Socialpædagoger overser prostituerede drenge
Personalet på landets døgninstitutioner er ikke opmærksomme på de udsatte drenge, der prostituerer sig. Fore-stillingen om, at det kun er pigerne, der inkasserer tøj, penge og taxature for at stille deres krop til rådighed, lever i bedste velgående. Derfor bliver drengene overset, siger en konsulent ved Kompetence-center Prostitution
Han er 17 år. Familiesammenført til Danmark og anbragt på en døgninstitution efter, at faren gentagne gange har været voldelig over for drengen og moren. Efterhånden finder personalet på institutionen ud af, at drengens mor er prostitueret. Senere at drengen benytter nogle af pigerne til seksuelle ydelser. Og endnu senere begynder personalet at undre sig over drengens store mængder af dyrt tøj og mobiltelefoner. Drengen fortæller, at han har fået det hele af sin mor. En mor der lever på kontanthjælp. På personalemøder og til supervision taler de ansatte om drengen og en mistanke om, at han prostituerer sig, begynder at opstå. Men ingen aner, hvad de skal stille op.
Eksemplet her er Marie Luise Nørrelykkes. Hun er konsulent og underviser på Kompetencecenter Prostitution. Og hendes opgave er blandt andet at tage ud og holde foredrag og efteruddannelse for personalet på landets døgninstitutioner og gøre opmærksom på, hvordan de ansatte skal tackle unge der sælger sex for penge, ting eller tøj. Men også at få de ansatte til at få øjnene op for, at der, ifølge både danske og andre nordiske undersøgelser, i virkeligheden er flere drenge end piger, der prostituerer sig.
– Når jeg taler med socialarbejdere, der arbejder med unge, så ser de mest piger i prostitution. Medarbejderne har stadig forestillingen om prostitution som kvindens ældste erhverv, siger hun og tilføjer:
– Hver gang jeg hører om ti sager med unge, der prostituerer sig, hører jeg højst om én, hvor den unge er en dreng. Og det stemmer jo slet ikke overens, med de tal undersøgelser viser, siger Marie Luise Nørrelykke, der vil have emnet drenge og prostitution til at indgå i socialarbejderes tankegang.
– For at en ung skal vikle sig ud af prostitutionen og de sociale relationer, der ligger i det, skal de bevidstgøres om deres egne grænser, og hvad det betyder, når de bliver overskredet. De fleste unge, som prostituerer sig, kalder det nemlig ikke for prostitution, siger Nørrelykke.
– Det kræver blandt andet, at social-pædagogerne ved, hvordan prostitution udspiller sig. Det kan løbe mig koldt ned af ryggen, når jeg hører, hvor lidt nogle døgninstitutionsansatte kender til internettet og chatrooms. De unge går jo lige ind og laver en aftale i løbet af to minutter. Derfor er det vigtigt, at de ansatte får et billede af, hvordan det foregår, hvilket sprog der bliver brugt, og hvilke signaler de unge sender ud, understreger hun og nævner som eksempel de såkaldte „nicknames“, der bliver brugt som overskrift, når man på et chatroom søger kontakt med andre.
– Man skal vide, at når der for eksempel står „17y sgr rig onkel“, så betyder det, at en 17-årig stiller sig til rådighed for mænd mod betaling.
Berøringsangst
Sammen med nogle medstuderende lavede socialpædagog Lars Andersen i sommeren 2002 et projekt på seminariet om mandlig prostitution blandt anbragte unge. De studerende greb knoglen og ringede rundt til alle de 151 døgninstitutioner for børn og unge, der fandtes på det tidspunkt, for at danne sig et billede af omfanget. Og i det følgende beskriver han sine oplevelse af rundringningerne.
– Omkring 90 procent af stederne havde aldrig hørt om problemet, første gang vi spurgte til det. Men senere i samtalen sagde de, at de „vist havde haft mistanke om nogle“, fortæller Lars Andersen og siger, at der på seminariet var stor interesse for projektet, og at det var første gang også underviserne havde hørt om det.
– Der var klart berøringsangst i forhold til emnet, fordi det er så tabuiseret. Og mit personlige indtryk var også, at det var svært for især mandlige pædagoger at snakke om emnet med de drenge, der prostituerede sig for mænd.
Lars Andersen husker, at mange af de ansatte på institutionerne reagerede på opringningerne ved at vige udenom.
– De reagerede med en distance som om de tænkte, at hvordan i alverden vi kunne forestille os, at de havde den slags på deres institution, „tror han ikke, vi er i stand til at se sådan noget“ og som om de blev mindet om, at det de i virkeligheden ikke, husker han, der selv foretog over halvdelen af de 151 rundringninger.
– Og kun to-tre af de institutioner, jeg ringede til, var meget åbne over for problematikken og havde haft nogle sager, som de havde gjort noget ved og sendt videre til en psykolog, husker Lars Andersen, der tilføjer, at bemærkelsesværdigt mange at de interviewede pædagoger var meget opsatte på kun at medvirke, hvis de forblev anonyme.
– De var bange for, at det arbejde de udførte ikke var fyldestgørende nok, at det her var en overset problematik, som de ikke fik gjort noget ved, er Lars Andersens opfattelse.
– Men undersøgelsen var jo ikke ment som en klapjagt på pædagoger, men som en måde at blive opmærksom på emnet på.
De velkendte redskaber
Når Marie Luise Nørrelykke fra Kompetencecenter Prostitution tager ud på døgninstitutioner for at holde foredrag eller undervise i unge og prostitution, spørger deltagerne næsten altid efter en liste over symptomer på prostitution, så de nemmere kan få øje på tilfældene. Men sådan en har Marie Luise Nørrelykke ikke.
– Det er svært at lave sådan en liste. I stedet siger jeg til medarbejderne, at de jo er veltrænede i at arbejde med dilemmaer. Personalet er dem, der er bedst klædt på til at se disse ting. Men det handler om at få tankegangen ind i måden at arbejde med de her unge på, at det bliver en del af den mundtlige kultur på institutionen.
Marie Luise Nørrelykke foreslår, at hvis man som socialpædagog på en institution har en mistanke om, at en ung prostituerer sig, skal man straks tage det op med kollegerne.
– Sammen skal man lægge en plan for, hvem der gør hvad, hvordan man hjælper hinanden og hjælper den unge. Og så skal man inddrage dem, som har med den unge at gøre: sagsbehandler, lærere og kontaktpersoner i en samlet indsats, siger hun.
– Socialpædagoger skal bruge alle de redskaber de kender og normalt bruger. Emnet er et andet, men redskabet det samme. Det handler om den svære dialog og om at sørge for at blive ved med at have en tæt dialog med den unge, fastslår Nørrelykke. Og så skal socialarbejdere tage emnet alvorligt, for prostitution er både symptom på mange vanskeligheder og skaber mange vanskeligheder, siger hun og fortæller om eksempler på socialarbejders reaktioner på emnet:
– Nogle steder tænker man, at det er bedre at tjene penge ved at sælge sex end ved at begå kriminalitet. Enkelte har sagt lige ud til mig, at prostitution var nok ikke det værste, når de stod med en ung med store vanskeligheder, siger Marie Luise Nørrelykke.
– Det skal simpelthen med på tjeklisten, når de ansatte på døgninstitutioner afsøger den unges familieforhold, vanskeligheder, stofmisbrug og andet der skal være opmærksomhed på. Det handler om at ændre sin tankegang, understreger Nørrelykke.