icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close

fik mod på tilværelsen

20-årige Lasse har fået sig en almindelig hverdag, efter han blev sendt i aktivering i Hvidehorse-Fionia

  • Af Jakob Schultz
  • 04-2002 /

Hammeren rammer tungt og hårdt på den sølvfarvede plade metal. Igen og igen. Hånden der løfter og svinger hammeren ned mod metallet tilhører Lasse. Med hammeren former han metallet så det bliver til en rustningsdel. Det, han skaber, skal senere bruges af ridderne på slagmarkerne eller sælges til andre kunder, der har bestilt de historisk korrekte rustninger og våben.

For Lasse er det at skabe noget med sin hænder en befrielse. Efter han begyndte at arbejde i værkstedet som frivillig, har han ikke sluppet stedet. Tværtimod rejste han til Odense fra Haderslev udelukkende for at kunne færdes i Hvidehorse-Fionia. I dag er han efter aftale med sin sagsbehandler i Odense Kommune sendt i aktivering i ridderorganisationen.

- Det er første gang, jeg glæder mig til at stå op om morgenen og gå på arbejde. Det giver mig en følelse af succes, når jeg står og former metallet og kan sige til mig selv, at "det her har jeg lavet", siger Lasse, der inden han opdagede riddertilværelsen levede en omtumlet tilværelse i et punkermiljø i Haderslev med lidt for mange bajere og lidt for megen hash. Han havde prøvet teknisk skole og handelsskolen, men det var ikke noget for ham. En typisk profil på en af de mange unge, der har været gennem Hvidehorse i aktivering.

- Førhen havde jeg det kun godt med mig selv, hvis jeg var stiv. Sådan er det ikke nu, jeg har fundet nogle andre værdier her i Hvidehorse. Første gang jeg var med på en lejr, da var det helt fantastisk. Jeg følte mig hjemme og da vi kom tilbage til hverdagen igen, var det nærmest helt uvirkeligt, at verden stadig var, som den plejede, siger Lasse og forklarer:

- Det har givet mig nogle nye værdier. Jeg har lært, at man sagtens kan leve på et minimum og have det godt. Alt det materielle, som man ofte stræber efter, det betyder jo ikke noget for, hvordan man har det. Det finder man ud af, når man kommer med på en feltlejr, hvor det kun er de mest basale behov, der bliver opfyldt.