Familien er eksperten
Når der skal laves en plan for at hjælpe et barn eller en ung med problemer, er det nødvendigt at få familien mere på banen. De sidder nemlig med en ekspertise, der er lige så vigtig som de professionelles. Dét er idéen bag familierådslagning
Hvor meget kommer lille Peters forældre til orde, når der skal lægges planer for, hvordan livet kan gøres nemmere for drengen?
Ikke nok, hvis man spørger psykolog Jytte Faureholm.
- Vi er nødt til at anerkende de erfaringer fra hverdagen, som familien har. Vi skal betragte de professionelles viden om familien og familiens viden som ligeværdig. Effekten af vores indsats i den social sektor er nemlig ikke stor nok, og det kan skyldes, at vi ikke i tilstrækkelig grad tillægger familiernes erfaringer værdi, siger Jytte Faureholm.
Og lille Peter selv bliver der heller ikke lyttet nok til ude i kommunerne, til trods for Servicelovens ord om, at "Barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed."
- Vi har professionaliseret os så meget, at vi tror, at vi er bedst til at vurdere, hvad der er problematisk i en familie. Men vi må ikke underkende familiernes viden, understreger Jytte Faureholm, der leder det landsdækkende projekt Familierådslagning. En metode som i flere år er blevet brugt i blandt andet i Sverige, Finland, Norge, England og New Zealand.
Idéen bag projektet er at inddrage familierne mere i beslutningerne i børne- og ungesager, og gennem to år har projektet nu kørt i otte kommuner rundt om i landet.
Her har sagsbehandleren brugt familierådslagninger i nogle af de sager, hvor et barn eller en ung har haft det svært. I stedet for at blive indkaldt til samtale med sagsbehandleren om en løsning på problemet, arrangeres en familierådslagning, hvor forældrene og barnet eller den unge har valgt, hvem der skal sidde med til bords. Det kan for eksempel være farmoren, kusinen, onkel Ejner, kammeraten og en god ven af familien. Forud for rådslagningen har sagsbehandleren i samarbejde med familien formuleret nogle spørgsmål, som deltagerne skal finde svar på. For eksempel: "Hvad kan vi gøre for at ændre på, at Peter bliver mobbet i skolen?" eller "hvordan bliver weekenderne hos far bedre?"
På rådslagningen præsenteres spørgsmålene af sagsbehandleren, og andre fagpersoner - for eksempel en skolepsykolog, en lærer eller en hjemme-hos'er - udtaler sig. Derefter forlader de professionelle lokalet, og den nu "udvidede" familie har ubegrænset tid til at diskutere sig frem til en løsning - sammen med barnet. Og der er ingen begrænsninger på hvor store børnene skal være for at deltage.
- Børnene oplever måske dramatiske ting under rådslagningerne, men i det daglige oplever de måske noget der er meget værre. Det er ikke sikkert at børnene altid synes det er en god situation, men ofte oplever de, at de voksne vil gøre noget ved situationen ved at de træffer nogle beslutninger, siger Jytte Faureholm.
Under den udvidede families møde venter de professionelle udenfor og bliver først kaldt ind, når planen bliver fremlagt. Herefter skal planen godkendes af sagsbehandleren.
Mislykkede foranstaltninger
Gladsaxe Kommune er en af de kommuner, der har deltaget i projektet. På to år har de haft i alt 14 familierådslagninger. Og i dag erkender kommunes projektleder sagsbehandler Liane Ingerslev, at rådslagningerne har givet stof til eftertanke.
- Jeg kan godt forstå, at vores foranstaltninger ikke altid lykkes, for som professionelle er vores løsning på barnets problemer typisk psykologer, hjemmehos'ere eller aflastning. Mens familierne forsøger at finde praktiske løsninger, som kan give dem overblik. De foreslår for eksempel, at mormor kommer og aflaster en gang om ugen, så mor får mulighed for at gå i biffen med en veninde. Og forleden havde en farmor fundet frem til et gymnastikhold, hvor hun kunne gå sammen med sit barnebarn, fortæller Liane Ingerslev.
