På skolehjem i 70erne og 80erne
Oskar Plougmand (OP) fortæller på en sjælden gribende personlig, åbenhjertig og rystende måde i bogen „En inspektør banker på“, om de seks år i begyndelsen af 70’erne, hvor han var offentlig kontrollant på landets 40 skolehjem og 60 andre børnehjem.
Hans fokus er de 40 skolehjem for såkaldte uopdragne drenge. OP’s beskrivelser bekræfter til fulde de uhyrlige beretninger, vi i de seneste 20 –30 år har fået fra tidligere anbragte. Skolehjemmene var mere opbevarings- og disciplineringsanstalter end pædagogiske institutioner. Det var et patriarkalsk minisamfund, hvor forstanderen regerede, som om det var hans egen private geschæft. En fortsættelse af den opdragelsespraksis der var herskende i 30’ernes Danmark.
De såkaldte uopdragne børn blev anbragt og genopdraget langt ude på landet med militaristiske afstraffelsesmetoder, fysisk magtanvendelse, vilkårlig undertrykkelse, seksuelle og religiøse overgreb og ikke mindst ydmygende personlighedskrænkende overgreb. Bogen er fyldt med et utal af konkrete eksempler og bidrag fra en lang række tidligere medarbejdere og forstandere.
| „Jeg har selv været konsulent på døgninstitutioner, opholdssteder og specialinstitutioner og har i 1990’erne mødt 1970’ernes autoritære forstandere, samt mange bange og angste medarbejdere, som ikke turde sige fra over for ledelsen.“ Jørn Foss, fhv. seminarielærer og boganmelder |
Tillid er godt, men kontrol er nødvendig
Bogen er interessant, fordi OP udover at give sin subjektive beskrivelse af et sort kapitel i 70’ernes og 80’ernes børneforsorg får præciseret, at der også var få positive historier, samt at man ikke alene kan placere ansvaret hos nogle sindssyge og magtliderlige forstandere og angste medarbejdere, men på alle de voksne, som valgte at tie og lukke øjnene for, hvad der foregik. Det er jo skingrende sindssygt, at børn der overlades til den offentlig omsorg ikke får det bedre, men værre.
Bogen kan være til stor inspiration og eftertanke for nuværende socialarbejdere og studerende.
Jeg har selv været konsulent på døgninstitutioner, opholdssteder og specialinstitutioner og har i 1990’erne mødt 1970’ernes autoritære forstandere, samt mange bange og angste medarbejdere, som ikke turde sige fra over for ledelsen. Medarbejdere som privat kunne fortælle rystende historier om overgreb, men som var tavse som graven, hvis de skulle sige det offentligt.
Jeg kan nikke genkendende til mange af de eksempler på, hvordan man chikanerede medarbejdere, som gik imod strømmen og repræsenterede den fornyelse, der var i det øvrige samfund.
Bogen er en kraftig opfordring til alle om at tage stilling og finde ud af, hvordan man selv kan gøre en forskel, hvordan man kan forsvare de børn og unge, som i dag bliver udsat for ydmygende behandling. Det er rystende historier, der omtales i afsnittet „når de voksne sover, gøres dagens regnskab op mellem børnene, og straffe uddeles enten i form af hån eller fysisk afstraffelse“. Uhyggelige eksempler på en magt-, mobningskultur og et magthierarki der udvikles og fik lov til at udvikle sig blandt børnene.
En drøm blev til virkelighed
Efter sin fratræden som inspektør blev OP forstander på et skolehjem. Mange havde kritiseret ham for, at han kom uanmeldt, og at han ville snakke med børnene alene uden de voksne. Kritikken gik på, at han skabte uro, var virkelighedsfjern og gejlede børnene op med sin indblanding.
Han brugte sine år som forstander til at praktisere mange af de ideer, som han aldrig fik gennemført som inspektør. Det drejede sig blandt andet om afskaffelse af akter/journaler i begyndelsen af et barns anbringelse, da akterne fortalte mere om dem, der skrev dem, end om den unge. Samtidig med at det vigtigste var, at medarbejdere fik de unges forklaring og dermed gav dem mulighed for en ny start.
OP var med til at åbne institutionen til det omgivende samfund. Filosofien var, at de unge skulle være så meget sammen med normale mennesker som muligt og få arbejde hos de lokale håndværkere.
Han fik gennemført støttemøder, hvor den unge deltog sammen med de professionelle, som han var så afhængig af. Desuden gjorde han meget ud af at fjerne institutionspræget. Drengene kunne for eksempel selv vælge, hvilken frisure de ville have, hvordan de ville indrette deres værelser, og hvad de ville bruge deres lommepenge og fritid til. Disse tiltag er en succeshistorie.
„En inspektør banker på“af Oskar Plougmand. Forlaget Dimon. 224 sider. Pris 199 kroner + moms. Kan bestilles på forlaget Dimon, Rådhusvej 21, 2920 Charlottenlund. Tlf. 39630246. Email: oskar@tiscali.dk.