Man har ret til en barndom
Sahar blev som 9-årig efterladt af sin iranske mor i Danmark, og fik først endelig asyl som 17-årig. Forud lå et liv på børnehjem, tre år under jorden med 40 forskellige opholdssteder og ingen skolegang. Hun har netop taget 10. klasse i det socialpædagogiske skoleprojekt Den Gule Flyver
Tasken var pakket, og hun stod klar i sit overtøj. Det var lige før daggry. Om lidt ville to politibetjente hente hende for at flyve hende til hjemlandet Iran og efterlade hende i lufthavnen. Til en uvis skæbne - der højst sandsynligt ville inkludere 100 piskeslag - og til en mor, hun ikke havde set i fire år, og som havde efterladt hende i Danmark som 9-årig.
Endnu en gang havde hun fået afslag på sin ansøgning om asyl i Danmark. Fristen til at forlade landet lød på tre dage. Hun var bare 13 år.
- Sahar, gå! Vi har ikke set dig, sagde en af de voksne til hende den morgen på børnehjemmet, hvor hun havde boet i tre år.
Da politiet kom, var Sahar væk. Alene på vej ind til Sankt Hans Torv på Nørrebro, hvor "nogen" havde arrangeret, at hun skulle mødes med en person fra organisationen Flygtninge Under Jorden. Hun havde aldrig været uden for Nordsjælland, hvor børnehjemmet for flygtninge lå.
- Jeg kunne slet ikke finde Sankt Hans Torv. Jeg tudbrølede og havde "noia" på, hver gang panserne kørte forbi mig, siger den i dag 19-årige Sahar og læner sig tilbage i den store, beige sofa. Hun nærmest forsvinder i den, fordi hun sidder med en sofapude over maven.
Den lyse toværelseslejlighed i Københavns nordvestkvarter er Sahars andet rigtige hjem i Danmark. Her har hun boet i et halvt års tid. Hun har gennemført Folkeskolens 10. klasseprøve efter tre år i det socialpædagogiske skoleprojekt Den Gule Flyver. Og hun er netop startet på den treårige hf-uddannelse.
- Jeg ved, det bliver svært for mig, for hf er jo også svært for en normal dansker. Men jeg bliver nødt til det. For jeg vil være tandlæge - som resten af min familie. Jeg gider ikke arbejde i Føtex eller på en laksefabrik om 10 år.
Et liv i helvede
Det er nu seks år siden, Sahar stod på Nørrebro og ventede på den fremmede - og på det, der skulle blive begyndelsen på "tre år i helvede": et liv som flygtning under jorden med omkring 40 forskellige opholdssteder - som oftest kun for et par dage ad gangen. Hos utallige fremmede mennesker - men "med gode hjerter", som hun gang på gang understreger.
Sahar, blev landskendt, da hendes sag verserede i medierne - især i Ekstra Bladet - i 1998 og 1999.
Skriverierne kulminerede med, at daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen personligt gik ind i sagen og gav hende opholdstilladelse og dermed omstødte Flygtningenævnets tredje afslag på asyl.
Indenrigsministeren fik hjælp fra højst uventet side:
- Det er helt vildt. Efter at jeg havde fået mit sidste afslag, bad Pia Kjærsgaard Thorkild Simonsen om at se på min sag en gang til. Hun havde fået ondt af mig, da hun læste om mig. Det er da helt sygt - Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti!, griner Sahar, der masser af gange har været nødt til at stikke af, fordi politiet har banket på døren.
Fra savn til had
At Sahars liv i Danmark blev et helvede, skyldes i udgangspunktet, at hendes mor efterlod hende i Danmark, efter at Sahar med sin mor og en søster havde besøgt Sahars 18 år ældre søster, der boede - og fortsat bor - i Danmark.
Der skete nemlig det, at Sahars far, som hun "elskede overalt på jorden", døde hjemme i Iran, mens de var på besøg i Danmark.
Angiveligt fordi moderen ikke kunne klare at forsørge to døtre, forlod hun Sahar. Moderen lod hende blive hos søsteren i Danmark, fordi familien troede, hun kunne adoptere Sahar.
Men det kunne hun ikke. Og derefter fulgte en omtumlet tilværelse: Frem og tilbage hos søsteren - blandt andet fordi hendes mand var voldelig og slog Sahar - til Røde Kors' børnehjem og turen under jorden.
Sahar har ikke set sin mor, siden faderen døde for ti år siden.
- Jeg var helt ude af den. Det var ligesom at miste begge sine forældre på én gang, siger hun og fortæller, at hun de første måneder var så plaget af savnet af sin mor, at søsteren til sidst rådede moderen til at holde op med at ringe. Så Sahar kunne glemme hende.
Men Sahar glemte hende ikke. Hun forvandlede sit savn til had:
- Jeg mistede lysten til at tale med min mor - fik et had til hende - og syntes, hele min familie var ond. Også min søster her i Danmark, fordi jeg ikke kunne bo hos hende.
For få år siden genoptog Sahar og hendes mor den telefoniske kontakt.
