Retten til selv at vælge fra
Et forslag om tvangsbortadoption skal være med til at sikre børns rettigheder. Men de bliver ikke sikret ved at man mister kontakten til sine forældre, siger en tidligere anbragt
– Man bør have ret til selv at vælge sine forældre fra. Det skal andre ikke gøre sig til dommer over, siger Stefan Jul Gunnersen, 28 år gammel. Da han var fem år døde hans mor, og han blev placeret i en plejefamilie. Hans barndom indtil da havde været præget af en mor, der, med hans egne ord, gerne ville men ikke evnede at tage sig af ham. I dag er Stefan Jul Gunnersen aktiv i TABUKA, der arbejder for bedre vilkår for tidligere og nuværende anbragte børn.
Og han er ikke udelt begejstret, når han ser på det forslag som et udvalg under Socialministeriet er kommet med. Et forslag der skal sikre anbragte børn kontinuitet i anbringelsen og som blandt indeholder muligheden for at tvangsbortadoptere et barn fra det er et år gammelt, hvis der ikke er udsigt til, at forældrene bliver i stand til at tage vare på barnet.
– Problemet ligger ikke i, at man tvangsfjerner barnet. Problemet ligger i, at man med en adoption ikke giver børnene mulighed for at lære deres forældre at kende. Man giver jo ikke børnene en „returbillet“, siger han.
– Min mor tog sit eget liv. Og jeg „forligede“ mig først med hende, da jeg var 23-24 år. Men jeg er sikker på, at jeg ville have gjort det før, hvis jeg havde haft mulighed for at have kontakt med hende. Jeg ville godt have haft chancen for at tilgive hende, for det hun gjorde, da hun levede. Chancen for at vende sorgen og smerten til noget positivt, chancen for at tage stilling til om jeg ville hade eller elske hende.
Og dén chance mener Stefan Jul Gunnersen ikke, at de børn, som myndighederne beslutter sig for at tvangsbortadoptere, har. Forslaget er for vidtgående, siger han.
– Jeg kan sagtens følge, at man forsøger at skabe kontinuitet for de anbragte børn. Det er også noget af det, vi arbejder for i TABUKA. Men i stedet for dette forslag, bør det handle om, at fagfolk ikke skal springe over, hvor gærdet er lavest. At man skal bruge nogle flere kræfter på at gøre kontakten mellem forældre og børn god og på at uddanne plejeforældre bedre til at håndtere kontakten til forældrene. Det virker som om, at man med sådan et forslag bare vil lette sagsbehandlerne, så de ikke skal forholde sig til „de besværlige forældre“, mener Stefan Jul Gunnersen.
Et alvorligt indgreb
2004 blev der indgået forlig om den anbringelsesreform, der her ved årsskiftet trådte i kraft. Samtlige partier gik med i forliget med undtagelse af Enhedslisten. Men reformen gjorde det ikke alene. Et udvalg blev nedsat til at finde på konkrete forslag til, hvordan man i fremtiden yderligere kan sikre barnets bedste. Og ved årsskiftet kom så forslagene i en betænkning. Egentlig har man siden begyndelsen af 70erne haft mulighed for at bortadoptere. Men meningen er, at der skal åbnes yderligere op for at adoptioner.
Og det er FBU, en forening til støtte for forældre til anbragte børn og unge, ikke begejstret for.
Formanden Alice Sørensen siger: – Tvangsadoptioner er et uhyre alvorligt indgreb i forældre og børns ret til at kende hinanden. Derfor ønsker vi ikke, at der åbnes yderligere mulighed for tvangsadoptioner.
Alice Sørensen mener, at hvis adgangen til tvangsadoptioner skal øges, skal det være åbne adoptioner. Personligt mener hun, at åbne adoptioner kan være en god idé for eksempel i familier med dårligt begavede forældre, der ikke kan tage vare på deres barn.
– For dem ændrer situationen sig ikke. Og ved den åbne adoption er der mulighed for at bevare en kontakt for eksempel et par gange om året og udveksle billeder mellem adoptivfamilien og de biologiske forældre.
