Fagfolk har ingen indflydelse
Når der laves familierådslagning, bakker den professionelle sagsbehandler ud, og den uvildige samordner kommer ind og bliver "familiens person"
En familie i Gladsaxe Kommune har problemer med et barn eller en ung. Sagsbehandleren foreslår forældrene at deltage i en familierådslagning, hvor familien selv lægger en plan for, hvordan barnet skal hjælpes.
Så ringer sagsbehandleren op til Lene Jørgensen. Hun er en af de samordnere, der står for kontakten til den familie, der skal i rådslagning. Hér slipper sagsbehandleren sagen og samordneren tager over. En samordner er ikke ansat i kommunen, men er en lønnet person, der udelukkende er udvalgt og uddannet til at planlægge og koordinere familierådslagning i samarbejde med familien. Det betyder også, at samordneren ikke får mulighed for at kigge på familiens sagsmappe.
- Min fornemmelse er, at dét at samordneren er uvildig, giver familien et værn. Jeg skal sørge for at skabe et trygt arbejdsklima i familierådslagningen ved at forberede deltagerne på, hvad der skal ske, forklarer Lene Jørgensen.
- Jeg er familiens person. Derfor tager jeg ikke del i løsningen, og jeg ved ikke noget om sagen. Min neutralitet signalerer, at der er tillid til, at familien kan tage beslutninger.
Første gang Lene Jørgensen ringer på hjemme hos den familie der skal i rådslagning, er formålet at få en liste over dem, der ud over den nære familie skal deltage i rådslagningen. Barnet og forældrene eller den forælder barnet bor hos, aftaler hvem de synes, der skal med. Og det er ofte bedsteforældre, mostre og onkler, gode venner, naboer og arbejdskolleger.
- For de større børn kan det være vigtigt at have en jævnaldrende med. De har svært ved at se sig selv i en ren forsamling af voksne. Så de vælger ofte en kammerat eller en fætter eller kusine, fortæller Lene Jørgensen.
Der er ingen begrænsning på hvem familien kan vælge at have med eller hvor mange. Og kun hvis familien peger på professionelle personer, blander Lene Jørgensen sig.
- For eksempel hvis de vil have en lærer eller en pædagog fra barnets institution med, som de har et godt forhold til. De kan sagtens være vigtige personer i barnets og familiens liv, men de kan også komme til at forstyrre den "private proces", der foregår under rådslagningen, fordi familien risikerer at lægge en dæmper på deres åbenhed, fortæller Lene Jørgensen.
Barnet i fokus
Efter det første besøg går Lene Jørgensen hjem med telefonnumre og adresser på det som i familierådslagningen kaldes "den udvidede familie". Hendes næste opgave er nu at tage kontakt til deltagerne for at høre, om de vil være med. Ofte er de allerede blevet ringet op af forældrene.
- Jeg bliver som regel taget godt imod. Nogle undrer sig over, de er blevet valgt, eller over at der bliver sat så meget i gang og tvivler på, hvilken forskel det kan gøre. Det kan være befriende for den udvidede familie at indgå i løsninger til gavn for barnet. Men det kan også føles som et pres, hvis de ikke har ressourcer til at deltage i løsningerne. Men den følelsesmæssige opbakning er vigtig for den nære familie.
- Forældrene selv kan være i tvivl om, hvorvidt den udvidede familie vil bakke dem op, eller om de endnu engang bare får at vide, at de skal tage sig sammen. Derfor understreger jeg, at det er barnet, der er i fokus, og at deltagerne skal lægge fortiden bag sig og lægge fremadrettede planer.
I enkelte situationer kan der opstå problemer med valget af deltagere. For eksempel hvis forældrene er skilt, og moren som forældremyndighedsindehaver vælger, hvem der skal med.
- Det betyder nemlig ofte, at det udelukkende er morens familie og venner, der bliver inviteret og at faren kan føle sig meget alene til rådslagningen. Så kan jeg hjælpe ved at snakke det igennem med faren før mødet, fortæller Lene Jørgensen.
Samhørighed i familien
Lene Jørgensen har erfaret, at familien i tiden før familierådslagningerne "kommer på arbejde".
- Fra de har sagt ja til rådslagningen hos sagsbehandleren og til selve mødet, gør de sig mange tanker og overvejelser. Meget af "arbejdet" i familien sker faktisk dér. Og det er også en del af idéen. Familien taler sammen på kryds og tværs, og dermed ophæves den tavshed, der ofte er.
- Den udvidede familie bliver også optaget af at forberede sig, snakker sammen og laver på den måde en væsentlig del af forberedelsesarbejdet. Jeg kender jo ikke sagen på forhånd, og derfor kan den udvidede familie ikke spørge mig, men må ringe til forældrene, siger Lene Jørgensen.
- Den samhørighed der på den måde opstår i familien gør, at familierne får øjnene op for, at den "udvidede" familie kan gøre en forskel.
Inden rådslagningen aftaler Lene Jørgensen med familien, hvad der skal være at spise under familierådslagningen og sørger for, at der i samarbejde med familien laves en invitation til alle dem, der skal deltage.
- Det er familiens møde og ikke kommunens, derfor er det familien, der skal stå for at invitere, understreger Lene Jørgensen.
Barnet eller den unge vælger udover deltagere også en støtteperson, som er barnets under selve familierådslagningen. I rådslagningerne i Gladsaxe Kommune har børnene valgt bedsteforældre, større søskende, en kusine, en ven af familie og en jævnaldrende på 12 år som støttepersoner.
- Støttepersonen skal have særlig fokus på barnet under rådslagningen og for eksempel gå en lille tur med barnet undervejs, hvis barnet ønsker det eller sætte sig og spille et spil i et hjørne, siger Lene Jørgensen. Børnene har nemlig mulighed for at gå og komme til mødet, som de har lyst til.
- Det er vigtig, at barnet har en støtteperson med, så forældrene kan koncentrere sig om at deltage i rådslagningen og finde løsninger.
Forud for de første familierådslagninger i Danmark er det blevet diskuteret, om det var godt for børnene at deltage i møderne.
- Børn skal ifølge børnekonventioner tages med på råd, men det er ikke altid sådan det foregår hjemme hos "Familien Danmark". Ofte bliver de blot meddelt, når beslutningerne er taget.
Men børnene fornemmer problemerne mere, end de voksne tror. Og det at børnene er til stede gør, at deltagerne holder fokus på barnet.
I øjeblikket arbejder de landsdækkende projektledere på at etablere en organisation for samordnerne, så der fremover vil være samordnere i hele landet. Det betyder, at hvis for eksempel en døgninstitution vil bruge en samordner i en børne- eller ungesag, kan den få fat i en samordner uanset, hvor i landet den er placeret.