Kan den negative sociale arv brydes?
Vi ved, hvordan verden så ud i går, vi ved også, hvordan verden så ud for en uge siden eller for århundrede siden. MEN det vi ikke ved er, hvordan verden ser ud i morgen!
Det er i hvert fald de fleste menneskers opfattelse, og jeg må medgive rigtigheden i denne opfattelse. Men opfattelsen er desværre ikke heldækkende – der er en målgruppe af mennesker, man må konstatere, at rigtigheden i opfattelsen ikke indbefatter. Bærer af den sociale arvs onde cirkel!
Den sociale arv
Negativ social arv er en mangfoldig størrelse, og er og bliver da også til stadighed dissekeret, hvorvidt begrebet er valid eller ej. Har man haft dårlige vækstbetingelser i barndommen, er det ikke partout synonymt for, at denne vækstbetingelse videreføres til næste generation på godt og ondt.
Men negativ social arv er også et af de begreber alle mennesker har en eller anden udefinerlig referenceramme til. Hvor mange bruger ikke sætningen om børn, „han ligner sgu sin far“ eller „sådan gjorde hendes mor også“ – det er de fundamentale træk, når ‘arven’ dissekeres i almen befolkningen, men også i institutionspræget instans, hvilket i min optik er horribelt og tankevækkende.
Det er rystende, at man klassificerer børn ud fra de kriterier, som ovennævnte citater repræsenterer. Citaterne fremstår nemlig temmelig overfladiske og intetsigende i det perspektiv at klarlægge negativ social arv, og fortæller vel i bund og grund meget mere om, hvorvidt pædagogerne er fagligt funderet i forhold til at lokalisere, håndtere og varetage den negative sociale arv på behørigt vis. Det er ikke fordi pædagogerne i børnehaverne er inkompetente, det vil jeg gerne understrege, men de har ikke de værktøjer og ressourcer, der skal til for at anskueliggøre problematikken.
I Danmark vil vi hellere have asfalt, kunst, kulturhuse m.m. og flere penge mellem hænderne til endnu mere overfladisk overforbrug, end at efteruddanne en kompetent profession til at varetage ressourcesvage børn. Ligeledes er vores ligegyldighed, tolerancetærskel i forhold til vores medmennesker indskrænket markant, hvilket understreges af den politiske højredrejning og kurs, det danske samfund i de senere år har undergået.
Bevidst uvidenhed
En definition af den negative sociale arv vil jeg sammenligne med et latinsk udtryk ‘docta ignorantia’ der står for ‘bevidst uvidenhed’ for det er det det handler om. Bærerne af ‘arven’ gør noget andet, end de tror de gør, og de siger noget andet, end de tror de siger. Og ifølge Encyklopædien er den sociale arv det, der sker, når et menneske overtager viden, hold-ninger og personlighedstræk fra forældrene i løbet af opvæksten.
Den sociale arv er således deterministisk, forstået på den måde, at forældrenes livsgrundlag overføres til børnene, der latent plagierer vækstbetingelserne, idet børnene inter-naliseres gennem værdien af opvækstmiljøet.
Værdien af opvækstmiljøet bliver således selektiv og danner rammen, den bastante masse, for alt, hvad der eksisterer.
En af de store problematikker, som jeg ser det, når negativ social arv dissekeres i fagtermer er, at man i overvejende grad fokuserer på ligheden og produktet. En deterministisk for forståelse. Man måler, vejer, sammenligner og klientgør – frem for at fokusere på forskelligheden, mangfoldigheden og processen, men for at forstå den inkonsekvens må vi adskille produktet og processen.
Vi skal ydermere ikke bruge retorikken, at arbejde hen imod at udvikle mennesker til en tilværelse så nært det normale som muligt, idet betegnelsen er diffus og nedladende og et udtryk for majoritetens norm på minoritetens bekostning. Det har ikke den ønskede effekt og får i stedet individet til at stag-nere og opponere mod det etablerede.
