forhandlingssammenbruddet, sagde Kirsten Nissen.
Hun tilføjede, at alle LO-forbund i Det Kommunale Kartel (som SL er tilsluttet), er enige om, at det, forhandlingerne brød sammen på, er et alt for tyndt grundlag at gå i konflikt på.
Kirsten Nissen bad om mandat til, at SLs deltagelse i det videre forløb bliver koordineret gennem Det Kommunale Kartel. Det kan være, hvis der sker genoptagelse af forhandlingerne med arbejdsgiverne, eller hvis man går i gang med konfliktforberedelse og eventuel udsendelse af strejkevarsler.
- Jeg vil gerne bede om tilslutning til, at det er i kartellet vi samordner det videre forløb. SL bryder ikke alene med KTO. Hvis vi bryder ud, bliver det sammen med andre. Vi tager heller ikke selvstændig stilling til eventuel konfliktvarsel, sagde Kirsten Nissen.
Hun nævnte at flere har talt om et muligt brud med KTO:
- Et brud med KTO kan blive en realitet. Hvis det sker, vil vi i LO-familien gå efter at opnå det resultat, der nu foreligger. For man må jo ikke glemme, at SL med det resultat, der var i sigte stod over for at skulle forhandle en stor sum penge til gavn for vores egne medlemmer. Derfor er det så ærgerligt, at forhandlingerne brød sammen, sagde Kirsten Nissen.
Hun fik hovedbestyrelsens tilslutning til at SL fortsætter den videre koordinering i Det Kommunale Kartel. Kartellets forretningsudvalg mødes den 25. februar for at beslutte de videre skridt. I den mellemliggende tid der blive foretaget sonderinger i alle retninger. Arbejdsgiverne og KTO har afsat den 27. februar til en eventuel genoptagelse af forhandlingerne.
Ikke eksisterende forlig
Debatten i hovedbestyrelsen var præget af, at det var et ikke eksisterende forlig, man skulle tage stilling til - og at de forbedringer, der var stillet i udsigt, måske ikke bliver til noget. Der var generelt stor utilfredshed med det grundlag, der fik forhandlingerne til at bryde sammen. Her er et udpluk fra debatten:
Lone Pedersen, SL København og Frederiksberg: - Med de indrømmelser der var aftalt om forhandling af ny løn, synes jeg faktisk, at der var rykket noget. En seks ugers frist for forhandlinger og kravet om, at en medarbejder skal have sine lønforhold set efter, hvis vedkommende ikke er rykket i løn i to år, ser faktisk fornuftigt ud.
- Hvad angår den generelle lønramme, havde jeg gerne set, at der forlods var finansieret endnu mere til ny løn. Så havde man noget at "lege med" ude lokalt. Hvis der kun på forhånd er aftalt 1,5 procent til ny løn, får institutionerne heller ikke meldt mere ud. Men var rammen 2,5 procent, ville de også blive meldt ud til den enkelte institution.
Peter Kristensen, SL Nordjylland: - Hvis man skal ud i en konflikt, skal man tro på, at det nytter. Hvordan skal vi få formidlet ud, at vi kun vil have 1,5 procent i ny løn frem for 2,0-2,2 procent. Jeg synes vi må overveje vores forbliven i fællesskabet, hvis nogen misbruger det. Jeg kan ikke anbefale, at vores medlemmer lider tab blot for at bevare fællesskabet.
Jan Vium, SL Vestsjælland: - Jeg kan ikke sende mine medlemmer i konflikt for kun at få 1,5 procent i ny løn frem for 2,2 procent. Så hvis det bliver prisen, så skråt op med KTO.
Uffe Torup Kristensen, SL Københavns Amt: - Sådan som jeg ser det hidtil opnåede forhandlingsresultat, lader det til, at mange af vores krav er blevet opfyldt. De skærpede betingelser for at forhandle ny løn - for eksempel mere fart i forhandlingerne og indførelse af en opmand - tror jeg aldrig vi havde fået igennem alene.
- Derfor fatter jeg ikke de folk, der siger nej til 2,2 procent i ny løn, når vi ser alle de garantier og betingelser, ny løn er bundet op på.
Runa Stach, SL Århus Amt: - Det vil passe os meget fint, hvis der ikke afsættes flere penge til ny løn. Det har været meget svært at få gang i forhandlingerne hos os. Derfor har vores krav også været, at der ikke blev afsat mere.