VERA om identitet
Hvordan danner børn og unge deres identitet? Det er temaet i det seneste nummer af tidsskriftet VERA, der udkommer i det nuværende format
Det nye nummer af VERA har valgt at sætte fokus på børns og unges identitetsdannelse. Hvad forstår man ved identitetsdannelse? Hvordan udvikles børns og unges identitet, og hvordan skal pædagogerne gribe opgaven an med at hjælpe børnene og de unge med at danne deres identitet?
I en af temaets artikler “Særligt udsatte børn og pædagogiske læreplaner” beskriver Pernille Hviid, hvordan pædagogiske læreplaner kan være vejledende i forhold til børn, der betegnes som særligt udsatte.
Pernille Hviid tager udgangspunkt i overvejelser om børns alsidige personlige udvikling og anfører blandt andet, at tilblivelsen af børns personlighed ikke kan skilles fra deres konkrete livssammenhænge, og at forandringen sker over tid.
I disse forandringsprocesser er der tre opmærksomhedsfelter. For det første barnets engagement, processer eller interesser. For det andet barnets positioner og for det tredje barnets hverdagshistorie og personhistorie.
Den anden artikel i temaet er Sven Mørchs “Identitetens udfordring og det pædagogiske arbejde” og handler om en række af de udfordringer, en ny ungdomspædagog står overfor. Her introduceres blandt andet begrebet livsbane eller “trajectory”.
Her peges der på, at unge udvikler deres livsbane og forener det samfundsmæssige og det individuelle trajectory igennem de handlinger, som de udvikler.
I den sidste artikel i temaet “Identitet versus selvdannelse” indkredser Lars Geer Hammershøj den selvfølgelighed, man ofte omgås forestillingen om identitet med. Han analyserer således forestillingen om, at man på mange måder er den samme, men også forskellig fra andre.
Hammershøj beskriver således selvdannelse som et alternativ, hvor det ikke blot handler om at erkende sig selv, men også om at gøre erfaringer, der former en.