Tværfaglig forvirring om udslusning
Forskelle i begreber, intentioner og opfattelse af problemerne forplumrer indsatsen for hjemløse, der skal udsluses fra paragraf 94-institutionerne
Hvad er det rigtige og vigtigste at gøre, når en hjemløs efter opholdet på et herberg skal have en lejlighed? Ja, det kan der være delte meninger om: Svaret varierer, alt efter om man spørger sagsbehandleren oppe i socialforvaltningen, medarbejderne på botilbuddet, brugerens kontakt- og boligstøtteperson eller personalet fra de misbrugs- eller psykiatriske tilbud, brugeren eventuelt har været i kontakt med.
| § 94-boformer Herberger og andre midlertidige botilbud drives efter servicelovens paragraf 94, der forpligter amterne til at sørge for det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i botilbud for personer, der har særlige sociale behov. |
Sådan lyder en af konklusionerne på en stor rapport fra Socialforskningsinstituttet (SFI), der sætter fokus på udslusningen af hjemløse. ’Fra hjemløshed til fast bolig’ hedder den, og den ser særligt på samarbejdet mellem de forskellige faggrupper.
Hvordan arbejder de sammen, hvad er godt, og hvad er skidt? Og hvordan kan praksis gøres bedre?
Rapporten bygger på undersøgelser og en lang række interview med både ansatte og ledere på hjemløseområdet i Århus Amt, Ribe Amt og Fyns Amt og Københavns Kommune.
Der er også eksempler på, hvordan de forskellige ’blikke’ på brugerne kan føre til bedre resultater, og hvor opfattelserne tilsammen giver en bedre udslusning. De fleste steder er der for eksempel stor respekt om de nære relationer og det menneskelige kendskab til brugeren, som frontmedarbejderne på boformerne har.
Det betyder, at det ofte er medarbejderne på herbergerne og andre midlertidige botilbud, der indtager en nøglerolle, når der skal laves brugerbeskrivelser og udkast til handleplaner. Det sker ofte i tæt samspil med brugeren, og så kommer den kommunale sagsbehandler først efterfølgende ind og sætter sit godkendt-stempel på. Den måde at arbejde på, er der stor tilfredshed med blandt alle involverede, hedder det i rapporten.
Forskellige koder
Men ofte opererer de forskellige aktører på egen banehalvdel og benytter sig af forskellige koder, som de andre involverede ikke forstår.
Rapporten sætter navn på fire af den slags koder: Den pædagogiske, den omsorgsmæssige, den retslige og den økonomiske kode.
Ikke overraskende er det den omsorgsmæssige kode, der bliver talt i og forstået på boformerne, mens bostøttemedarbejderen taler i pædagogiske koder, og regler og penge er afgørende for sagsbehandlerens råderum.
Det har nogle stedet ført til, at det ikke står klart, hvor man vil hen, og hvad man forstår ved godt socialt arbejde. Rapporten peger i særlig grad på Fyns Amt som et af de steder, hvor der er uenighed om, hvem der bør arbejde hvornår med brugeren: De ansatte i boformerne lægger vægt på omsorgen, på at skabe et nært og tillidsfuldt forhold til brugeren og på at skabe gode relationer mellem brugerne og så bruge det som afsæt for en positiv udvikling.
Bostøttemedarbejderen, der jo altså skal sørge for, at det kommer til at fungere med den faste bolig, lægger derimod vægt på, at brugeren skal være autonom og i stand til selv at forvalte sit liv. Derfor skal brugeren have ansvaret, og der skal lægges en professionel distance ind i arbejdet.
Disse forskellige syn på brugeren kan, siger rapporten, i sidste ende ses på den måde, at den enkelte bruger kan blive ’uigenkendelig’ for personalet på boformen, når det er bostøttemedarbejderen, der beskriver brugeren – ligesom det modsatte kan være tilfældet.
Forskellen betyder også, at de to grupper af medarbejdere opbygger en skepsis i forhold til hinanden: De kommunale socialarbejdere i undersøgelsen synes, at medarbejderne på boformerne er ’for bløde’, yder for meget omsorg og har en tendens til at umyndiggøre brugerne. Omvendt opfatter de ansatte på boformerne bostøttemedarbejderne som uengagerede og ude af stand til at skabe nære relationer.
Besøg og snak
Rapportens forfattere kommer med en række anbefalinger til, hvordan arbejdet med udslusningen kan forbedres.
På mange måder er det for eksempel fint nok, at den kommunale sagsbehandler spiller en perifer rolle i udslusningsforløbet og på den måde får begrænset kendskab til brugeren. Men hvad så senere, hvor kontakten til boformen måske ikke er der mere? Ja, så er brugeren lige pludselig i en skrøbelig situation, hvor der ikke er ’personlig kontakt’ til den hjælpende hånd, der er brug for.
For at undgå denne situation anbefaler forfatterne, at sagsbehandlerne inddrages mere og tidligere i forløbet. At de for eksempel besøger brugeren ude på boformen, for det vil øge kendskabet til brugeren at se ham eller hende i ’miljøet’, ligesom det vil give sagsbehandlerne et indblik i livet på boformerne – et indblik, de ellers ikke nødvendigvis får.
Også boligstøttemedarbejderne kommer for sent ind i billedet, mener de selv. De får nærmest først noget at vide, når flytningen er en realitet, og det gør det sværere at etablere en positiv kontakt, mener de. Rapporten anbefaler, at de får besked tidligere, at de besøger brugeren, mens vedkommende er på boformen og måske i det hele taget får en fastere tilknytning til boformerne.
Rapporten peger også på, at der er for stor usikkerhed om ansvaret for handleplanerne – ligesom de ganske enkelt ikke ser ud til at blive brugt særligt meget i de regioner, der indgår i undersøgelsen. Men hvis de blev brugt og brugt rigtigt kunne de være et godt redskab til at fordele ansvaret og udrydde misforståelser om arbejdsdeling og målsætning, hedder det i rapporten.
I det hele taget er der brug for mere og bedre kommunikation – gennem koordinerende møder og ved at bruge en ’case manager’, altså en tovholder, der har snor i alle involverede.
Nina Fabricius, Gitte Tilia, Hanne Ramsbøl og Kasper Villadsen: Fra hjemløshed til fast bolig. Udgivet af Socialforskningsinstituttet. Rapporten kan downloades på www.sfi.dk