icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Debat

Svingdørsbørn kan undgås - uden øget adgang til tvangsadoption

Alice Sørensen, Palle Fløesvej 22, Hammerum, 7400 Herning, 9711 6087 – 4028 6087 (Modtaget d. 1.2.2006)

FBU ForældreLANDSforeningen har erfaring for, at mange flytninger af anbragte børn mellem anbringelsessteder og mellem hjem og anbringelsessted har sin årsag i, at der ikke er lavet godt og tilstrækkeligt socialt og pædagogisk arbejde til støtte for de anbragte børn og deres forældre og til den nye livssituation, begge parter er i.

FBUs mangeårige erfaringer fra kontakter med forældre til anbragte børn viser, at forældre vil det bedste for deres børn. De allerfleste indgår i samarbejde med det sociale system om støtte til barnets udvikling, når de selv bliver draget ind, anerkendt og respekteret som forældre til barnet.

Det er fra mange sider dokumenteret, at kommunernes sagsbehandling på dette område indtil nu slet ikke har været god nok, og at børn og forældre ikke inddrages og støttes tilstrækkeligt, heller ikke når barnet er anbragt uden for hjemmet.

Debatten om øget adgang til tvangsadoption af børn, som er anbragt uden for hjemmet, kommer på et tidspunkt, hvor ny lovgivning på anbringelsesområdet i form af „anbringelsesreformen“ netop er trådt i kraft.

Den nye lovgivning skal være med til at sikre, at kommunerne laver god nok sagsbehandling, skal sørge for mere inddragelse af børn, forældre samt slægt og netværk, og skal sikre barnet langt bedre udbytte af en anbringelse uden for hjemmet.
Anbringelsen skal gøre en positiv forskel for barnet.

FBU finder det helt uforståeligt, at debatten om øget mulighed for tvangsadoption kommer nu, uden at man har givet „anbringelsesreformen“ mulighed for at sætte sit præg på arbejdet til gavn for de anbragte børn og deres familier.

FBU kan kun være enige i, at alle børn så vidt muligt skal beskyttes mod unødige alvorlige brud i deres opvækst, og at det sociale system sammen med barnets forældre og slægt har et stort ansvar for at være med til at sikre det, når barnet er anbragt eller skal anbringes udenfor hjemmet.

FBU forventer, at anbringelsesreformen kan give væsentlige bidrag hertil, hvis kommunerne sørger for tilstrækkeligt og kvalificeret personale til at varetage kommunens opgaver og ansvar.

Tvangsadoption (særligt lukket adoption) er et meget alvorligt indgreb i både et barns og forældres rettigheder. I et barns rettigheder til at kende sit ophav og være en del af sin biologiske familie og slægt. I forældres rettigheder til at kende deres barn og tage del i barnets liv. Det er tvang overfor både barn og forældre. Det må være muligt at sikre langvarigt anbragte børn gode og stabile opvækstvilkår på andre måder.

Sverige ser ud til at have løst opgaven bedre uden adgang til tvangsadoption. Så skulle vi vel også kunne i Danmark.
FBU Forældrelandsforeningen er en organisation, som samler og støtter forældre, som er i kontakt med det sociale system, fordi deres barn har behov for særlig støtte. De fleste forældre har børn, som er anbragt og bor i plejefamilie, på døgninstitution eller opholdssted.