Susanne var en af de garvede
De sidder i døgninstitutionens stue. Aftensmaden er spist, og mørket har lagt sig. Et par unge flyder tavse på sofaen foran fjernsynet. Ude i køkkenet er en af medarbejderne i gang med at rydde af bordet sammen med et par af beboerne.
De er to på arbejde den aften. I sofaen sætter Susanne sig til at sludre lidt med en af pigerne.
Susanne er socialpædagog og 48 år. Hun er en af de garvede. En af dem der har været længst på døgninstitutionen, som ellers har haft stor udskiftning i personalegruppen. Otte-ni år er det blevet til. Hun har skabt et godt forhold til mange af de unge, der har været ind og ud af institutionen gennem tiden. De seneste tre år har Susanne været kontaktperson for Michael –en femtenårig dreng med masser af kriminalitet i bagagen.
Midt i snakken med pigen hører Susanne Michaels stemme hæve sig. Noget falder på gulvet. Susanne rejser sig og løber ud mod køkkenet. Hun ved godt, hvad der er optræk til. Da hun når derud, har Michael presset kollegaen op mod væggen. Hun er noget mindre end Susanne, og Michael er 1,80 høj.
Susanne kiler sig ind imellem dem, og kollegaen vrider sig fri og løber hen til telefonen for at ringe efter hjælp, mens Susanne forsøger at afværge slagene fra Michaels næver. Meldingen er, at de må ringe til politiet og i øvrigt klare situationen, så godt de kan. Susanne er jo garvet, kender Michael godt og ved, hvordan hun kan få ham ned på jorden igen, lyder det. Kollegaen smider røret på, ringer 112, og kort efter ankommer politiet.
Susanne kommer på skadestuen. Her får hun syet en flænge i ansigtet. Derefter tager hun hjem. Et par dage senere er hun på arbejde igen. Men midt i vagten får hun et angstanfald. Det bliver Susannes sidste dag på døgninstitutionen. Hun sygemeldes, og en enkelt gang i løbet af de efterfølgende fire måneder bliver Susanne kaldt ind til en enkelt omsorgssamtale. Susanne får ikke tilbudt krisehjælp, og det er meget småt med kontakten fra ledelse og kollegaer. Da de fire måneder er gået, får Susanne fyresedlen.
Episoden den aften i køkkenet er ikke den første af slagsen. Gennem årene har Susanne flere gange oplevet, at Michael har truet hende, skubbet hende, og et par gange tidligere har han slået hende. Arbejdspladsen er kendt som et sted med megen vold og et dårligt arbejdsmiljø, som hverken ledelse eller MED-udvalget har formået at gøre noget ved. Susanne finder ikke efterfølgende et andet arbejde. Hun tilkendes invalidepension på grund af de psykiske mén, oplevelserne med Michael har givet hende. Og i en alder af 48 er hun dermed ude af arbejdsmarkedet.
Historien om Susanne er opdigtet, men inspireret af erfaringer fra tidligere sager.