icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Debat

En rigtig god kursusoplevelse på Havneskolen

Karina Geneser, Prags Boulevard 49 C, 2300 København S, (Modtaget d. 19.01.2006)

Sidst i september blev der afholdt et informationsmøde hos LFS, fordi alle tre pædagogiske fagforeninger BUPL, LFS, SL havde taget initiativ  til kurset  „Nye Mål“. Formålet var at få afklaring på den enkeltes fremtidige arbejdssituation som pædagog alternativt et jobskifte.

Vi var 17 optimistiske arbejdsløse pædagoger, der tilmeldte os dette kursus på Havneskolen.
Den 7. november startede kurset, som varede 4 uger. Deltagerne var fra 35 til 60 år.
Vores underviser på kurset Lisbeth Andersen var selv uddannet pædagog, hvilket var et stort plus.

Vi snakkede derfor samme sprog og var fra starten en homogen gruppe, som fungerede fra dag 1.
Hurtigt viste det sig, at vi havde en fælles referenceramme, nemlig arbejdsløshed, stress og et fælles ønske om at blive afklaret med os selv i forhold til eventuelt jobskifte.

En af vores fælles frustrationer var, at alle havde skrevet mange ansøgninger og fået lige så mange afslag. En af grundene mente vi kunne skyldes vores alder, samt at de fleste var på sidste løntrin og derfor dyrere end yngre pædagoger.

I de fire uger vi var på kurset, var der både gruppe og individuelt arbejde, plus mange gode diskussioner, som var meget udbytterige for hver enkelt deltager. Vi havde individuelle samtaler med vores underviser, som alle var meget glade for. Hele forløbet var rigtig godt planlagt og gav stort udbytte. I gruppen mente vi, det blandt andet skyldtes den fælles faglige baggrund, samt den gode kemi blandt deltagerne. Og ikke mindst på grund af vores underviser Lisbeth Andersen, som var en stor inspirationskilde og stod for det positive og derved fik det bedste frem i os.

På baggrund af vores gode og udbytterige oplevelser kan vi kun anbefale og opfordre vores fagforeninger til at give andre  pædagoger den samme mulighed for at komme på tilsvarende kursus.

Vi opfordrer hermed vores fagforeninger til at fortsætte kursusvirksomheden.

Vi tilskynder samtidig vores fagforeninger til et større samarbejde blandt andet begrundet i de nye eksklusivaftaler, som kan give store problemer inden for det pædagogiske område.

For at undgå yderligere opdeling blandt pædagoger, opfordrer vi til en sammenlægning af de tre fagforbund til et stort forbund, som blandt andet kunne give et stort bredt forum af pædagoger med en fælles overenskomst, bedre løn og bedre normeringer.