icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Masteruddannelse

Ny uddannelse skubber socialpædagogikken frem

Faget socialpædagogik har med ét slag fået adgang til et par syvmilestøvler. Undervisningsministeriet har netop godkendt en ny masteruddannelse i socialpædagogik, og det får betydning for faget som helhed, vurderer SL's næstformand

  • Af Maria Rørbæk
  • 26-2004 /

SL's næstformand Mogens Seider lyder som en ualmindelig glad mand.

- Det er det største fremskridt, vi har gjort på uddannelsesområdet i al den tid, jeg har arbejdet med uddannelse, og det har jeg gjort i otte år. Der er grund til at lade champagnepropperne springe, siger han.

Euforien skyldes, at Undervisningsministeriet netop har godkendt en helt ny masteruddannelse i socialpædagogik. Efter sommerferien får færdiguddannede pædagoger med praksiserfaring mulighed for at tage den nye toårige videreuddannelse på universitetsniveau. Det får betydning for langt flere end de kommende studerende, vurderer Mogens Seider:

- Det er virkelig en stor ting. En glædens dag for socialpædagogikken, siger han.


Alle gode gange tre
Det er tredje gang, at Undervisningsministeriet har vurderet om, der skulle laves en masteruddannelse i socialpædagogik.

De to første gange gav de afslag.

- Det har været op ad bakke. Undervisningsministeriet har opfattet det som om, der ikke var noget unikt i socialpædagogik, at det bare var almen pædagogik. Men vi har holdt fast i, at socialpædagogik er anderledes. Den måde vi intervenerer på, er kraftigere end indenfor almen pædagogik. Nu har vi fået en anerkendelse af, at faget socialpædagogik er noget særligt, siger Mogens Seider.

Samtidig mener han, at den nye uddannelse kan sparke døre ind til forskning i socialpædagogiske emner.

- Faget socialpædagogik er bagud på point, når det gælder det moderne videnssamfund, og der er efterspørgsel på forskning og dokumentation. Det kan masteruddannelsen være med til at skabe, når vores medlemmer kan komme med deres praktiske tilgang og indgå i videnskabelige miljøer. Nogle masteruddannede vil sikkert også få smag for det, så de fortsætter og skriver en phd-opgave. På den måde bliver det til gavn for helt det socialpædagogiske område.


Fakta
Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, København, udbyder masteren i socialpædagogik. Målet er at kvalificere de studerende til at tage initiativ til og gennemføre udviklingsarbejde, undervisning, rådgivning, ledelse og vejledning samt varetage analyse- og evalueringsarbejde i offentlige, frivillige og private institutioner og forvaltninger.

Uddannelsen tager to år, hvor man læser på halv kraft svarende til et årsværk.

Adgangskravet er en adgangsgivende uddannelse (for eksempel pædagoguddannelsen) og mindst to års relevant erhvervserfaring.

Den samlede pris er 50.000 kroner.

Nogle kan få uddannelsen helt eller delvist betalt af arbejdsgiveren. Andre skal selv betale den.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Forbund og a-kasse