Uden jeg skal recitere Søren Kirkegaard, så benævner han netop, at for at forstå et andet menneske må man først og fremmest forstå det, det menneske forstår ved netop den forståelse, og gør vi ikke det, er det fordi, vi i stedet for at hjælpe vil beundres, fordi vi ved bedst.
Det er igen produktet, der er i spil, målsætningen „så nært det normale som muligt“. Det er latent bedreviden, og det værdifulde i det er, at det ikke er særligt værdifuldt. Vi skal i stedet samle vores ressourcer i processen og håndtere normaliseringsbegrebet fra en anden vinkel, så vi får styrket individets selvværd og derigennem udvikle mennesker med respekt for sig selv og andre, og samfundets normer og værdier.
Det er selvsagt vanskeligt, og er da også her hele problematikken ligger, men at skabe dialog mellem sjæl og krop, mellem indre og ydre påvirkninger – gribe individet i det individet er grebet af og begriber – er et stort skridt på vejen.
På den måde kan vi få anskueliggjort identiteten og iværksat nogle foranstaltninger, der kan kompensere for de nuancer, identiteten endnu ikke kan identificere og mestre. Det er således i spændingsfeltet, metaforisk set, mellem individet og dets personlige, mate-rielle og familiære sammenhæng og samfundets etablerede kontekster, at jeg fundamentalt ser nøglen til at ændre vilkårene og dets refleksivitet.
Vi inddrager allerede i dag psykologien, sociologien og antropologien for at forstå den negative sociale arv mere bredt og forsker til stadighed dybdegående i begrebet, men jeg savner i langt større udstrækning tværfaglige og tværsektorielle relationer, så vi fremdrager helheden for det enkelte individ i praksisorienteret regi.
Servicelovens § 37a lægger op til tværfaglige samarbejde for at tilgodese det enkelte individ i et helhedssyn, spørgsmålet er bare, hvor udbredt § 37a er i virkeligheden?
Formindsker fejlskøn
Som jeg ser det, vil specielt en tværsektoriel konstituering medføre en række positive elementer, der afspejler opgaveløsningens karakter og helhed, netop fordi man griber hele problemstillingen frem for, at en case kører mellem de forskellige instanser med forskellige initiativer, normer og praksisløsninger. Man formindsker derved fejlskøn ved en sådan konstituering, og de faglige ressourcer skærpes og anskueliggøres, og det enkelte individ får en fornemmelse af en helhedsløsning. Min påstand er, at det teoretiske grundlag således vil afspejle praksis i helheden, da en god faglig velfunderet teori ikke er garant for en bæredygtig helhedsindsats, da vi har med levende mennesker at gøre.
Rum og mulighed til børnene
Samfundet er af den overbevisning at ved at fokusere endnu mere på det boglige i folkeskolen, er det incitamentet der vil bryde den sociale arv. Det er en påstand fyldt med modifikationer, da vi netop ved at stramme kravene, ser børn, der bliver marginaliseret og devalueret og dermed tabes på gulvet.
Det er igen produktet der er i spil og ikke processen. Som jeg ser det, forstærker og fastholder vi delvis den negative sociale arv, som er en grusomhed, der indbefatter misrøgt, druk, ødelagte familier, ingen sociale relationer, fattigdom, vold, kriminalitet m.m.
I stedet skal vi styrke børns selvværd ved at give dem rum og mulighed for at udfolde sig igennem kreativ og håndværksmæssig kunnen. Give barnet mulighed for fordybelse i dramaturgiske regi og ved indføresel af filosofi allerede fra 1. klasse.
Det er min påstand, at vi ad den vej vil støtte barnet i sin identitetsdannelse, idet måden at kommunikere på verbalt og non verbalt vil blive synliggjort og efterfølgende radikalt reflekterende, og barnet er i proces. Implicit at barnet både er performer og tilskuer i processen, men at denne proces vil tilgodese den skabende identitet for det enkelte barn i en bredere referenceramme, netop ved at trænge ind i vækstlaget, ind i spændingsfeltet mellem barn og verden – mellem skabelse og ragnarok!