Kunsten at male sig ud af et hjørne
På billedværkstedet Imago i SIND-klubben Fristedet i Århus bruger man arbejdet med kunst til at finde og styrke den enkeltes ressourcer – det kalder de kreativ recovery
– Jeg kan huske et stort billede, jeg malede lige i starten, jeg var her. Da jeg havde fyldt hele lærredet, malede jeg et lag hvidt henover – dækkede det til, så det blev ligesom tåget. Som om jeg censurerede mig selv. Jeg malede videre på det, og efter nogen tid kom der en mørk, kraftfuld, dansende kvindeskikkelse – en ubevidst positiv skyggeside – til syne. Det var mig selv – og på billedet var der også ligesom en tunnel, der gik ind i billedet. En indgang.
Kirsten Hansen bliver lidt fjern i blikket, mens hun fortæller. Som om det er meget længe siden, hun malede det billede. Eller som om der er sket meget siden.
At det sidste er tilfældet, er hun ikke i tvivl om.
– Nu er egenskaberne ved den malede skikkelse ved at blive en naturlig del af min person, fortæller hun og har også en forklaring på det.
– Imago er det længstvarende forløb, jeg har været i. Det er det, der har flyttet noget for mig. Her er der tid og tålmodighed samtidig med at der er både trygge og udfordrende rammer, siger Kirsten Hansen om de fire et halvt år, hun har været en del af Atelier Imago.
Projektet har til huse i SIND-klubben Fristedet i Århus. Det har eksisteret siden 1995, og det er gennem årene blevet til i et samspil mellem deltagerne og lederen af projektet, Britta M. Jensen.
Hun er uddannet billedkunstlærer og kunstterapeut og fortæller om arbejdet med at kigge indad og lære at arbejde med det, man ser og føler – at lade det sætte sig aftryk i de billeder og skulpturer, man arbejder med.
– Vi arbejder meget med tilstedeværelse og opmærksomhed – både i forhold til tanker, følelser, sansninger og forestillinger og i forhold til de skabende udtryksformer, fortæller hun.
– Atelier Imago er et integreret udviklingsprojekt, men med kunstterapien som omdrejningspunkt. Udover de skabende udtryksformer arbejder vi både med gruppen – tryghed, kommunikation og konfliktløsning og også individuelt, hvor den enkelte kan få støtte til at komme videre med sit liv.
– Ordet recovery er jeg egentlig ikke helt tilfreds med – jeg vil hellere tale om discovery – en opdagelsesrejse, siger Britta M. Jensen.
En hård dommer
At Kirsten Hansen har ude på lidt af en personlig opdagelserejse i sin tid på Imago, er hun ikke i tvivl om:
Hun har med egne ord levet et liv på kontanthjælp, men har hele tiden været inter-esseret i at arbejde med sig selv. Og hun gik også til kunstterapi på en daghøjskole, da hun faldt over tilbuddet fra Imago og Fristedet.
Hun leder lidt efter ordene, og det får Britta M. Jensen til bryde ind og komme med forslag.
- Hold nu mund, Britta, jeg skal nok selv sige det. Nu er det mig, der skal snakke…, vrisser Margit.
- Ja, nu bed jeg lige Britta af – og det ville jeg ikke have gjort for fire år siden. Og jeg vil slet ikke forestille mig, hvordan det var gået, hvis jeg ikke var kommet herop, smiler hun.
- Her har jeg mødt ubetinget accept, og det er en af betingelserne for, at det er lykkedes. Da jeg kom her, var jeg meget utryg og skrøbelig. Jeg var meget hård ved mig selv, stillede enormt store krav og var en meget hård dommer over for mig selv. Nu kan jeg høre, når andre er det.
- Imago blev min arne, min familie og mit hjem. Her har jeg fået skabt klarhed om en masse ting – ikke mindst om forholdet til min eksmand og min søn på 9 år. De gamle tankemønstre er ikke væk, men efterhånden som jeg får nye, positive erfaringer i det kreative og personlige arbejde her, bliver de afløst af nogle mere anerkendende tankemønstre. På den måde har jeg fået selvtillid og føler, jeg kan være tilstede som den, jeg er. Nu begynder jeg at kunne bruge det uden for huset, fortæller Kirsten Hansen.
