John Andersen om empowerment
Empowerment understøtter det socialpolitiske skift fra velfærd til selvværd
Det var interessen for at øge brugernes inddragelse og myndiggørelse, der fik professor John Andersen til at beskæftige sig med empowerment. Og til senere at engagere sig i kvarterløftsarbejde i det kvarter, hvor han bor, Kongens Enghave i København. Løftet af det nedslidte arbejderkvarter indebar en inddragelse af områdets beboere, blandt andet i arbejdet med at få nedbragt trafik og støj.
- Empowerment betyder at bemyndige eller sætte i stand til. Det fokuserer på de processer, der gør mennesker i stand til at modvirke afmagt. Borgerne skal inddrages i beslutninger om deres eget liv, lød definitionen fra John Andersen, professor ved Institut for Samfundsvidensskab og Erhversøkonomi på RUC, i hans oplæg på Pædagogiske Dage.
På det sociale område har empowerment indtil nu primært været rettet mod afgrænsede grupper af klienter, for eksempel forældre til tvangsfjernede børn, udviklingshæmmede, udstødte og hjemløse. Men John Andersen ser det også som en del af en mere overordnet strategi for, hvordan man kan modvirke en social, politisk og økonomisk polarisering mellem samfundets tabere og vindere. Som en måde at fremme en social bæredygtig udvikling.
- Hele ideen bag empowerment er, at en holdbar samfundsudvikling kræver, at underprivilegerede borgere og lokaliteter bliver i stand til at formulere deres krav og opnå magt til at påvirke deres egen og samfundets udvikling. Erkendendelse, handling og fastholdelse John Andersen skelner mellem tre former for empowerment. En identitetsempowerment, der handler om at ændre en negativ individuel "taberidentitet" til en fælles kollektiv "vinderidentitet". Det forudsætter, at de involverede sammen finder ud af, hvad årsagerne til deres afmagt er.
Dernæst er der den politiske empowerment, hvor man sammen organiserer sig for at påvirke det politiske system og forvaltningerne. Et vellykket eksempel på det er de danske handicaporganisationer - mens for eksempel stofmisbrugerne hverken har stærke talsmænd eller en organisation, der kan sætte deres problemer på dagsordenen.
Endelig er der den institutionelle empowerment, der skal sikre at forståelsen for problemerne og deres løsning bliver forankret i det politiske og administrative miljø. På den måde sikres de resultater der opnås, så de fastholdes, selv om det frivillige engagement i en periode svinger nedad. Nye krav til det sociale arbejde - Arbejdet med empowerment stiller en række nye krav til det sociale arbejde. Socialarbejderen får nye roller. Som advokat, som talerør, som "understøtter" - og som hjælper i arbejdet med at opbygge alliancer. Man kan ikke læne sig tilbage efter veludført indsats. Man bliver involveret på en helt anden måde end i det traditionelle sociale system, hvor man ovenfra og ned tildeler medborgeren sociale rettigheder, siger John Andersen. Et alternativ til nyliberal velfærdskritik Empowerment kan også ses som et alternativ til de senere års nyliberale kritik af velfærdsstaten som en omklamrende barnepige, der tager ansvaret fra mennesker og fastholder dem i en afhængighedskultur. I modsætning hertil ser empowerment basale sociale rettigheder som en væsentlig forudsætning for at myndiggøre og frigøre mennesker.
- Man kan opfatte empowerment som en forlængelse af de bevægelser omkring selvforvaltning, brugerindflydelse og brugerinddragelse, der opstod i 70'erne. Men i modsætning til dengang, hvor bevægelserne var i opposition til den offentlige socialpolitik, er de i dag en del af denne. Man kan tale om et overordnet skift i socialpolitikken i disse år - fra velfærd til selvværd. De sociale ydelsers kvalitet udvikles i stadig højere grad ved at inddrage brugerne og ved at give dem et større ansvar, siger John Hansen.