Thomas Ziehe om ungdomskultur
Moderne unge har en tendens til at lukke sig inde i deres egne livsverdener. Pædagoger bør forsøge at åbne op for det fremmedartede, mener den tyske professor, Thomas Ziehe
Den anerkendte tyske professor og ungdomsforsker, Thomas Ziehe, åbnede sit oplæg på Pædagogiske Dage 2005 med en anekdote:
- For et stykke tid siden overværede jeg et skænderi mellem en mor og en syvårig. Da det var på sit højeste stampede barnet i jorden: "Kan jeg da ikke få lov til at leve mit eget liv".
Thomas Ziehe smiler.
- Det er det, jeg taler om. I realistiske omgivelser kan et syvårigt barn selvfølgelig ikke leve sit eget liv, kun delvist, men ønsket er der.
I løbet af halvanden times foredrag førte Ziehe de lyttende socialpædagoger ind i hans tanker om den kulturelle modernitet og betydningen for børn og unges mentalitet.
En af hans vigtige pointer er, at unge i høj grad søger mod "deres eget liv".
Tidligere var der i langt højere grad tale om fælles normer og referencer.
- Som børn og unge oplevede i en normreguleret dagligdag. Det vil sige, at der for hver enkelt situation i dagligdagen var bestemte regler og forskrifter for, hvad man skulle gøre og ikke gøre. Der var en tæt regulering af, hvad tøj man kunne have på, hvordan man skulle henvende sig til voksne, hvem man kunne være venner med etc, sagde han. Mange valgmuligheder I dag er der derimod langt flere valgmuligheder. Dagligdagen er ikke på samme måde reguleret af bestemte normer, mener Ziehe.
Som et konkret eksempel nævner han en af sine venner, der er far til en 18-årig søn.
En morgen går faderen ud på badeværelset, hvor han til sin overraskelse opdager, at der allerede er en anden: En ung pige i nattøj i færd med at børste sine tænder.
Han har aldrig set hende før, men hun smiler venligt.
"Hej, hej", siger hun.
Faderen bliver lidt flov og vil til at gå ud.
"Hvad med morgenmad", spørger pigen.
- I sådan en situation står man ikke længere med nogle generelle regler for opførsel, siger Ziehe.
- Tidligere ville en sådan hændelse være helt utænkelig, men nu accepterer faderen til dels situationen. Bagefter siger han til sønnen, at:
"Det er da meget fint, det her, søn, men mor og jeg vil gerne vide, når du har nogen til at sove her, og vi vil foretrække, at du har det, når vi ikke er her."
- Tidligere ville det være et endnu større svigt, men nu handler det ikke om, at faderen siger, at han ikke vil acceptere at sønnen har besøg. Det handler om at sønnen skal tage hensyn, så forældrene undgår ubehag, konkluderer Thomas Ziehe. Dermed mener han, at spørgsmålet om natlige gæster og seksualitet har flyttet sig fra at handle om moral (rigtigt og forkert) til at handle om smag (pænt/grimt, behageligt/ubehageligt).
- Mange af dagligdagens situationer, der tidligere var forbundet med moral, er nu ændret til situationer, hvor man forhandler, siger han. Tegneserier på bålet Når det gælder kultur, mener Ziehe også, at der er sket et stort skred.
Da han selv var barn i 1950'erne var der et skel mellem populærkulturen og finkulturen.
- I min hjemby blev vi børn bedt om at samles et bestemt sted udenfor. Vi skulle have vores tegneserier med, affaldsmagasiner, blev de kaldt, som så blev brændt på et bål. Bagefter fik vi nogle andre magasiner i stedet. "Værdifulde blade", som de hed. Jeg kan huske, at jeg selv fik et om ungdomsherberger. Utroligt interessant, fortæller Thomas Ziehe med et ironisk grin.
- Dengang stod finkulturen som noget særligt. Et loft over samfundet, som alle formodedes at stræbe efter. I dag er populærkulturen fuldt ud accepteret i alle samfundslag, og finkulturen ses som en specialistkultur. Hvis man ikke er interesseret i finkulturen, forventes det ikke, at man er optaget af den. Det er noget, man kan vælge selv, siger Thomas Ziehe.
