Sociale skel med etnisk farve
„Franskmænd“ og „arabere“ er ikke etniske men sociale kategorier, mener franske socialpædagoger efter unge indvandreres overfald på „hvide, franske“ gymnasieelever
Unge
At en håndfuld bøller blander sig med en demonstration og benytter lejligheden til at lave ballade er før set i Frankrig. Men under de franske gymnasieelevers demonstration i Paris den 8. marts forgreb bøllerne sig ikke på dyre forretningsvinduer men på demonstranterne. Ifølge vidneudsagn gik unge af afrikansk og nordafrikansk afstamning bevidst efter „hvide“ gymnasieelever, som blev banket eller truet til at aflevere mobiltelefoner og andre værdigenstande.
Hændelsen har vakt opsigt i Frankrig. En radiostation i Paris har offentliggjort en appel imod „anti-hvid racisme“. Og dagbladet Le Monde har fundet frem til unge med indvandrerbaggrund, som uden mindste tøven vedkender sig hadet til „de hvide“.
Men bag de etniske identifikationsmønstre skjuler sig i virkeligheden en social kløft. De socialt udstødte hævner sig på dem, de betragter som de privilegerede.
– Optøjerne ved demonstrationen ligner mest af alt en slags social og skolemæssig revanche, siger sociolog Dominique Pasquier, specialist i unge i gymnasie- og ungdomsuddannelser.
– En lille gruppe, overvejende med indvandrerbaggrund, er på vej ud i total social marginalisering, men man kan ikke tale om en etnisk krig. Det er et socialt skel, som går på tværs af de etniske grupperinger, siger hun.
Det er lige præcis, hvad Heikel, Patty og Rachid fra Seine Saint Denis nær Paris siger.
– Vi hævner os på de hvide. Dem, der demonstrerede, var dem, der har det hele. Dem der klarer sig godt. De kan da bare købe sig en ny mobiltelefon. En nordafrikaner eller en afrikaner kan også godt få bank, hvis han opfører sig som de hvide. Men der er også hvide, der er ok, ligesom os. Dem der bor her i kvarteret, har de unge sagt til dagbladet Le Monde.
Omvendt racisme
Adrien Buononato er socialpædagog ved Specialskolen i Grenoble i det sydøstlige Frankrig. Tre lærere, tre socialpædagoger og en psykolog forsøger at resocialisere 20 svært belastede unge mellem 14 og 16 år, så de enten kan vende tilbage til en normal skolegang eller komme i lære. Adrien Buononato er ikke særlig overrasket over, at kløften mellem privilegerede og udstødte er kammet over i en form for omvendt racisme.
– De refererer hele tiden til deres etniske baggrund. Det er en del af deres sprog. De kalder også jævnt hen hinanden for jødesvin og beskidte neger.
– De definerer sig selv som arabere eller afrikanere, men faktisk ved de meget lidt om den kultur, de henviser til. Nassim forstår ikke ret godt arabisk, men han lader som om, at han gør. Han går rundt med en t-shirt der står Algeriet på, men han har aldrig været der, siger Adrien Buononato.
– De klynger sig til den etniske identitet, fordi de endnu ikke ved, hvem de er. Deres forældre har en mere klar fornemmelse af, hvor de kommer fra, og hvorfor de er havnet her. De unge ved meget lidt om deres familiemæssige baggrund, og derfor bruger vi en del tid på at få dem til at undersøge deres familiehistorie, blandt andet ved at interviewe deres forældre, siger Marie-France Caillat, som også er socialpædagog ved Specialskolen.
– I virkeligheden, konkluderer Adrien Buononato, er deres eneste reference kvarteret, som de er opvokset i.
Ghetto-identitet
„Kvarteret“ er de sociale boligbyggerier, som skød op i periferien af de franske storbyer i 60’erne og 70’erne, og som i dag er forvandlet til sociale ghettoer for samfundets udstødte.
De unge, som vokser op her, udvikler en „ghetto-identitet“, som blandt andet kommer til udtryk i et særligt sprog. Det er en blanding af fransk slang, arabiske og afrikanske ord, det hele udtalt med en udpræget ghetto-accent, som er fælles for alle, uanset om deres modersmål er fransk, arabisk eller noget helt andet.
Både muslimer og kristne „sværger på Koranen“, og nogle af de unge reagerer med næsten fysisk modstand, når Specialskolens voksne forsøger at få dem til at bruge andre ord end ghettoens, siger Marie-France Caillat.
Alle unge har en slags kode, der adskiller dem fra de voksne. Problemet opstår, når de kun kender ghettosproget. At klamre sig til ghettosproget er et symptom på, at de unge udelukker sig selv fra resten af samfundet, siger Marie-France Caillat.
