Tor Nørretranders om det sociale menneske
Mennesket er drevet af andet og mere end egoistiske interesser og har et naturligt ønske om at samarbejde, fortalte Tor Nørretranders, der blandt andet henviste til den såkaldte spilteori
Lad os spille et spil.
Du får 1000 kroner, som du skal dele med mig.
Det er dig, der enerådigt bestemmer, hvor meget du skal have, og hvor meget jeg får.
Vi kan sige 500 til dig og 500 til mig. 750 til dig og 250 til mig. Eller 995 til dig og en femmer til mig.
Du bestemmer.
Der er bare den hage ved det, at vi kun får pengene, hvis jeg accepterer dit tilbud.
Hvor meget vil du give mig?
Og hvor lidt vil du acceptere, hvis rollerne er byttet om?
Er det okay, at jeg får 700 kroner, og du selv må nøjes med 300 kroner?
Kan du gå med på 900 til mig og 100 til dig?
Eller vil du så hellere sige, at ingen af os får noget som helst?
Det er essensen i det såkaldte Ultimatum-spillet, som forfatteren, cand. techn. soc. og foredragsholderen Tor Nørretranders præsenterede på Pædagogiske Dage.
Dén, der foreslår delingen, har kun ét bud.
Hvis den anden siger nej til tilbuddet, får ingen af parterne en krone. Straffer de smålige Spillet er blevet spillet med titusindvis af deltagere, siden det for tyve år siden blev opfundet af Werner Güth og kolleger ved Humboldt Universitet i Berlin. Det er blevet spillet af mennesker fra vidt forskellige kulturer, i vidt forskellige aldre og af forskellige køn.
Og resultatet er tankevækkende.
- Hvis man får tilbudt mindre end tyve procent, siger de fleste nej, fastslog Tor Nørretranders.
Det vil altså sige, at de færreste kunne slippe af sted med at tage mere end 800 kroner til sig selv og give mindre end 200 kroner til den anden.
- Så det passer ikke med ideen om, at mennesket er et Homo Economicus, et økonomisk menneske, som er selvisk og fornuftsbaseret. Hvis man kun skulle tænke på sin egen interesse, ville man jo sige ja, om man så bare fik en flad femmer, sagde Tor Nørretranders.
Hvis folk spiller mod en computer frem for et menneske, vil de være mere tilbøjelige til at acceptere lavere bud.
Det ser altså ud som om, vi føler trang til at straffe en menneskelig modpart, hvis vi føler, at han eller hun er smålig.
- Hvis en computer er smålig, er vi ligeglade. Den er alligevel uden for pædagogisk rækkevidde, sagde Tor Nørretranders og høstede smil fra de mange pædagoger. Opdrager hinanden Tor Nørretranders refererede også til et andet spil, Fællesgode-spillet, der viser, at mennesket gerne vil opdrage andre mennesker til at tænke på fællesskabet - også når det koster dem selv noget.
Spillet går ud på, at fire spillere hver får 100 kroner. De får nu mulighed for at lægge nogle af deres penge ind i fællespuljen, hvorefter forsøgslederen fordobler antallet af penge i fælleskassen og fordeler dem ligeligt til alle spillere.
Hvis alle lægger 100 kroner i puljen, får alle derved 200 kroner igen.
Hvis én lægger 100 kroner i puljen og tre lurepasser, kan den glade giver gå hjem med en halvtredser, mens de tre lurepassere hver scorer 150 kroner.
- Men hvad gør forsøgspersonerne da? Lurepasser de hele bundtet, spørger Tor Nørretranders.
Nej, det gør de faktisk ikke. I gennemsnit lægger de halvdelen af pengene i fællespuljen. Hvis man spiller spillet over flere omgange, går det derimod galt. Efter nogle omgange holder folk op med at lægge noget i puljen. De indser, at det ikke kan betale sig, hvis ikke alle er med.
Hvis spillerne derimod får mulighed for at straffe deltagere, som ikke lægger noget i fællespuljen, ændres adfærden derimod gennem de mange spilomgange. Det viste de to schweizere Ernst Fehr fra universitetet i Zürich og Simon Gächter fra St. Gallen, der i det videnskabelige tidsskrift Nature i januar 2002 offentliggjorde resultatet af et forsøg, hvor 240 studerende spillede mod hinanden over mange omgange. Der blev hele tiden skiftet spillere, så deltagerne aldrig mødtes to gange. Sociale væsner Spillet var lagt sådan an, at man kunne straffe lurepasserne mod betaling. For eksempel kunne en spiller betale fem kroner til forsøgslederen, som så til gengæld krævede femten kroner af lurepasseren.
Dén spiller, der straffede lurepasseren, tabte altså selv på det, og personligt fik han ingenting igen, fordi han jo aldrig selv ville møde lurepasseren på ny.
Alligevel valgte 85 procent af spillerne mindst én gang at straffe en anden deltager.
Til gengæld blev lysten til at samarbejde opretholdt runde efter runde og til sidst investerede over 80 procent af spillerne hele deres sum i fællespuljen, og spillet endte altså med at være til alles fordel.
Tor Nørretranders pointe er, at mennesket har en naturlig trang til at samarbejde, og at mennesket netop har overlevet og udviklet sig gennem evolutionen, fordi det har været i stand til at samarbejde.
Foredraget på Pædagogiske Dage byggede på Tor Nørretranders egen bog, "Det generøse menneske" (People's Press 2002). Her opsummerer han:
- Vi er villige til at betale for at være i et godt samfund. Vi vil investere i social adfærd. Vi er sociale væsener.