Stop overgrebene på samfundets svageste
Statsminister Anders Fogh Rasmussen taler med to tunger, når han i det ene øjeblik udtaler: "Helt ærligt: der er vist ikke mange uden for de snævre kredse af politikere, som går op i, om en opgave bliver løst af staten, amtet eller kommunen. Folk går op i, om opgaverne bliver løst ordentligt".
I det næste øjeblik vil han gerne gøre det krystalklart, at ingen lokalpolitikere kan begrunde nedskæringer i indsatsen for de svage grupper med henvisninger til økonomiaftaler eller skattestoppet.
Det er overhovedet ikke krystalklart. Tværtimod fik amter og kommuner de økonomiske tommelskruer med krav om at spare op imod en milliard kroner i de allerede vedtagne 2002-budgetter og i 2003 at overholde meget stramme økonomiske rammer, som uden diskussion vil ramme indsatsen over for de udsatte grupper.
Hvis vi tager statsministeren på ordet, går vi heller ikke op i, om det er kommuner, amter eller staten, der har skylden for nedskæringerne. Vi kan bare se, at de sker, samtidig med at regeringen hævder, at den vil styrke indsatsen over for de samme udsatte grupper, som nedskæringen rammer.
Lokalpolitikerne kan ikke løbe fra deres del af ansvaret. De har alt for ukritisk bidraget til at udmønte regeringens politik.
Der er ingen af de svageste i samfundet, der går ram forbi ved de besparelser, der allerede nu er vedtaget. I en lang række kommuner og amter er man eksempelvis i øjeblikket i gang med at hjemsende børn og unge til hjem, hvor de udsættes for massive omsorgssvigt. At lukke krisecentre for voldsramte kvinder. At spare tilbuddene til de udstødte i samfundet væk. Selv de allermest handicappede medborgere, som er totalt afhængig af hjælp fra socialpædagoger, rammes af besparelser.
Der sker altså massive besparelser for de svageste grupper, til trods for at regeringen i sit regeringsgrundlag lovede det modsatte. Mon statsministeren mener, at det er en "ordentlig" måde at løse opgaven på?
Socialpædagoger landet over har protesteret imod forringelserne, der er dybt asociale i deres indhold. Besparelserne betyder også væsentlige forringelser i arbejdsvilkårene for tusindvis af pædagoger landet over. Øget nedslidning, stress og mere vold er de konsekvenser pædagogerne skal til at indordne sig under. Det er dybt utilfredsstillende at skulle levere et stykke arbejde, man på forhånd ved ikke har reelle chancer for at lykkes.
Regeringen skal gøre op med sig selv, om den ønsker en større indsats over for de udsatte grupper, eller den ikke gør. Hvis den stadig ønsker det, må den tilvejebringe den tilstrækkelige økonomi til, at det kan lade sig gøre. Alt andet er utroværdigt.
Socialpædagogernes Landsforbund tager skarpt afstand for den kynisme og umenneskelighed, der kendetegner besparelserne. Danmark som et af verdens rigeste lande er lige nu ved at sælge ud af de værdier, der ellers bør kendetegne et levende moderne demokrati.
