Når de bliver store, kan det være for sent
Pædagog Christina Pedersen kan gøre meget for små, omsorgssvigtede børn. Bare hun får dem i tide
Christina Pedersen er en af dem, der helt konkret kan mærke forskellen på børn, der bliver anbragt tidligt og børn, der bliver anbragt senere.
Hun har arbejdet som pædagog på Bagsværd Observationshjem siden 1991.
Normalt tager hun sig af spædbørn, men nu hvor vuggerne er tomme, arbejder hun med de ældre på tre til seks år.
- De større børns skader er mere udprægede end de smås. De ældre har lukket af følelsesmæssigt og stoler ikke længere på voksne. De har svært ved at udtrykke deres følelser på anden måde end ved at slå og være voldsomme, siger hun.
De babyer, der plejede at komme på Bagsværd Observationshjem, var også meget skadede og krævede en hel speciel pædagogik.
- Mange af de små børn med psykisk syge mødre ville ikke have øjenkontakt. Hvis et barn ikke oplever, at der bliver reageret på de signaler, det giver, lukker det af. Så får det meget svært ved at klare, at der pludselig står en ved siden af og vil det noget, forklarer Christina Pedersen.
Derfor er det nødvendigt at opføre sig på en helt særlig måde.
For eksempel ved at undgå øjenkontakt, mens man giver barnet flaske.
- Det ville man jo gøre med et normalt barn, men det kan lige være det, der får et skadet barn til at bryde sammen, fortæller Christina Pedersen.
Nogle skadede spædbørn har svært ved at klare flere stimulanser på samme tid, så de for eksempel ikke kan holde ud at have kropskontakt samtidig med, at de spiser. Så kan pædagogen være nødt til at lægge barnet ned i vuggen, mens det får flaske.
- Vi er trænede i at læse de sparsomme signaler, de giver, og vi bliver superviseret af psykologer og børnelæger, siger Christina Pedersen.
Selv om udgangspunktet er tungt, er Christina Pedersen sikker på, at de kan gøre en forskel på observationshjemmet.
- Jeg har aldrig oplevet, at et lille barn blev dårligere af at være her. Tværtimod går det meget hurtigt fremad. Du kan se det i udtrykket i deres øjne, siger hun.
Nogle af babyerne er helt holdt op med at græde, når de kommer på observationshjemmet.
De er alligevel vant til, at ingen reagerer.
Når de så igen begynder at skrige på mad, er det et stort skridt.
- Der er så meget, der skal rettes op følelsesmæssigt, men vi kan næsten altid rette op på de små, så de kan komme ud i familiepleje. Det er værre, når de er blevet større, siger Christina Pedersen.