Venskaber er ikke sådan lige...
Evnen til at åbne sit hjem for gæster er for mange ikke noget, man skænker mange tanker. Det lyder måske så let, det der med bare at sige: Kom hjem til mig i aften. Men for en psykisk syg er det at invitere nogen hjem på besøg ofte meget svært eller helt umuligt at overkomme.
Michael Maahr:
Så da medlemmerne på Fristedet i en spørgeskemaundersøgelse skulle fortælle, hvad de havde mest brug for hjælp til, så pegede rigtigt mange netop på dette: at få besøg derhjemme. Og det ville være en god ting, mener man på Fristedet, for det at have gæster er en god påskønnelse.
Derfor er der i forbindelse med recovery-processen lavet en besøgsgruppe, hvor medlemmerne på skift skulle besøge hinanden. Og et af de medlemmer, der var mest interesserede i at deltage var Michael Maahr:
– Da snakken om gruppen begyndte, syntes jeg, det lød rigtig hyggeligt. Vi var nogle, der sad og klæbede lidt til taburetterne, men det lød godt, siger han.
Så selvom det var en overvindelse at rejse sig fra taburetten og melde sig, så fik han gjort det. Årsagen er enkel:
– For jeg er jo ret ensom – sådan er det. Jeg har da prøvet at skabe nye venskaber, men hvordan gør man lige det? Men med gruppen her sprang jeg til. Jeg ville gerne, jeg var motiveret. Og den dag, de andre var hjemme på besøg, gik det fint – det var rigtig hyggeligt, fortæller han.
Når man ser hinandens hjem, er der mange ting, der bliver sagt uden ord, og man opdager nye sider af folk – og af sig selv, siger Michael Maahr.
For at tage noget af den nervøsitet, mange af medlemmerne føler ved at være vært, ’tyvstarter’ gruppen med at se billeder af værtens hjem forud for besøget.
– Det virker afmystificerende. Det giver ro til den, der viser dem. Jeg gik rundt med et engangskamera derhjemme og knipsede løs i alle rummene, fortæller Michael Maahr.
For hans vedkommende viste det sig nu at være nok blot at tage billederne:
– De andre så først billederne den dag, de kom hjem til mig, for jeg havde ikke nået at få fremkaldt filmen…