På samme måde er der langt fra det billede, hun beskriver ovenfor, og så det billede af det dybrøde hjerte, hun arbejder på nu, og som prydede forsiden af sidste nummer af Socialpædagogen.
At genopdage sig selv
På den anden side af bordet sidder Anne-Mette Bonde og nikker. Mens Kirsten Hansen har været med i flere år, er hun lige landet.
Anne-Mette Bonde er i gang med en MBuddannelse (Århus Amts uddannelse af medarbejdere med brugererfaring, red.) og har kun været i praktik på Fristedet og Imago i en måneds tid.
Hun er uddannet håndarbejdslærer, men lige da hun var færdig med sin uddannelse, følte hun, at hun kom under pres fra forskellige sider, og hun oplevede flere dødsfald i familien. Det var mere end hendes system kunne holde til, og hun blev indlagt på Psykiatrisk Hospital. Herfra lignede det en illusion, at hun nogensinde skulle få glæde af sin uddannelse:
– Jeg troede egentlig, at jeg aldrig mere skulle komme til at bruge den viden. Men min tid på Imago har givet mig jordforbindelse igen. Jeg har fået lyst til at bruge min kreativitet, og det giver selvtillid. Jeg har fået kontakt til noget, jeg troede var helt væk – jeg har fået fokus igen. Jeg kan simpelthen genkende en lyst, som jeg troede for længst var passé.
– Da jeg startede på MB-uddannelsen, troede jeg ikke, jeg kunne bruge min uddannelse – troede ikke, at jeg ville komme til at holde af at male igen. Jeg troede, jeg skulle begynde helt forfra og finde helt andre veje for mit liv. Med Imago har jeg fundet de gamle gode ressourcer frem igen. Jeg skal ikke begynde forfra, men finde ind til mig selv, lære at stole på de ressourcer, som jeg har, men havde glemt. Jeg føler, jeg er blevet vækket og igen er begyndt at kunne sortere – eller rettere, at vælge til… Jeg stod ellers på et sted i livet, hvor jeg sådan set var klar til at få en pension. Og det er stadig ikke sunket helt ind, at jeg fortsat har noget at byde på, fortæller Anne-Mette Bonde.
Udsat for hinanden
Arbejdet på Imago kalder Britta M. Jensen ’leg for alvor’. I projektgruppen, hvor der højst er syv kursister ad gangen, veksler arbejdet mellem udtryk i billeder, krop og ord. Alle snakker med alle over kaffen, men der er også mulighed for individuelle samtaler. Der er fælles oplæg og runder, men også mere individuelle arbejdsprocesser.
– Og det er klart, at når vi arbejder med denne brobygning mellem indre og ydre verden, så er det vigtigt, at der er rummelighed og fleksibilitet og dyb respekt over for den enkelte. Her er det ok at have ’dårlige’ dage. Så kan man undersøge, hvad der er på spil og finde veje til at få det bedre – og bekræfte hinanden i de muligheder, der er for at gå disse veje, siger Britta M. Jensen.
Kursisterne får lejlighed til at prøve kræfter med mange forskellige udtryksformer, og de tager også på ekskursioner til udstil-linger for at hente inspiration og se, hvordan andre arbejder med indhold og form.
Anne-Mette Bonde har siden sin barn-dom været glad for Edvard Munchs værker – dengang var det de dystre og kendte, ’Skriget’ og ’Madonna’, nu er det de lysere af hans værker, hun hælder til. Kirsten Hansen er fascineret af Maja Lisa Engel-hardts store abstrakte landskaber.
– Jeg kan godt blive fascineret af både det smukke og det grimme. Og det er godt – begge dele hører til livet, siger hun.
På samme måde har kursisterne stor glæde af at være sammen og lære hinanden at kende i forskellige situationer og sindsstemninger:
– Her bliver vi næsten som en slags familie. Vi passer på hinanden og er klar over hinandens skrøbeligheder og forcer, fortæller Anne-Mette Bonde.
Fordele og ulemper
Som omtalt i sidste nummer af Social-pædagogen, har medlemmer af Fristedet det sidste lille års tid taget initiativ til en række recovery-projekter. Men for Britta
M. Jensen er recovery-tanken ikke ny: – Jeg hørte første gang om begrebet recovery tilbage i 1999. Det var til et foredrag, hvor foredragsholderen beskrev recovery-arbejdet i USA. Så var der en af kursisterne fra Imago, der tog ordet og sagde: „Det projekt, jeg deltager i, praktiserer faktisk disse ideer“, fortæller hun.
