prisen - Da trygheds tæppet blev trukket væk
For socialpædagog Anne Schmidt Rasmussen var det en stor aha-oplevelse, at være med i udviklingsprojektet. Hun har fået øjet på, hvor meget beboerne kan - når de får lov
- Det undrer mig, at vi skulle igennem et udviklingsprojekt og efteruddannelse, før vi fandt ud af, at beboerne rummer så mange ressourcer og livserfaringer, som kommer til udtryk, når de får tid og plads, siger socialpædagog Anne Schmidt Rasmussen, der er ansat på syvende år ved Minibo i Kerteminde i et hus med syv voksne beboere.
Alle beboerne har Prader Willi Syndrom, som er karakteriseret ved, at de ikke oplever sult og mæthedsfornemmelse. Derfor spiser beboerne alt, hvad de kan komme i nærheden af - også af kompostbunker og skraldespande.
Anne Schmidt Rasmussen er medforfatter til bogen 'Livsværdier og ny faglighed' og holdt takketalen, efter at have modtaget SL-prisen sammen med de øvrige forfattere.
Da serviceloven trådte i kraft, mente hun, at hendes arbejdsplads handlede ud fra beboernes ønsker og behov. Men serviceloven blev alligevel en kærkommen anledning til at blive løftet ud af den gamle rille i det pædagogiske arbejde.
- Det var kolossalt provokerede, at der blev sat spørgsmålstegn ved alt, hvad vi plejede at gøre. For vi var både rare og engagerede. Men vanetænknings- og tryghedstæppet blev trukket væk under os. Undervejs i udviklingsprojektet blev det lysende klart for os, at vi var nødt til at sætte fokus på det enkelte menneske frem for på gruppen. Og at beboernes kompetencer ikke fik den nødvendige plads til at udfolde sig i vores meget strukturerede miljø, fortæller Anne Schmidt Rasmussen, der som led i projektet har været 10 uger på efteruddannelse.
Hun skulle vænne sig til at inddrage beboerne meget mere i beslutninger om deres eget liv. Ligesom beboerne også skulle vænne sig til at blive frigjort fra den psykologiske spændetrøje, som Anne Schmidt Rasmussen sammenligner pædagogernes og de pårørendes autoritet med.
Selv om det til tider har været barsk at være i orkanens øje og få overblik over forandringsfeltet, så er hun ikke i tvivl om, at det har det været umagen værd:
- Jeg har fået opgraderet min faglighed - og det giver en utrolig energi og gejst til hverdagen.