icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tyskland

Bedstemor får sit eget fængsel

Flere og flere tyske ældre havner bag tremmer, fordi de supplerer deres pension med kriminalitet, derfor bliver der nu bygget kørestolsegnede og ældrevenlige fængsler

  • Af Heidi Dachs
  • 26-2004 /

Tre ældre herrer gjorde en tid lang livet usikkert for bankpersonalet i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen. Bevæbnet med håndgranater, pistoler og hammere begik de adskillige bankrøverier i landsdelens banker. Først nu er det lykkedes politiets efterforskningskommission ved navn "Bedstefar" at fange de tre forbrydere.

- Det er sandsynligvis Tysklands ældste forbryderbande. Mændene er 63, 72 og 74 år gamle, siger Thomas Marx fra Herford politi.

- Banden begik røverier to gange om året efter et regelmæssigt mønster. Det skete altid den første torsdag efter indførelsen af henholdsvis sommertid og vintertid. Derfor gik vi ud fra, at banden ville begå røveri igen torsdag den 4. november, siger Thomas Marx.

I løbet af oktober måned fik politiet informationer om, at personalet i en bestemt bank havde bemærket mærkværdige personer, der holdt banken under observation.

- Derfor var det muligt for os at gribe banden på fersk gerning, netop da den ville slå til igen, siger Thomas Marx.

De tre pensionister er gamle kendinge af politiet, Den ene har endda en straffeattest, der rækker tilbage til 1949.

- Vi går ud fra, at mændene har lavet røverierne som en slags supplement til deres pension, siger Thomas Marx.

Den ene af de tre mænd har tilstået seks bankoverfald og politiet undersøger, om banden står bag yderligere fire røverier. - Vi har indtil videre fundet tre millioner kroner, men hvis de virkelig har begået alle ti røverier, er der tale om et udbytte på næsten 10 millioner kroner, oplyser politichef Ulrich Biermann.

- Det drejer sig ikke ligefrem om rare bedstefædre. En person der går ind i en bank bevæbnet med en pistol og demonstrativt tager ladegreb på den, behøver ikke at sige ret meget for at blive forstået, siger Ulrich Biermann.


Støvsugerbanden
I Danmark kender vi mest pensionist-forbrydere fra biograferne. For eksempel er filmen "Støvsugerbanden" med Clara Pontoppidan og hendes pengesugende rævepels gået hen og blevet en klassiker, som alle generationer morer sig over.

I Tyskland er kriminalitet blandt ældre derimod ikke længere et tema, man ler af.

Inden for de seneste ti år er antallet af kriminelle pensionister steget med mere end 30 procent, og alene i delstaten Sachsen fandt politiet i 2003 frem til 8000 gerningsmænd, der var over 60 år.

Den hyppigste form for kriminalitet er butikstyverier.

Det øgede antal pensionist-kriminelle har flere årsager. For det første stiger levealderen i den tyske befolkning, og det betyder også, at forbrydere lever længere.

En anden væsentlig grund er det tyske pensionssystem. I modsætning til Danmark findes der ingen folkepension i Tyskland. Alle lønmodtagere betaler et bestemt beløb ind i en pensionskasse hver måned, og når de går på pension, får de udbetalt en pension, hvor størrelsen afhænger af det, de har indbetalt. Jo mere de har indbetalt i tide, jo bedre pension.

Som konsekvens må adskillige mennesker, der ikke har betalt så meget til pensionskasserne, mens de var i den arbejdsaktive alder - måske fordi de var arbejdsløse eller hjemmegående - nu affinde sig med en pension, de næsten ikke kan leve af. Der findes flere eksempler på, at folk, der hele livet har ført et hæderligt liv, pludselig begynder at supplere deres pension med tilskud fra kriminalitet, når de går på pension.

Sandsynligvis falder en sag fra byen Düsseldorf ind under denne kategori. Düsseldorfs politi har i tre år ledt forgæves efter en ældre kvinde. Kvinden på cirka 70- 75 år er blevet kendt i pressen under navnet Bankrøver-bedstemor og har røvet mindst tre banker. Politiet har hendes DNA-profil, men den svarer ikke til nogen af de profiler, der findes i det tyske DNA- register, så hun er ikke tidligere blevet dømt for røverier.

På trods af, at der er udlovet en dusør på 75.000 kroner, og politiet også har videos og fotos af kvinden, har de ikke kunnet fange hende.

- Det er nu tre år siden, kvinden begik sit seneste røveri. Vi går ud fra, at vi ikke hører mere fra hende, enten fordi hun har fået penge nok, eller fordi hun ikke længere er iblandt os, siger en informationsmedarbejder hos politiet.


Kørestolsegnede fængsler
Indtil videre har kun et enkelt fængsel i Tyskland, Singen ved byen Konstatnz, oprettet en særafdeling for gamle kriminelle, men nu vil delstaten Niedersachsen bygge et fængsel til udelukkende at huse pensionister.

- Det er vigtigt, at de ældre tilbydes forhold, som passer til deres behov. De sædvanlige tilbud i vores fængsler er ikke relevante for denne aldersklasse, siger justitsministeriets informationsmedarbejder, Jutta Rosendahl.

Alene i Niedersachsen sidder for øjeblikket 122 mennesker over 60 år i fængsel.

- Det er især nødvendigt at skabe nye former for resocialisering. Hvilken pensionist er interesseret i at begynde en omskoling eller indhente en forsømt folkeskoleeksamen, siger Jutta Rosendahl.

- Vi skal have uddannelsestilbud, som er relevante for pensionister, og vi er nødt til at udvikle hobby-aktiviteter, der er i overensstemmelse med klientellets alder, siger hun.

Frem for alt skal det nye fængsel være udformet, så det tager hensyn til pensionisternes skavanker, for eksempel skal bygningerne være kørestolsegnede.

- De indsatte i pensionist-fængslet vil nyde mere frihed end fanger i andre fængsler. Derfor kan ikke alle forbrydere over 60 år få plads her. Hvis vi skønner, at befolkningens sikkerhed er i fare, eller hvis der er risiko for, at vedkommende flygter, må personen tage til takke med et almindeligt fængsel, siger Jutta Rosendahl.

Hvis kriminaliteten blandt ældre fortsat stiger, forudser mange eksperter, at alle tyske delstater bliver nødt til at oprette pensionist-fængsler.

En af Tysklands få kritikere af denne udvikling er professor i kriminologi, Hein-Jürgen Schramke.

- Et pensionistfængsel danner en ghetto og gør det kun sværere for gamle mennesker at integrere sig i samfundet, når de kommer ud igen. Det ville være langt bedre, hvis politikerne begyndte at overveje andre former for straf. For eksempel burde man sætte gamle kriminelle til at lave langt mere almennyttigt arbejde eller give dem husarrest, siger han.