– I forhold til de psykisk syge forældre er der jo i dag mulighed for, at de kan få det bedre. Ikke så de nødvendigvis kan have deres barn boende, men så der kan være en kontakt. En lukket adoption vil slukke håbet helt for dem, mener Alice Sørensen, som også forudser, at der vil komme flere tvangsanbringelser, hvis barnets tilknytning til anbringelsesstedet kommer til at veje tungere end anbringelsesårsagen.
– Jeg tror ikke, at så mange forældre vil gå med til en frivillig anbringelse af frygt for, at de ikke får deres børn hjem igen. Og nogle forældre vil måske vælge at hjemtage et barn fra en frivillig anbringelse, før det er godt for barnet, men fordi barnet snart har været anbragt i tre år og det dermed kan begrunde en tvangsadoption, siger Alice Sørensen, der mener, at hvis man gør, som loven siger i dag, er det mulighed for at skabe kontinuitet i anbringelsen.
– Man benytter sig bare ikke af det, og der bliver ikke skabt god kontakt og forståelse mellem forældrene og plejeforældrene. Hovedparten af de forældre, jeg kommer hos, har deres børn anbragt barndommen ud, men de har kontakt, og det skader ikke børnene, for den daglige omsorg er der jo taget vare på for eksempel i form af en plejefamilie.
Ingen sikkerhed for omsorg
Inger Thormann er psykolog på Skodsborg Observations og behandlingshjem for små børn, og hun har siddet med i det udvalg, som er kommet med forslagene til kontinuitet i anbringelsen.
– Kontinuitet sikres ikke nødvendigvis ved adoption, med mindre der er tale om en åben adoption, hvor der er mulighed for kontakt med den biologiske familie, siger hun.
– Der bør investeres mange kræfter i at arbejde med forældrenes forståelse for deres barns særlige behov såvel som for deres eget forældreskab. Gennem en sådan indsats vil der kunne skabes mulighed for, at adoption som mulighed vælges af forældrene og således ikke gennemføres med tvang, mener Inger Thormann og fortsætter.
– At tvangsbortadoptere et spædbarn der er skadet af moderens alkohol eller stofmisbrug er uhensigtsmæssigt. Man har ingen sikkerhed for, at barnet får den omsorg og behandling, det er afhængig af. Det kan ikke være til „barnets bedste“, ej heller til forældres og adoptanters bedste. De virkeligt behandlingstrængende børn, født af mødre der i graviditeten har haft et misbrug, er afhængige af, at deres omsorgsgivere har en faglig viden om, hvordan de skal behandles, siger Inger Thormann, der mener, at børnene derfor skal anbringes hos plejeforældre, der har den fornødne viden på området eller på specielle døgninstitutioner med behandlingskompetence på området.
Børnerådets formand Klaus Wilmann er åben overfor en justering af reglerne for adoption, men er kritisk overfor eventuelle borgmestre, som kunne se forslaget som en mulighed for at spare plejevederlag.
– Det nye i denne betænkning er, at man flytter fokus fra forældrerettigheder til børnerettigheder. Formålet med anbringelsen er ikke længere at genforene familien men er i stedet barnets bedste.
– Det Børnerådet er optaget af, er at der ikke sker overgreb på børn, som er sårbare. Og det er et meget voldsomt indgreb, hvis børnene ikke har kontakt med deres forældre. Der kan være tilfælde, hvor forældrenes adfærd vil være skadelig for barnet, men man skal behandle det uhyre varsomt, understreger Klaus Wilmann.
Ro til at vokse op
Jytte Bagge Johansen er mor til to adopterede børn. Børnene er søskende og født af en mor med stofmisbrug. Jytte Bagge Johansen og hendes mand adopterede børnene enkeltvis, da de var få måneder gamle. I dag er de henholdsvis syv og otte år. Og Jytte Bagge Johansen ser positivt på forslaget om tvangsadoptioner.
