Hvorfor enighed gør dum og samarbejde er skadeligt
Det er ikke uenighed, der skader den pædagogiske faglighed. Uenighed gør stærk, hvis vi tør bruge den aktivt til forstyrrelse og refleksion.
Pædagoger tilstræber konsensus. Vi forsøger at skabe fælles fodslaw omkring bestemte handlinger og mål i forhold til de mennesker, vi har med at gøre. Vi promoverer vores egen sandhed om det hele menneske og bliver utilpasse, når andre mener noget andet. Pårørende opleves som besværlige, hvis de ikke deler vores syn på deres kære, og kolleger er faglige fjolser, hvis de har andre synspunkter end os.
Derfor laver vi rigide handleplaner, målsætninger og fælles værdigrundlag. Men det er ikke uenighed, der skader den pædagogiske faglighed. Tvært imod. Enighed gør os fagligt dumme, konsensus samarbejde er direkte skadeligt og forestillingen om Det hele Menneske er pædagogisk formynderi.
„Det er vigtigt, vi har en fælles holdning. Ellers spiller Jørgen os ud mod hinanden.“
„Jeg synes det er altafgørende at vi ser hele mennesket Jørgen“.
To udsagn, der siges af den samme pædagog i den samme samtale, uden at det på nogen måde opleves problematisk eller modsætningsfuldt. Og det på trods af at enhver, der ser sætningerne ved siden af hinanden, sikkert forstår, at de gensidigt udelukker hinanden. Når Jørgen forsøger at få andre reaktioner fra andre medarbejdere, er det vel fordi, der er handlinger eller reaktioner, han ikke kan acceptere. Og dermed må det konstateres, at dele af mennesket Jørgen ikke kan rummes i den forestilling om „Hele Jørgen“, medarbejderne har opbygget.
Det hele menneske
Når vi pædagoger taler om Det hele Menneske, er der al mulig grund til at være på vagt. Begrebet er et forsøg på at skabe et bredt perspektiv, men vil i praksis ofte være udtryk for en formynderisk begrænsning. Når først man har opbygget et fast billede af „Hele Jørgen“er der ikke længere noget at diskutere. „Hele Jørgen“kan jo kun være „Hele Jørgen“. Der er ikke plads til to.
Men der er ingen der kan opfatte, forstå eller beskrive et andet menneskes totale kompleksitet. Hvis vi insisterer på at beskæftige os med og skabe konsensus omkring en bestemt opfattelse af Det hele Menneske betyder det derfor, at vi forsøger at få kompleksiteten begrænset til det, vi kan opfatte, forstå og beskrive. Og dermed er vi i færd med en helt utilstedelig magtudfoldelse.
Vi gør det jo ikke fordi vi er onde eller dumme, men fordi vi ikke er opmærksomme på nødvendigheden af at få sat spørgsmålstegn ved vore egne forestillinger og absolutte sandheder gennem andres kommentarer og fortolkninger.
De forenklede perspektiv
Alle må nødvendigvis forenkle og forstå udfra sit eget valgte perspektiv. Ingen af os kan rumme de ubegrænsede informationer, der strømmer til os fra det menneske, der står foran os. Sådan er det, og sådan må det være. Det bliver først problematisk i det øjeblik, jeg påstår, at de begrænsede informationer, jeg er i stand til at indtage, og som jeg fokuserer på, udgør det samlede billede af den anden.
Det kan illustreres således:
Begge pædagoger får informationer om Jørgen gennem fokuspunkter, som de derefter forstørrer til at være den gældende sandhed om ham. Pædagog B’s billede er mere nuanceret, men ikke af den grund mere rigtigt. Begge påstår at beskæftige sig med „Hele Jørgen“. Begge vil hævde at deres sandhed er den rigtige. En sandhed som alle andre skal følge, hvis ikke Jørgen skal spille os ud mod hinanden. Som det ses, er der åbnet op for en samarbejdskonflikt.
Samarbejdskonflikten har baggrund i en opfattelse af samarbejde som konsensus. Vi kan ikke rumme det kaos, det giver, at vi har forskellige billeder og derfor udfører forskellige handlinger. Derfor går vi i gang med en indædt diskussion om, hvem der har ret. En diskussion der først ender, når den ene part retter ind til højre eller samarbejdet helt brydes. Vi vil kun have én sandhed. Men virkeligheden er kaotisk og det nytter ikke at modsvare kaos med orden.
Konsensus-samarbejde er skadeligt. Vi begrænser indsatsen over for Jørgen, hvis vi ikke kan rumme vore respektive, og nogen gange modsætningsfyldte billeder af ham. Vi degraderer Jørgen til at være det billede, vi kan blive enige om gennem forhandling, eller ved at slå de andre i hovedet med argumenter, til de overgiver sig. Vi er blinde overfor andre sider af Jørgen, eller vi forsøger at få Jørgen til at passe ind i billedet gennem sofistikeret magtudøvelse2.
Det bliver ikke bedre, hvis vi vælger at bryde samarbejdet, fordi uenigheden er for stor. Her er der ganske vist flere sandheder i spil, men de får aldrig mulighed for at berige hinanden, fordi målet stadig er det samme –nemlig konsensus.
Medarbejderen som system
Den enkelte medarbejder har bestemte måder at opfatte og bearbejde information på. Vi handler på baggrund af bestemte erkendelser og normer, som vi ikke selv er i stand til at sætte spørgsmålstegn ved.
Hvis jeg erkender Jørgen som en person, der er interesseret i konflikt, og derfor forsøger at spille personalet ud mod hinanden, giver det nogle bestemte handlemuligheder. Der må sættes snævre rammer for det spillerum, den enkelte medarbejder har i samværet med Jørgen. Der skabes en norm, der siger, at det er ok ikke at møde Jørgen med medmenneskelige reaktioner på hans udmeldinger.
