Medlemskab og forhandlingsret
„Vi tror ikke, at bortfaldet af eksklusivaftaler vil føre til medlemsflugt fra fagbevægelsen til de gule „fagforeninger“, der ellers vejrer morgenluft efter dommen. Tværtimod faktisk.“
I begyndelsen af det nye år faldt en af de traditionelle grundpiller i det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet væk. En dom ved Menneskerettighedsdomstolen erklærede eksklusivaftaler for at stride mod menneskerettighederne.
Eksklusivaftaler er bestemmelser i kollektive overenskomster, der forpligter en arbejdsgiver til kun at ansætte medlemmer af den organisation, der er part i overenskomsten.
En eksklusivklausul har hidtil været opfattet som lovlig i den private sektor, når lønmodtageren blev gjort opmærksom på den ved ansættelsen. Omvendt har de ikke eksisteret i den offentlige sektor, da forvaltningerne har en grundlæggende pligt til at behandle alle borgere lige.
Eksklusivaftalerne har især haft betydning ved at gøre det lettere for fagbevægelsen at håndhæve overenskomster med især små, uorganiserede arbejdsgivere. Omfanget har ofte været voldsomt overdrevet, faktisk har mindre end 10 procent af LO's medlemmer været omfattet af aftalerne.
LO's reaktion på afgørelsen ved Menneskerettighedsdomstolen var straks at erklære alle eksklusivaftaler for ugyldige. Og sammen med oppositionen i Folketinget at kræve, at tilsvarende aftaler for eksempelvis læger, advokater og tandlæger også gøres ulovlige.
Vi tror ikke, at bortfaldet af eksklusivaftaler vil føre til medlemsflugt fra fagbevægelsen til de gule "fagforeninger", der ellers vejrer morgenluft efter dommen. Tværtimod faktisk.
De gule "fagforeninger" mister nu et ideologisk kort. Nemlig at være et "frit" alternativ til "tvang", som de har betegnet eksklusivaftalerne. Tilbage står nu kun, at deres pris for medlemskab er lavere.
Men selv den pris er alt for høj. For de gule fagforeninger har ikke den afgørende vare på hylderne. Nemlig de overenskomster, der sikrer medlemmernes løn- og arbejdsforhold.
For SL's vedkommende ændrede dommen ikke alverden, da der som sagt ikke optræder eksklusivaftaler på vores område.
Men vi deler fortsat den samlede fagbevægelses ambition om at organisere alle på vores arbejdspladser. Og vi støtter også fortsat princippet om, at medlemmerne af fagbevægelsen skal være organiseret i den organisation, der har forhandlingsretten på deres arbejdsområde.