Som eksempel på at finkulturen ikke længere opfattes som mere rigtig eller værdifuld end populærkulturen nævner han et besøg i en femte klasse.
Tre fjerdedele af klassen mente, at Beethoven er en hund, fordi der er nogle børnefilm om sanktbernhardshunden Beethoven.
- Vi endte med at indgå et kompromis om, at Beethoven jo er en hund, men også en mand, der har komponeret musik, fortæller Thomas Ziehe. Hver sit omdrejningspunkt Et andet eksempel kommer fra et quizprogram, hvor en kandidat på 26-27 år tilsyneladende havde meget svært ved at svare på spørgsmål, der ikke havde med populærkulturen at gøre.
- Når han skulle svare på forskellige spørgsmål, svarede han tit: Det ved jeg ikke, det var før, jeg blev født, genfortæller Ziehe og høster små smil og let latter fra salen.
- Nå, jeg kan se, at nogle af jer var så venlige at grine, men når jeg fortæller historien til mine studerende, griner de ikke. De er vant til, at man ikke kan forvente, at nogen ved noget, de ikke selv har oplevet, siger Ziehe.
I hans øjne er det et andet vigtigt karakteristika ved ungdommen, at de i høj grad har fokus på sig selv.
- Metaforisk kan man sige, at det indre lys hele tiden er tændt. Uden nogen som helst anstrengelser er det muligt hele tiden at stille spørgsmål som: Hvordan har jeg det lige nu? Kunne jeg være et andet sted? Var det okay, at jeg kom herhen? Hvordan ser andre på mig? I talkshows kan man høre folk sige: "Jeg ved godt, at jeg har et faderkompleks, men jeg arbejder på det". Det sprog, der plejede at være psykologens sprog, er nu en del af dagligdagens sprog.
- På den ene side kan det være en fordel, fordi individet bliver mere opmærksom på sine egne følelser og motiver og dermed kan udvikle sig. På den anden side kan det også være en byrde for den enkelte. Når man er så aktiv med at kigge på sig selv, bliver man meget tyndhudet og ens selvværd kan meget let skades, fastslår han. Pædagogens opgave Ziehe mener, den moderne ungdomskultur stiller nogle særlige krav til pædagoger.
Når børnene og de unge er så optaget af det, han kalder den personlige livsverden, altså deres egne erfaringer og interesser, bliver det ekstra vigtigt at præsentere dem for noget andet, der rækker ud over dem selv:
- Det er vigtigt, at stille børnene over for noget, der er fremmed. Hvis man bare fordobler deres egen livsverden, giver man dem ikke en gave. Jeg ser pædagoger som turistguider, der forsøger at få børnene og de unge til at gå nye steder hen. Pædagogen skal ikke devaluere børnene og de unges livsverden, men han skal overbevise dem om, at de også kan hoppe over til noget andet. Han skal have en venlig stil, der opfordrer børnene til at forlade de vante vaner.
Bagefter uddyber han over for Socialpædagogen, at det fremmedartede ikke behøver være noget bestemt. Han går ikke ind for faste lære- eller læseplaner, der nøje beskriver, hvad eleverne skal præsenteres for.
- Det er ikke så vigtigt, hvad det fremmedartede er. Det vigtige er, at det er fremmedartet. Det kan være et stykke musik, et digt eller et eventyr, der ligger uden for elevens egen livsverden, siger han.
Ziehe lægger også vægt på, at børn og unge engageres i at arbejde intenst med noget, der ligger uden for dem selv.
- Børn og unge har godt af at lære at give sig selv, at rette alle deres kræfter ind mod noget og vide, at det her er noget, jeg skal øve mig på. De fleste børn har en længsel efter at kunne være stolte over noget. Derfor er det godt, hvis man engang imellem giver dem mulighed for at vise noget frem for andre, siger han.
Selv om Ziehe altså tydeligt ser værdien i, at børn og unge beskæftiger sig med noget, der ligger uden for deres umiddelbare lyst og interesse ønsker han ikke at tvinge dem.
Det stiller meget store krav til pædagogernes evner til at motivere:
- Formlen er at have venlighed i den ene hånd og opfordring i den anden. Hvis jeg skal summe det op, vil jeg sige, at pædagogen skal være en charmerende autoritet.