Erkendelse er uløseligt forbundet med sprog. Det jeg ikke kan formulere, kan jeg ikke erkende. Wittgenstein sagde det enkelt og smukt: „Om det hvorom jeg ikke kan tale, om det må jeg tie“4. Det samme kan udtrykkes i ordsprogsform: „Som man råber i skoven får man svar“. Jeg har derfor begrænsede muligheder for erkendelse. Kun hvis jeg møder en anden fortælling om Jørgen, kan jeg opfatte ham anderledes. Og den fortælling er jeg naturligvis ikke interesseret i at høre, hvis jeg allerede har sandheden om Hele Jørgen.
Den information, pædagogen får om Jørgen, erkendes derfor udelukkende inden for pædagogens egen begrænsning. En begrænsning hun kun i minimalt omfang vil være i stand til at udfordre. Hvis hun møder det uventede ved Jørgen, vil hun først og fremmest forsøge at indpasse informationen i den erkendelse hun allerede har. Ikke af ond vilje, men fordi hun ikke kan bryde sit eget system.
Det betyder, at ikke nok med at pædagogen forstørrer en begrænset informationsmængde til at udgøre det samlede billede af Jørgen –informationen begrænses yderligere af de fortolkningsmuligheder pædagogen har til sin rådighed. Hvis det derfor lykkes for pædagogen at få andre til at være enige i hendes sandhed (også selvom de utvivlsomt forstår noget andet med den), er billedet af Jørgen reduceret til at være en bestemt fortolkning af et afgrænset informationsfelt. Der er opnået enighed, men enigheden har kun gjort pædagogerne dummere, og Jørgens mulighed for livsudfoldelse ringere. Det er derfor i høj grad påkrævet at vi finder måder at samarbejde på, der ikke fokuserer på enighed og konsensus.
Det betyder ikke, at den enkelte pædagogs fokuspunkter ikke kan være af stor værdi og sensibilitet. Det er netop pointen. Alle de billeder der fremstår af Jørgen er værdifulde og skal sættes i spil.
Den nødvendige forstyrrelse
Der er kun et svar på de beskrevne problematikker. Vi må nødvendigvis forstyrre og udfordre hinandens fokuspunkter, normer og erkendelser. Ikke ved at påføre hinanden argumenter for andre synspunkter, men ved at tilbyde forstyrrende synsvinkler.
Cand. Pæd. Pæd. Per Schaarup beskriver værdien af forstyrrelser således:
„Forestil dig en glasprisme som hænger i et solrigt vindue. Lyset brydes i prismen der reflekterer det ud i hundrede af små farvestrålende figurer på vægge og loft. Sådan er princippet når man reflekterer over kvalitet. En prisme fuld af flader og en lyskegle som skaber forstyrrelser i prismen. Resultatet er lyset der spaltes i de mange vinkler man kan iagttage på vægge og loft“5.
Vi skal ikke være enige. Tværtimod skal de forskellige måder at se det samme på berige hinanden. I nogle tilfælde kan vi fortsat vælge at handle forskelligt. Det udgør som hovedregel ikke et problem for borgerne, at de får forskellige muligheder stillet til rådighed. Bosted og beskæftigelsestilbud, eller de enkelte medarbejdere inden for samme tilbud, kan arbejde vidt forskelligt med Jørgen, blot der ikke er konflikt imellem miljøerne eller medarbejderne. Det betyder kun, at Jørgen har flere muligheder for forandring og udvikling. Er det udgangspunktet, er der absolut ingen mulighed for, at vi kan få den opfattelse, at Jørgen spiller nogen ud mod andre.
I andre tilfælde kan vi vælge bestemte fælles handlinger. Men i de tilfælde ved alle, at der netop er tale om valg –ikke om en eneste mulig løsning. Når vi ved vi vælger, skærper det opmærksomheden på virkningen af vore handlinger. Valg indebærer en oplagt risiko for at vælge forkert. Når vi indser det, skærpes sensibiliteten i forhold til Jørgens reaktioner og signaler.
Udgangspunktet for forstyrrelser er:
–Der er ingen der har patent på sandheden
–Der er altid flere måder at se og forstå det samme på
–Der er aldrig tale om ét problem med kun én mulig løsning
Det er derfor udelukkende en fordel, hvis der er uenigheder imellem medarbejdere, forskellige tilbud og de forskellige interessenter. Vi skal være taknemmelige for, at hjemmevejlederen, forældrene, værkstedsassistenten og Jørgen selv har forskellige opfattelser af, hvem han er og hvad han har brug for. Uenighed gør stærk, hvis vi tør bruge den aktivt til forstyrrelse og refleksion. Vi får (heldigvis) aldrig et præcist billede af, hvem „Hele Jørgen“er, men vi får valgmuligheder, der sikrer pædagogerne faglig berigelse og Jørgen mod pædagogisk overformynderi.
Spørgsmål eller kommentarer kan mailes til forfatteren på mariepeter@mail.dk
Udsagnene stammer fra Cand. Pæd. Pæd. Per Schaarup
For en uddybning se Peter Westergaard Sørensen: „Jeg er OK som jeg er“, Forlaget Udvikling 2003
Figuren stammer fra sociologen Anders Lehnsted
Allan Holmgren „At frigøre sig fra snærende begreber“, www.syddansk-vpc.dk
„Når det gode bliver godt“, konferenceavis udgivet af Sønderjyllands Amt i forbindelse med projekt „Kvalitet i Planer“