– Det er at give børnene en chance. Jeg er meget uenig i, at man skal have kontakt til sit biologiske bagland. Der hvor man bor og har sin familie, dét er jo ens liv. Vores børn har, i modsætning til andre børn, ekstra meget brug for at vi som forældre koncentrerer os om deres behov, så de kan udvikle sig, mener Jytte Bagge Johansen.
– Jeg håber, at mine børn, når de bliver voksne og modne til det, vil forsøge at finde ud af, hvor de stammer fra. Det er vigtigt at kende sine rødder, for at alle brikker falder på plads. Men når man er barn, skal man have fred og ro til at være barn og have lov til at få et tilhørsforhold til den familie, man vokser op hos, understreger hun.
– Det er vigtigt for mine børn, at de rammer, der er for deres liv, ikke er en hovedbanegård.
Jytte Bagge Johansen valgte bevidst muligheden for at blive plejemor fra til fordel for at blive adoptivmor, da hun fandt ud af, at hun ikke selv kunne få børn.
– For at jeg kan involvere mig fuldt ud, skal jeg vide, at jeg ikke skal sige farvel til børnene igen. En plejemor skal kunne rumme, at de biologiske forældre ikke kan tage sig af deres børn og at de ikke altid gør det, der er til barnets bedste.
Det er ikke kommet bag på Jytte Bagge Johansen hvilke udfordringer med to børn af misbrugsforældre, hun er gået ind til, da hun er uddannet socialpædagog og tidligere har arbejdet med den slags børn. Men det er kommet bag på hende, hvor svært det har været at få hjælp til de særlige behov, hendes børn har som konsekvens af forældrenes misbrug.
– Hvis børnenes tarv skal sikres, skal man derfor også se på, hvilke muligheder man som adoptivfamilie har for at få hjælp, efter man har adopteret børn med særlige behov.
Ret til familien
Tilbage til Stefan Jul Gunnersen som gennem de senere år har haft kontakt til et hav af anbragte børn og hørt på deres anbringelseshistorier.
– Børnene elsker næsten altid deres forældre, hvor negative båndene til dem end er. Derfor bør man ikke forhindre kontakten, siger han.
En stor del af sin barndom så han ikke meget til sin far. Men som teenager kom der kontakt, og i dag har han et udmærket forhold til ham.
– Det har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Min far har fået flere børn, så jeg har fået kontakt til mine halvsøskende. Jeg mener, man har ret til at være en del af den familie, man har. Og har ret til selv at vælge dem fra.
| Fakta Udvalgets forslag vedrørende kontinuitet for børn og unge og tvangsadoption: 1. For børn under 1 år skal der være mulighed for at træffe afgørelse om anbringelse udenfor hjemmet for en periode på 3 år. Betingelsen er, at det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen vil være tilstede i den periode. For samme gruppe små børn skal der være mulighed for at træffe afgørelse om tvangsadoption, hvis forældrene bedømmes til varigt at være ude af stand til at drage omsorg for barnet og heller ikke vurderes at kunne være meningsfulde samværsforældre for barnet. 2. Har et barn eller en ung været anbragt udenfor hjemmet i mindst 3 år, foreslår udvalget, at der gives mulighed for at træffe afgørelse om opretholdelse af anbringelse, når barnet eller den unge er blevet så stærkt knyttet til anbringelsesstedet, at det på såvel kort som længere sigt må antages at være af afgørende betydning for barnet eller den unge at kunne forblive på anbringelsesstedet. For samme gruppe børn og unge skal der skabes mulighed for at kunne træffe afgørelse om tvangsadoption. Det er så en yderligere betingelse, at forældrene varigt ikke vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, og at adoption vil være til barnets eller den unges bedste. 3. Der stilles forslag om, at der åbnes adgang for såkaldte „åbne adoptioner“, hvilket vil sige adoptioner, hvor båndene mellem de biologiske forældre og barnet eller den unge ikke afbrydes totalt. Der vil således efter en konkret vurdering være mulighed for at bevare adgangen til at få oplysninger om barnet eller den unge og et vist begrænset samvær m eller kontakt. Kilde: Betænkning om retssikkerhed i anbringelsessager, nr. 1463, Socialministeriet 2005. kab |