icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Etisk dilemma

Når Peter ikke vil i bad

Ny bog målrettet personalet på handicapområdet hjælper med til at skelne mellem ægte og falske etiske dilemmaer

  • Af Kurt Ladefoged
  • 03-2006 /

Hvordan håndterer man som omsorgsperson et etisk dilemma? Det har Udviklings- og Formidlingscentret på Handicapområdet netop udgivet en bog om, skrevet af en centrets medarbejdere, cand. mag. i filosofi Søren Kayser.

I den let tilgængelige bog „På den anden side – etik, dilemmaer og omsorg“ indleder Søren Kayser med at afklare begreberne moral og etik og diskuterer etiske overvejelser over for lovgivning. Således bør man som omsorgsarbejder tænke på, at lovgivning er til for at beskytte den enkelte, og at man ikke bare kan bryde loven, fordi man synes den er uetisk.

Samtidig slås fast, at når man arbejder med professionel etik, har man særlig stærke forpligtelser, og at man som omsorgsarbejder har særlige etiske værdier: Man skal yde omsorg. Og man skal have respekt for retten til selvbestemmelse hos dem, man hjælper.

Disse to etiske værdier kan somme tider støde imod hinanden. Det illustreres her med det klassiske eksempel med Peter, der ikke vil gå i bad.
Som medarbejder står man med et etisk dilemma: 1. Man bør sørge for, at Peter kommer i bad, fordi han afvises af omverdenen på grund af sin dårlige hygiejne.
2. Man bør ikke tvinge ham til det, fordi han skal have ret til selv at bestemme.

Som medarbejder kan man ikke gøre begge ting. Og uanset, hvad man gør, svigter man sin etiske pligt. Der opstår med andre ord et etisk dilemma, når man har pligt til at gøre mere end én ting. Man kan ikke løse problemet ved kun at vaske den ene halvdel af Peter.

Falsk etisk dilemma
Spørgsmålet er imidlertid, om der i alle tilfælde reelt er tale om et reelt etisk dilemma: Bogen opstiller tre betingelser, som skal være opfyldt:
Du skal have to etiske pligter.
Pligterne skal være lige vigtige.
Det skal være nødvendigt at vælge mellem dem.

Der vil være tale om et falsk etisk dilemma, hvis ikke alle tre betingelser er opfyldt. Det vil for eksempel været et falsk etisk dilemma, hvis problemet skyldes et pres fra Peters forældre om at få ham i bad, mens personale og Peter selv ikke finder, at det er et problem. Presset fra forældrene vil været et dilemma, men det vil ikke være etisk.

Når den ene etiske pligt er vigtigere end den anden, er det heller ikke et etisk dilemma. Hvis for eksempel Peter ønsker selv at tilberede sin mad, vil det normalt være medarbejderens pligt at hjælpe ham til at opfylde dette ønske.

Men når  Peter insisterer på at anvende og fortære gamle og fordærvede madvarer, som truer hans liv og helbred, så bortfalder hans ret til selv at vælge. Så overstiger pligten til at drage omsorg for hans liv og helbred pligten til at respektere hans valg.

Bogen giver også et eksempel på, at Peters uvilje mod at gå i bad måske har rod i hans fortid. Hans uvilje kan skyldes, at han tidligere har boet et sted, hvor han skulle dele bad med en anden beboer, som var voldelig mod ham i badeværelset.

Hvis man således ved at analysere situationen og handle anderledes ved at gøre Peter tryg ved at gå i bad, kan det, som oprindeligt så ud til at være et etisk dilemma, vise sig ikke at være det alligevel.

Bogen giver en række praktiske anvisninger på, hvordan man håndterer etiske dilemmaer – herunder en refleksionsmodel. Den sidste del af bogen er en teoretisk del, der beskriver de filosofiske teorier, der ligger til grund for bogen.
kl@sl.dk

„På den anden side – etik, dilemmaer og omsorg“ Af Søren Kayser. 75 sider. Pris: 40 kroner plus porto og ekspedition. Bestilles hos UFC Handicap. Telefon 5767 4646 eller på hjemmesiden: www.ufch.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Etik