Nogle børn har det lidt som mig.
Anbragte børn og unge på Fyn kan læse om sig selv og andre i samme situation. Bladet Hørerøret er deres talerør
- Hvis der er nogen, der synes, de har for mange pædagoger, så bare send dem hen til os!
Sådan lyder en af de kontante meldinger i Hørerøret, der er et blad for anbragte børn og unge på Fyn.
- Det er virkelig børnenes eget blad. Det er dem, der bestemmer, hvad der skal stå. Vi hjælper bare, siger journalist Kim Jørstad.
Sammen med kollegaen Helene Dambo redigerer han bladet, der udkommer fire gange om året og sendes direkte til hvert enkelt anbragte barn. Her kan de blandt andet læse, hvad andre anbragte børn synes om at bo på en døgninstitution. Om deres syn på pædagoger, regler, mobning, ture og fritidsinteresser.
Tit kan de også læse om sig selv.
- Jeg kan kun lige huske, at jeg har læst én spændende artikel i Hørerøret. Det var den om mig. Der stod, at jeg spiller fodbold, og man kunne se mig med en Brøndby-hue på, fortæller 11-årige Mikkel.
Sammen med syv andre børn bor han på Storkeløkken, der er en afdeling af nærmiljøinstitutionen Korsløkke.
Selv om han ikke umiddelbart kan gøre rede for indholdet af de andre artikler i Hørerøret, er han glad for bladet. - Jeg kan godt lide at læse om, hvad der sker på de andre institutioner, siger han.
Når Mikkel læser om andre børn i Hørerøret, er der både noget, han kan genkende fra sit eget liv og noget, der er anderledes.
- Nogle børn har det lidt lige som mig. De fortæller for eksempel, at de voksne godt kan være lidt irriterende, og at de er glade for at komme på besøg hjemme hos deres mor og far. Der er også nogle børn, der er lidt anderledes end mig. For eksempel er der nogle, der går til svømning. Jeg går til udspring, siger han.
En, der hedder Benny Andersen
Tina Winterberg, der er pædagog på Storkeløkken supplerer:
- Hørerøret er en rigtig god ide. For de små betyder det meget at se, at deres tegninger bliver trykt. De store læser det, og spørger efter de gamle numre. Jeg tror, de er glade for det, fordi de kan forholde sig til det, de andre siger, vurderer hun.
Kim Jørstad er af samme opfattelse.
Konkret var der engang en pige, der fortalte ham, at hun godt kunne lide at læse digte.
- Jeg har også læst nogle af en, der hedder Benny Andersen, men det siger mig nu ikke så meget, som når jeg læser digte af børn, der har prøvet det samme, som jeg har prøvet, fortalte hun.
- Derudover oplever vi også, at mange pædagoger og andre voksne får stof til eftertanke, når de læser Hørerøret, siger Kim Jørstad.
Indholdet i bladet er en blanding af børnenes egne tegninger og tekster og interviews. Nogle gange ringer de anbragte børn selv, fordi de har noget på hjertet. Andre gange er Kim Jørstad og Helene Dambo selv opsøgende.
På hver institution er der en kontaktperson, der formidler besøgene.
I dag har Kim Jørstad parkeret bilen uden for Storkeløkken, der udefra ligner et helt almindeligt rækkehus.
Indenfor er der også hjemligt med dug på bordet, stearinlys og en stor stak fotoalbums i reolen.
Kim Jørstad sætter sig sammen med to syvårige drenge, en otteårig pige og en treårig med sut i munden.
Tina Winterberg, der er Hørerørets kontaktperson på Storkeløkken, undskylder.
Ingen af de store børn vil medvirke i dag. En 17-årig er slet ikke i humør, og en 11- årig har fået andre planer.
- Så er det bare sådan, det er, siger Kim Jørstad.
På besøg på værelset
Han er vant til, at besøgene på institutionerne ikke kan planlægges på forhånd.
Der kommer papir og tudser på bordet, og mens huse og kruseduller tager form, leder Kim Jørstad efter gode historier i børnehøjde.
- Må jeg se dit værelse?
Den store pige, Jessica, nikker og viser vej op af trappen.
Inde på børneværelset ligger dynen halvt nede af sengen. På gulvet står et dukkebad og på en stol er et viskestykke bredt ud, så en samling frimærker kan tørre.
- Jessica, når man bor her, må man så rode lige så meget som man vil?
- Ja, man skal bare rydde op i weekenden, forklarer hun.
Mens Jessica hopper op og ned i sengen, lirker Kim Jørstad små oplysninger ud af hende. Om hendes interesse for frimærker. Om hendes fødselsdag og om den første tid på døgninstitutionen.
- Vil du så også se Lille Ko, spørger hun.
Det vil Kim Jørstad gerne. - Er det dit allerbedste plysdyr?
- Ja. Den er blød.
Bagefter forklarer Kim Jørstad, at det er en typisk måde at interviewe de små børn på.
- Jeg tror slet ikke, de tænker, de bliver interviewet. De opfatter det bare som om, vi snakker, og det er børnene, der bestemmer, hvad de vil fortælle, siger han.
Bagefter bruger Kim Jørstad institutionens fotoalbum som afsæt til en samtale med syvårige Mathias, der fortæller om en tur til Sverige.
- Det er godt at lave en aktivitet sammen med børnene. Nogle gange går jeg en tur med en af dem, fortæller Kim Jørstad, der selvfølgelig kan lave mere strukturerede interviews med de ældre børn.
