Slægtsanbringelser kræver støtte
En anbringelse hos moster, mormor eller storebror kan være en god løsning for truede børn, men slægtsanbringelser kræver også megen støtte
KABU-projekter
Man bliver glad, når ens familie siger, „vi vil gerne have, I bliver her“.
Så enkelt opsummerer 17-årige Anders betydningen af, at han som 13-årig kom i pleje hos sine bedsteforældre i stedet for en almindelig, fremmed familiepleje.
– Det ville have været et helvede uden støtte og det ville ikke have gået, konstaterer hans moster, der er plejemor for Anders’ to yngre søskende.
Citaterne stammer fra rapporten „Med hjerne og hjerte – dilemmaer når plejebørn anbringes i slægten“, der er udgivet i tilknytning til Socialministeriets KABU-projekt, (Kvalitet i Anbringelsen af Børn og Unge).
Rapporten er udarbejdet af socialpædagog og familieplejekonsulent Bente Baggesen, der er gået i dybden med betydningen af slægtsanbringelse af fire børn fra to forskellige familier. Hendes konklusioner ligner dem, et andet KABU-projekt under Familieplejen i Frederiksborg Amt når frem til i en endnu ikke offentliggjort rapport:
– Der er helt klart potentiale i slægtsanbringelser, men det kræver, at forvaltningen gør et ordentligt og gedigent stykke sagsarbejde, og at man støtter op omkring dem, der påtager sig opgaven, siger projektleder Jens Myrup fra Familieplejen i Frederiksborg Amt.
I lighed med Bente Baggesen har familieplejen lavet en såkaldt kvalitativ undersøgelse, hvor man går i dybden med enkelte sager frem for en kvantitativ undersøgelse, hvor man har et større materiale.
– Så det er begrænset, hvor stor vægt vi kan udtale os med, understreger Jens Myrup, der har analyseret otte slægtsanbringelser.
Større tilhørsforhold
Alle tolv børn i de to undersøgelser har tilsyneladende haft gavn af slægtsanbringelsen.
– Børnene giver udtryk for, at det betyder enormt meget for dem, at nogle de kender har valgt dem til, siger Jens Myrup.
– Slægtsplejefamilier har en anden tilgang til opgaven end fremmede plejefamilier. (… De undersøgte familier) tog børnene til sig uanset, hvilke problemer (…) det ville medføre. Med andre ord kan man sige, at slægten tager sig af Søren, der har visse vanskeligheder. En fremmed plejefamilie tager sig af et barn med visse vanskeligheder, der hedder Søren, skriver Bente Baggesen.
Slægtsanbringelse kan også få betydning for børnenes identitet.
– Vores undersøgelse peger på, at slægtsanbragte børn ikke føler sig stigmatiserede i samme grad som andre anbragte børn. Af en eller anden grund er det lettere for et barn at sige: „Jeg bor hos min mormor og morfar, fordi min mor er syg“, end det er at sige: „Jeg bor i en plejefamilie, fordi min mor er syg“, siger Jens Myrup.
Nogle af de børn, der var udtaget til at medvirke i undersøgelsen, takkede nej, fordi de slet ikke følte sig som anbragte børn.
– Når man bor hos sin slægt, har man mulighed for at se sig selv som et barn, der ikke er anbragt, siger Jens Myrup.
Behov for støtte
Selv om Jens Myrup og Bente Baggesen begge ser store fordele i slægtsanbringelsen, ser de også store udfordringer.
– De allerfleste slægtsanbringelser må indebære, at familierne er dobbeltramte. Pludselig død ved ulykke eller drab er naturligvis fuldstændig umuligt at forberede sig på og bringer de voksne, der skal tage sig af børnene, i krise på samme tid som børnene. At måtte erkende sin søns eller datters misbrug, alvorlige sygdom eller kriminalitet indebærer en sorgreaktion og bearbejdning på lige fod med andre tab, skriver Bente Baggesen.
Et andet problem som begge undersøgelser peger på, er, at det i slægtsanbringelser ofte kun er den ene part af plejeforældrene, der er i slægt med barnet.
I det ene af Bente Baggesens eksempler har det været et problem for onklen, Jens, der pludselig skulle være plejefar for konens nevø og niece. Han havde ikke noget reelt valg. Hans kone, Rita, ville tage børnene uanset hvad:
– Selv om det var et meget stort ønske for Rita, så skulle jeg måske have lyttet til det herinde, sagde han under interviewet med Bente Baggesen og lagde hånden på hjertet:
– De to børn vi har, er så hårdt ramt. (…) De havde noget med i rygsækken, som har været svært at rette op. Det har fyldt så meget – hvor er Jens henne? Pladsen til Jens, spurgte han.
Ud over de særlige problemstillinger vil slægtsplejefamilier også have mange af de samme problemer som andre plejefamilier. Bente Baggesen og Jens Myrup lægger derfor vægt på, at de skal tilbydes støtte. Både i form af grundige forundersøgelser, pædagogisk og psykologisk rådgivning og mulighed for at mødes i netværk med andre i samme situation.
Bente Baggesen har ændret navnene på de citerede.
„Med hjerne og hjerte – dilemmaer når plejebørn anbringes i slægten“ kan hentes på:
http://www.kabuprojektet.dk