- Jeg har aldrig rigtig noget at sige. Og hver gang hun ringer, tuder hun og siger, at hun savner mig.
For Sahar er det svært at sige det samme til hende.
- Men med tiden, min alder og alle de mennesker, jeg har snakket med, ved jeg i bund og grund, at det også har været svært for hende. At hun lod mig blive her for mit eget bedste. Hun kunne jo ikke vide, det ville gå så galt. Og selvfølgelig savner jeg hende ad helvedes til, indrømmer Sahar.
Den Gule Flyver:
Det første dagbehandlingstilbud af sin art i Københavns Kommune. Den Gule Flyver tager imod unge, der er blevet opgivet af det etablerede skole- og behandlersystem. Eleverne kommer med en baggrund præget af mange skoleskift, brudte familier, vold, kriminalitet, psykisk sygdom og alkohol-/stofmisbrug.
Hun er sikker på, at hendes liv ville have været langt bedre, hvis hun havde fået asyl første gang, hun ansøgte:
- Jeg kunne have undgået så meget, hvis jeg bare havde fået lov til at leve som et normalt barn - og ikke skulle gemme mig, ikke gå i skole, begynde at ryge og alt det der. Man har ret til sin barndom!
Om små tre uger bliver Sahar genforenet med sin mor og anden søster, der har fået et turistvisum for tre måneder.
- Jeg bliver sikkert totalt ked af det og samtidig meget glad, siger hun og retter sig op fra sofaen, støtter albuerne på puden og lader hænderne hvile under ansigtet.
- Jeg håber, det går godt. Men min mor bliver sikkert ikke glad ved at se, at jeg ryger og har piercinger i tungen og navlen. Så jeg må nok tage den med ro i starten, så hun ikke bliver alt for forskrækket, ler Sahar.
Psykiske huller
Selvom Sahar er meget smilende og gestikulerende, falder hun ofte ned i nogle "huller".
- Min familie har skadet mig rimeligt meget i hovedet, siger hun og fortæller, at hun har gået til psykolog det meste af sin tid i Danmark. Det er hun glad for - blandt andet fordi hun er blevet bedre til ikke at lade sig rive med af sit temperament.
- Før i tiden kom jeg op og slås med alle, der sagde bøh. Men hvis man har problemer, og man er nervøs, og ikke har det godt med sig selv, skal det jo gå ud over et eller andet. Eller det skal det ikke! Men har man ikke en mor, en far, en bror eller en søster at gå over til .
Hun afbryder sig selv.
- Hvis man har en dårlig dag, skal der ikke meget til, før en veninde eller en kæreste kan hjælpe en videre. Men på det tidspunkt var der bare ikke noget, der hed tætteste, nærmeste, bedste!.
Det vigtigste, Sahar har lært om sig selv hos psykologen, er, at hun lukker af for sine følelser ved den mindste form for afvisning. Det har hun særligt erkendt i sit forhold til lederen af Den Gule Flyver, Annie Lauritsen.
Sahar følte sig overset af hende i den travle tid op til ferien og kom nærmest ikke i skole de sidste to måneder før sin eksamen.
- Jeg kom for tæt på Annie. Det var der også flere, der havde sagt til mig. Men jeg var begyndt at elske hende som en mor og som veninde. Selvom alle - både lærere og elever i Den Gule Flyver - var søde, var det på grund af Annie, jeg glædede mig til at komme i skole. Hvis Annie ikke var der, havde jeg heller ikke lyst til at være der. Holdt hun ferie, var jeg syg, griner hun og fortæller, at hun kom så langt ud, at hun blev jaloux, når Annie Lauritsen krammede sine egne børn. Til sidst kunne hun ikke holde ud at være i nærheden af hende.
- Jeg blev ked af det, hver gang jeg så på hende, siger Sahar lavmælt.
Men efter at hendes psykolog "har kørt for vildt" på hende, og hun har fået talt ud med Annie Lauritsen, er hun blevet mere klar over, at hun ikke skal være så bange for at miste, og at hun skal lære at give udtryk for sine følelser.
- Men jeg vil hellere vende ryggen til og knuse mine følelser, end jeg vil høre bare det mindste negativt fra folk, jeg holder af, siger hun.
| Det NytterInterviewet er - med eneret for Socialpædagogen - en redigeret udgave af et af syv portrætinterviews med unge, der indgår i bogen "Det Nytter - om vilde unge og det sociale arbejde i Den Gule Flyver". Bogen er en kombineret foto- og tekstbog, som er udkommet på Gyldendal i anledning af, at Den Gule Flyver netop er blevet 10 år. Bogen koster 220 kroner, den indeholder også kapitler om blandt andet pædagogik, engagement og dagligdag i "Flyveren" på Nørrebro i København, ligesom en socialarbejder, en lektor og en advokat kommer med bud på, hvad man kan gøre for at nå "de vilde unge", hvorfor udgifterne til børn og unge med særlig behov er steget, og hvordan man skærper retsbevidstheden hos dem. De 300 første eksemplarer af bogen er foræret væk til beslutningstagere på børn- og ungeområde i stat, amt og kommuner. |