Evidensundersøgelsen – part 12
Af Søren Magnussen, leder af Vilde Læreprocesser (www.vildelaereprocesser.dk)
Mens ministeriernes regnedrenge m/k og de store konsulentfirmaers evidensspecialister forbereder deres næste logemøder/salgsmesser for målevelvillige, kommunale opkøbere af de såkaldte evidensbaserede metodekoncepter (så firmadomicilerne i Nordsjælland kan blive udskiftet med mere trendy adresser i for eksempel Ørestaden), så fortsætter jeg her, næsten uanfægtet, med at skrive til de heldigvis mange læsere af Socialpædagogen, der faktisk har forstand på arbejdet med de mest vilde børn og unge.
Ugebrevet Mandag Morgen nævner i april år stor risikovillighed, som et af 10 ‘vindertræk’ ved de mest innovative danske virksomheder. Jeg tror også, det gælder i vores arbejde med de sværeste børn og unge.
På mange måder er der ikke meget nyt under solen, når vi skal rykke de unge i en positiv retning – begreber som et tæt forældresamarbejde, løsningsfokuserede samtaler, mentorordninger, ‘fælles tredje projekter’, brobygning til rigtige arbejdspladser osv. er ikke opfundet i går.
Men risikovilligheden – modet til at turde med de sværeste unge, hvor andre tø-ver, det er ofte en mangelvare. Selvfølgelig skal vi tænke os om og trække på gode folks erfaringer, inden vi kaster os ud i vilde eksperimenter.
Til gengæld er mit indtryk, at mange af vores arbejdspladser aldrig for alvor får nok ‘sejre’ med de sværeste unge, fordi vi ikke rigtig tør overskride, det vi plejer.
Det er modigt og risikovilligt, at insistere på at skabe en familiestemning med de mest kriminelle sanktionsdømte på sanktionsinstitutionen Akademiet i København, at arbejde pædagogisk med udlandsrejser med byens mest vilde piger som Pigeprojektet i Saxogade og at indgå i et ‘side by side’ partnerskab mellem sagsbehandlere og de tilknyttede pædagogiske medarbejdere i projekt HardWork for meget belastede unge under 15 i København.
Vilde unge er karakteriserede ved at være vilde. At tro at vi kan få dem ud af kriminalitet, negativ gruppepåvirkning, hashmisbrug og had mod normalsamfundet ved at følge en bestemt evidensbaseret manual, der er sgu for naivt.
‘Modets pædagogik’ er måske det nærmeste, vi kan komme et rammende udtryk for det, vi har brug for, hvis vi skal komme længere med de sværeste unge.
De konsulenter, der fører sig frem på evidenskonferencerne sammen med ledende SL-folk, aner ikke en hylende fis om vilde unges psykologi og adfærd.
Lad os vise vejen selv, med risikovillige initiativer – meget gerne i et tæt samarbejde med innovative akademikere/forskere, der for alvor evner at lave dialogisk følgeforskning, som reelt udfordrer vores praksis.