Evidensundersøgelsen – part 6
Søren Magnussen, leder af Vilde Læreprocesser, (www.vildelaereprocesser.dk), (Modtaget d. 13.2.2006)
Hermed nummer 6 i rækken af læserbreve, hvor jeg efterhånden, under mit skrivearbejde, er blevet mere og mere betænkelig ved min tidligere støtte til Kirsten Nissens forslag om at lave en evidensbaseret effektundersøgelse, hvor hun vil sammenligne effekten af at placere marginaliserede piger på rene pigeinstitutioner, i stedet for at placere dem på institutioner, hvor begge køn er repræsenterede.
Jeg føler mig faktisk forført ind i noget, der overhovedet ikke holder fagligt.
Og hvorfor så det? Jo, hvis vi skal lave en undersøgelse, der virkelig er evidensbaseret, må vi selvfølgelig kunne „isolere“ effekten af metoden (at lave kønsopdelte døgninstitutioner) fra alle andre faktorer på institutionen og „omegn“, der kan have indflydelse på målingsresultaterne.
Vi må derfor for eksempel sikre os (foruden helt sammenlignelige unge- og forældregrupper), at de to institutioner, der skal sammenlignes, har samme skoletilbud. Og hvad indebærer så det? Jo vi må så kræve, at de anbragte unge får samme antal undervisningstimer, at det faglige niveau for undervisningen er det samme, at der arbejdes med samme indlæringspædagogik, at lærerne har samme erfaring med relationsdannelse og konflikthåndtering, og at skoletilbuddets evne til brobygning til den lokale folkeskole er den samme.
Sådanne to institutioner bliver nok ikke helt let at finde.
Vi må endvidere sikre os, institutionens øvrige aktivitetstilbud er de samme. Det ville være dybt uretfærdigt at sammenligne en ren pigeinstitution, med et stort udbud af tilbud af aktiviteter som ridning på institutionens egne heste, motions-kurser/idrætsprojekter i tilknytning til egen idrætshal og uddannede idrætspædagoger, it-projekter med tilknyttede it-nørdede pædagoger, journalistik-kurser med tilknyttede, uddannede journalister og skrivekyndige pædagoger – med en institution, hvor begge køn er repræsenterede, men hvor aktivitetstilbuddet er begrænset til en tur i den lokale biograf og lidt produktion af gangstersølvkæder på et usselt værksted.
Men kan vi overhovedet være sikre på, at danske døgninstitutioner er så sammenlignelige – ellers ryger forudsætningen for Kirsten Nissens evidensprojekt?
Langt det største problem bliver dog utvivlsomt at sikre sig, at påvirkningen af de unge fra døgninstitutionens pædagoger bliver nøjagtig den samme på de to institutioner, der skal sammenlignes.
Hvis pædagogerne i deres kontakt med de unge ikke opfører sig ens, hvordan kan vi så ellers være sikre på, at det er den kønsopdelte metode, der er årsagen til eventuelle forskelle i resultaterne i den evidensbaserede effektundersøgelse?
Denne problemstilling vil jeg udfolde noget mere i næste nummer af Socialpædagogen.