Selv ser Britta M. Jensen recovery-begrebet som en slags opsummering af forskellige strømninger i de sidste tiårs arbejde med psykisk syge.
– Gevinsten ved at give disse tilgange et navn og fokusere på dem er, at der kan blive sat skub i forandringsprocesserne, og der kan blive skabt diskussion og større bevidsthed både hos medarbejdere og brugere i hverdagen.
– Ulempen er, at der kan gå mode i det, og at der reelt ikke sker nogen forandring – man kalder det bare noget andet. På samme måde kan recovery-principperne blive misforstået og misbrugt, og så kan det ende med, at de opleves som et nyt pres og en ny stigmatisering. Men alt i alt synes jeg, det er godt, at der på denne måde kommer fokus på udviklingsmulighederne for mennesker, der har psykiske ubalancer og lidelser, siger Britta M. Jensen.
Sin egen autoritet
På Imago-værkstedet mener man som sagt, at man arbejder med ’kreativ recovery’, men også med at indgyde mod til at træffe de små, men afgørende positive valg i hverdagen.
Kirsten Hansen fortæller om et af de vendepunkter, hun har oplevet med Imago: Der står altid blomster på bordet i værkstedet. Først var det Britta M. Jensen, der købte dem, men en dag efterlyste hun en ny ’blomsterpige’, og efter lidt overtalelse påtog Kirsten Hansen sig opgaven.
– I starten var jeg dødnervøs, for jeg skulle jo vælge noget, som andre skulle kunne lide – og jeg var så hård ved mig selv den-gang. Men det gik jo, de andre værdsatte det. Det fik mig til at forstå, at anerkendelse og succes ikke er det samme. At lykkes handler ikke om at få anerkendelse gennem præstationer, men om at turde vise og udtrykke mig ægte, som den jeg er. Være spontan og samtidig opmærksom i samværet med de andre i Imago-gruppen, i mine andre relationer og i alle andre situationer. Recovery handler for mig om at være sin egen autoritet. Om at nå hen til et sted, hvor man kan være sig selv. Den dér egenautoritet har jeg været på jagt efter i mange, mange, mange år…, fortæller hun.
– Ja, jeg synes som sagt, man bør tænke recovery fremadrettet og satse på discovery – en opdagelsesrejse. Man er nødt til at opdage noget nyt. Det er ikke alt det gamle der var godt nok. Det bar jo ikke igennem. Derfor må nye ressourcer og strategier føjes til, og gamle uhensigtsmæssige mønstre må afdækkes, siger Britta M. Jensen.
– Ja, de der gamle overlevelsesmønstre – det, der før holdt en oppe – de kan virke hæmmende, supplerer Kirsten Hansen.
Anne-Mette Bonde nikker: – Da jeg var indlagt, følte jeg, at det kunne være inderligt lige meget, hvad jeg følte. De fokuserede kun på medicinen. Det er ikke nok at finde en kemisk medicin. Man må også give plads til at afdække de pres, de tanker og de følelser og den eventuelle sorg, der fører til sygdom. Man skal respekteres – med alt, hvad man indeholder. Som jeg bliver her. Det er ekstremt vigtigt at blive respekteret som menneske for at komme videre med ens liv, siger hun.
En af de medvirkende i interviewet ønskede at være anonym og optræder derfor under dæknavnet Kirsten Hansen. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.
| Om Atelier Imago Britta M. Jensen startede i atelieret på Fristedet i 1995. I 1998 fik værkstedet del i 15M-puljen under Socialministeriet og tog i den forbindelse navnet Imago. Siden 2001 har Imago været finansieret via et samarbejde mellem Frit Oplysningsforbund, Århus Kommune og Fristedet. Imago er dels et åbent værksted en dag om ugen, dels en projektgruppe på max syv kursister , hvor der arbejdes med skabende udtryk og personlig udvikling. Kurset veksler mellem fælles oplæg og øvelser og individuelt arbejde. En dag om ugen er der mulighed for individuelle samtaler. Efter kursets afslutning kan kursisterne holde kontakt med Imago via det åbne værksted og de tema-workshops, der afholdes en gang om måneden. Læs mere om Atelier Imago på: www.sindklubben-fristedet.dk |