Inden artiklerne bliver trykt i Hørerøret, får børnene altid lov til at læse den igennem sammen med deres kontaktpædagog, der selvfølgelig også skal sørge for en forældretilladelse.
Et talerør
De større børn er mere opmærksomme på, at de bliver interviewet, og at Hørerøret kan være et talerør.
Det gælder også for 11-årige Mikkel, der kommer hjem lidt senere og meget gerne vil tale med Kim Jørstad.
Først spørger Kim ham lidt ud om den første tid på Storkeløkken, om forholdet til kammeraterne og om hvor tit, han kommer hjem.
Så lægger han helt åbent ud:
- Er der noget, du har lyst til at fortælle?
Det er der.
- Engang i mellem er der nogle i klassen, der spørger om, jeg vil lege. Så siger jeg: Hos dig eller mig, og så siger de nogle gange hos dig. Så siger jeg, at jeg bor jo på en døgninstitution. Så spørger de, hvordan det er, og så siger jeg, at det er sjovt. Så kommer de med herhen, og næste dag spørger de: Kan du lege igen? Kan du lege igen? Kan du lege igen?
Mikkel imiterer et meget ivrigt barn. - Hvorfor tror du, at de gerne vil det, spørger Kim.
- Det er fordi, her er mange steder, hvor man kan være. Her er græs, og et sted, hvor man kan spille fodbold, fortæller Mikkel.
- Er det også det, du selv synes, der er godt ved at bo her?
- Ja, og at komme på ture og sådan.
Mikkel ryster på hovedet, da Kim spørger om, der er noget dårligt ved at bo på Storkeløkken, men sådan går det langt fra altid.
- Børnene må gerne komme med kritik, men de må ikke hænge navngivne pædagoger ud, for jeg hører jo kun børnenes historie. Jeg hører aldrig den anden part, fortæller Kim Jørstad, der heller aldrig har været ude for, at et barn ville klage over en bestemt pædagog.
- Kritikken kommer mere på et generelt plan. At det er irriterende, at der er så mange regler, at skolen er kedelig eller at det gør ondt, når pædagogerne fortæller, at [201e]gudskelov, jeg skal have ferie om tre uger[201c]. Engang var der også en, der sagde, at man kan kende en pædagog på, at han/hun kan høre, hvad man siger, selv om man står 300 meter væk. Men der er også mange, der fortæller, at de har brug for mere voksenkontakt. På institutioner, hvor der både er små og store børn, er det karakteristisk, at de store oplever, at de små får mest kontakt, fortæller Kim Jørstad.
Etikken skal være i orden
Han er også meget opmærksom på, at børnene ikke kommer til at udlevere sig selv, og inden bladet går i trykken, bliver det læst af en redaktionsgruppe, der består af en repræsentant for Familieafdelingen i Fyns Amt og forstandere fra forskellige institutioner.
- Vi har ansvaret for, at etikken er i orden. For eksempel i tilfælde hvor et barn er anonymt, men fortæller på en sådan måde, at naboerne alligevel vil kunne genkende det, siger Kaj Madsen, der sidder i redaktionsgruppen og er forstander på Korsløkke.
Han var med til at tage initiativ til bladet og har hængt på siden begyndelsen i 1998.
Selv om Hørerøret først og fremmest er til de anbragte børn, mener Kaj Madsen også, at pædagoger får meget ud af at læse med.
- Jeg har selv lært meget af at læse Hørerøret. For eksempel var der et barn, der fortalte, at noget af det værste er voksne, der rejser og lover at skrive uden at gøre det. Så bliver jeg opmærksom på, at jeg skal tale med mine medarbejdere om, at det altså ikke nytter noget, at vi får så dårlig samvittighed, at vi lover mere end vi kan holde.
- Hvis man vil, kan man lære meget af at lytte til børn. Det er også derfor, bladet hedder Hørerøret. Det er et talerør, men vi er også nogle, der lytter.
| Fakta om Hørerøret Hørerøret udgives af Familieafdelingen i Fyns Amt, der bruger omkring 30.000 kroner pr. nummer. Bladet udkommer fire gange om året og sendes direkte til anbragte børn og unge i amtet. Det skal ses som et internt blad, der for eksempel hverken ligger frit tilgængeligt på bibliotekerne eller sendes til pressen. Hørerøret udkom første gang i 1998. I begyndelsen var det finansieret af Socialministeriets DASK-midler (Drop Afmagten Skab Kontakten,), så tog amtet over. Når Fyns Amt bliver nedlagt i forbindelse med kommunalreformen, håber Redaktionsgruppen, at Hørerøret kan køre videre i et nyt regi - for eksempel i et samarbejde mellem flere kommuner. |
| SL vil sprede ideen SL-Prisen 2004 gik til de tre oppositionspolitikere Sandy Brinck (S), Anne Baastrup (SF) og Margrethe Vestager (R), der fik socialpædagogernes pris som en påskønnelse af deres arbejde med anbringelsesreformen. Med anerkendelsen fulgte en kontant belønning på 30.000 kroner, som folketingspolitikerne straks gav videre til at skabe en landsdækkende avis for anbragte børn. SL er nu i gang med at finde andre samarbejdspartnere, der vil være med til at etablere driften af en landsdækkende avis med det fynske Hørerøret som forbillede. De 30.000 kroner skal så fungere som startkapital. |