Evidensundersøgelsen – part 2
Af Søren Magnussen, leder af Vilde Læreprocesser (www.vildelaereprocesser.dk) (Modtaget d. 13.12.2005)
At udsætte marginaliserede unge for det forskningsmæssige eksperiment, en evidensbaseret undersøgelser er, forpligtiger os pædagoger til eftertanke og refleksion over begrundelse, konsekvenser og mulige resultater.
Jeg har derfor, i en række læserbreve, sat mig for at forsøge at skabe forarbejdet til et forskningsdesign, der skal matche det undersøgelsesprojekt, som Kirsten Nissen foreslår i Socialpædagogen nr. 20. Første læserbrev i denne række blev bragt i sidste nummer.
Som jeg nævnte der, skal pigerne i eksperimentet, hvis undersøgelsen skal være evidensbaseret, fordeles ved lodtrækning til henholdsvis en ren pigeinstitution, en institution med blandede køn og en tredje kontrolgruppe.
Her opstår vores første interessante dilemmaer.
Er det egentligt ok at placere pigen for eksempel i et dagtilbud, fordi hun bliver udtrukket til en kontrolgruppe, hvis vi er af den opfattelse, at det ikke er det bedste for hende?
Hvad gør vi, hvis pigen ønsker noget bestemt, men ikke kan få sit ønske opfyldt, fordi det ikke passer med forskningsdesignet?
Hvad gør vi, hvis pigens forældre ønsker noget bestemt – i disse tider, hvor vi jo snakker så meget om forældreinddragelse?
Disse ting bør afklares, inden vi går i gang, og vi skal overveje nøje, hvordan en beslutning i denne forbindelse skal formidles til den unge og hendes forældre.
Nu bliver vi nødt til at kikke lidt på hvilke undersøgelser af pigen, vi skal iværksætte, inden hun starter et af de tre mulige steder. Vi bliver selvfølgelig nødt til at have et meget præcis „før billede“, for at kunne vurdere om pigens situation forandrer sig i løbet af forløbet.
Viden om den unges hashforbrug er noget de fleste er enige om, er vigtigt, hvis vi skal lave en bedømmelse af den unges samlede situation. De fleste ved jo så til gengæld også, at det er meget svært at finde ud af, hvor stort den unges forbrug er. Hvis vi nøjes med at spørge den unge, kan vi ende ud i både store overdrivelser og store underdrivelser, selv om vi godt kan risikere at få et ærligt svar.
Vi kan selvfølgelig spørge andre som for eksempler den unges forældre, den unges nuværende pædagoger osv., men igen kan vi overhovedet ikke være sikker på et korrekt billede. Hvis vi snakker evidens, bliver vi derfor nok nødt til at supplere de før omtalte interviews af pigen, hendes forældre og fagpersoner omkring hende, med urinprøver.
Fortsættelse i næste nummer.