Det handler om anerkendelse
– Jeg er jo bare en kedelig akademiker, der nu har lært at gå på to ben… Jeg var livlig af fødsel, men blev stækket og sat ved en bunke bøger.
Jens Erik Thygesen:
Sådan siger Jens Erik Thygesen om sig selv. Han havde dybest set brug for noget andet, men endte med at læse historie og samfundsfag. Og for år tilbage kastede denne fejlanbringelse ham ud i en voldsom psykose. Han kom i terapi og fik mulighed for at afprøve den anden, livlige og udadvendte side af sig selv og fik oplevet den synergieffekt, der ligger i at bruge begge sider af sig selv.
Siden har han brugt sin akademiske tilgang til et arbejde som evaluator på projekter ude på Psykiatrisk Hospital i Riskov. Ja, nu er han ganske vist på vej på orlov, blandt andet for at bruge tid på en bog om Fristedet:
– Det er en bog om kontaktarbejdet på Fristedet, som vi har været i gang med før. Det var noget, vi startede på, før al den her kommunale snak om recovery i socialpsykiatrien, fortæller Jens Erik Thygesen.
Netop det kontaktarbejde og den del af recovery, der normaliserer det sociale liv og kontakten til omgivelserne, har han stor tillid til.
Men på den anden side ser han heller ikke en tilbagevenden til arbejdsmarkedet som det eneste saliggørende for en psykisk syg, der er ved at komme sig:
– Jeg tror, der er mange, der ikke ville vælge arbejdsmarkedet, hvis de havde et valg. At have arbejde handler jo om at få anerkendelse, men den finder man, som jeg ser det, i en hvilken som helst rummelig, social sammenhæng. Man kunne vende det om og sige, at hvis man kunne udvinde essensen af det, de psykisk syge her har lært, så kunne samfundet lære meget af de opdagelser, man gør som psykisk syg – lære noget om de andre måder, der er at få anerkendelse på, siger Jens Erik Thygesen.
– For mig personligt, så tror jeg at Fristedet er forskellen på et herligt liv og en rand-eksistens i det psykiatriske sygehussystem. Her kan jeg møde mennesker, og det dækker et basalt behov hos mig