- Det er blevet tydeligt, at vi ofte lægger planer, der er uoverkommelige for dem.
Liane Ingerslev indrømmer, at hun ind imellem kan have betænkeligheder over familiernes planer.
- Men så foreslår jeg, at vi laver en opfølgning en måned senere for at se, hvordan det går. Familien vælger jo noget de mener, de kan følge, og måske kan de næste gang gå et skridt videre.
- Det er vigtigt, at vi godkender den plan familien laver. Det viser, at vi har tillid til, at de er i stand til at tage beslutninger.
Kun to af planerne i Gladsaxe Kommune er blevet justeret undervejs.
Større selvsikkerhed
Både fra familiernes og fra sagsbehandlernes side har der været skepsis over for rådslagningerne.
- Da vi begyndte på projektet havde vi mange fordomme over for familiernes evne til at tage beslutninger. Men selv om en mor er alkoholmisbruger, kan hun sagtens have en onkel, der kan hjælpe med at lægge planer for barnet. Som sagsbehandlere har vi oplevet, at modstanden mod os svinder, når vi viser familierne, at vi har tillid til dem, siger Liane Ingerslev.
Skepsisen kommer først og fremmest fra familier, der har været længe i det sociale system.
- Min erfaring er, at jo længere man har fået støtte fra det sociale system, desto sværere er det at få tillid til, at man selv kan byde på noget. Disse familier har været vant til, at de fortæller, og vi kommer med svar. I forbindelse med projektet har vi derfor skullet gøre mere for at motivere dem. Mens det har været lettere for de "nyankomne" familier at sige ja til rådslagningerne.
Rådslagningerne holdes aldrig på kommunen, men i stedet i mere neutrale omgivelser som for eksempel et medborgerhus i byen. Og at det er familierne der bestemmer tidspunktet. Formålet er dermed at vise familierne tillid.
- Vi taler med dem på deres præmisser og spørger, hvornår det passer dem at mødes. Og hvis de først har tid lørdag eftermiddag, så må vi stille op til det.
- Generelt har de familier, der har deltaget i rådslagningerne fået større selvsikkerhed. De kan finde på at sende en mail og huske os på den del af planen, som vi har skullet sørge for. Og det giver dem styrke, at de skal præsentere deres plan for de professionelle, fortæller Liane Ingerslev.
Hun understreger, at familierådslagningerne ikke er en mirakelmetode, der kan løse alle familiernes problemer. Alligevel opfordrer hun andre fagfolk til at inddrage tankegangen bag metoden i deres arbejde.
- Hvis et barn for eksempel er anbragt, kan familien jo ikke ændre dén afgørelse, men spørgsmålet til en rådslagning kunne for eksempel være: "hvordan sikrer vi barnets kontakt til familien undervejs?", siger Liane Ingerslev.
Og leder af projektet på landsplan Jytte Faureholm er enig.
- Man bør alle steder inden for socialsektoren være opmærksom på, at familien har ressourcer - også til at være med til at beslutte, hvad der skal ske for at ændre på barnets eller den unges situation, pointerer Jytte Faureholm.
For fremtiden vil Gladsaxe Kommune fortsat benytte sig af familierådslagninger og få flere nye familier med på idéen. Til december skal projektet evalueres, men allerede nu har yderligere ni kommuner taget metoden i brug.
Familierådslagningens tre trin:
1. Information
Familie, samordner, sagsbehandler og andre professionelle samles. Fagpersonerne orienterer kort om situationen. Familien ved på forhånd, hvad der bliver sagt. Sag og spørgsmål fremlægges.
2. Familien lægger plan
Familie, venner og barnet/den unge sidder alene og diskuterer. Målet er at komme frem til en plan, som er til gavn for barnet.
3. Gennemførelsen af familiens plan
Når familien er kommet frem til en plan, samles den med sagsbehandler og samordner igen. Planen fremlægges. Socialforvaltningen beslutter, om planen kan godkendes.