Det er en form for social etnicitet, hvor den etniske gruppe er ghetto-befolkningen, som i nogen grad, men ikke udelukkende, udspringer af indvandringen, tilføjer psykolog Jean-Marc Jouffe.
Sociolog Nacira Guénif har forsket i sammenhængen mellem identitet og social eksklusion. Også hun peger på, at de unge i „kvartererne“ opererer med et „os og dem“, som kun på overfladen følger skillelinien mellem indvandrere og franskmænd.
– Når de unge i ghettoerne hævder at være i opposition til „franskmændene“, viser det at de har tilegenet sig retorikken om „franske værdier“. De har tilegnet sig den holdning, at for at være franskmand skal man være på en bestemt måde. Dermed konstruerer de en definition af „franskmanden“, som udelukker dem selv. „Den hvide“, som de er i opposition til, er en social konstruktion snarere end en etnisk realitet, siger Nacira Gúénif.
Miljø – ikke kultur
Socialpædagogerne ved Specialskolen i Grenoble tager hensyn til de unges indvandrerbaggrund i den udstrækning, det er en del af deres individuelle historie. Ellers fokuserer man ikke på eventuelle kulturelle aspekter af de unges vanskeligheder med at integrere sig i det franske samfund.
– For os giver det ingen mening at tale om kulturel baggrund, for de unge har samme adfærd, uanset om de er af fransk eller udenlandsk oprindelse. De er ikke lukket inde i en kultur men i et socialt miljø, siger Adrien Buenonato.
– Det eneste sociale miljø, de kender, er „kvarteret“, og de er fuldstændig panikslagne, hvis de skal bevæge sig uden for det miljø, de kender, og for eksempel tage ind til bymidten. De er overbevist om, at der står „ghetto“ skrevet i panden på dem, når de tager et offentligt transportmiddel, konstaterer Adrien Buenonato og tilføjer så med et lille smil, at det gør der måske også. I kraft af påklædning, sprog og hudfarve signalerer de klart, at de kommer fra ghettoen.
– Vores arbejde består i at få dem til at åbne sig op for andre sociale miljøer, hvilket er noget meget bredere end at lære at acceptere „den franske kultur“. Det var for eksempel et chok for dem, da vi besøgte en tjeneruddannelse, og de så unge med deres egen baggrund i laksko og bukser med pressefolder i stedet for sportstøj og Nike-sko, siger lærer ved Specialskolen, Antoine Gentil.
– Disse unge udvikler en identitet, hvor normen er at bo i ghettoen, ikke arbejde, men tjene penge ved forskellige lyssky aktiviteter. Det er ikke indvandrerkultur men ghetto-kultur, understreger læreren.
Klassedeling
Specialskolens medarbejdere afviser ikke, at kulturel baggrund kan påvirke mulighederne for social integration.
– I nordafrikanske familier må kvinden ikke have udearbejde. Og i dagens Frankrig er det svært at få pengene til at slå til med kun én indtægt. For de unge i ghettoerne er franske unge med to udearbejdende forældre derfor privilegerede, siger Adrien Buenonato.
Uanset hvordan man vender og drejer det, afsløres den tilsyneladende etniske brudflade derfor som den gode gamle brudflade mellem under- og middelklasse, understreger sociolog Nacira Guénif.
– Indvandrerbefolkningerne er vore dages underklasse. Når de unge fra ghettoerne er imod „de hvide“, så udtrykker de deres modsætningsforhold til dem, der tilhører en anden socialklasse end de selv, nøjagtig som arbejdere tidligere kunne være imod „borgerskabet“. Det er ikke et spørgsmål om etnisk tilhørsforhold, for de indvandrere og efterkommere, som ikke tilhører denne underklasse, deler ikke disse „antifranske“ holdninger, understreger Nacira Guénif.
Omvendt betragtes „beurgeoisiet“, som indvandrernes middelklasse også kaldes med en sammentrækning af bourgeoisi og slangudtrykket for araber, „beur“, i nogen grad som en slags klasseforrædere i indvandrerkvartererne.
Nacira Guénif peger ligesom sociolog Dominique Pasquier på en klar tendens til, at de sociale klasser afsondres fra hinanden i det franske samfund. Middelklassen og de mest velstillede lukker sig i stigende grad inde i sociale ghettoer, hvor de kan undgå kontakt med samfundets nederste lag. Bolig- og skolevalg er afgørende brikker i disse strategier.
– Denne afsondring af de forskellige socialklasser kan man selvfølgelig reducere til en etnisk og kulturel konflikt mellem tilvandrede og etnisk franske indbyggere. Gør man det, benægter man konfliktens politiske karakter, konstaterer Nacira Guénif.