Dit svar på mit læserbrev er forstemmende. Helt uargumenteret slår du fast, at I har relevans for os. For 4-5 år siden blev der samlet 270 underskrifter ind fra lærere i SL som ønskede at overgår til DLF. Der er i øjeblikket en indsamling i gang, og indtil nu har 120 skrevet under.
Flytter det ved forestillingen om, at SL er den rette forening for os lærere? Eller er det bare fordi, vi ikke selv ved, hvad der er godt for os?
Og hvad er det for en politisk vilje, du omtaler, som blokeringen i dit svar? Tro mig, når jeg påstår, at DLF gerne vil tage imod os. Det har Anders Bondo givet klart udtryk for i læserbrevssvar i fagbladet Folkeskolen. Så den politiske vilje er vel SL’s vilje. Er det ikke sådan, at I ikke vil slippe os? Og i -øvrigt tillader jeg mig at mene, at medmindre man lever under politiske former som dem, der herskede i hedengangne DDR, er politiske viljer noget man diskuterer og ændrer på.
Hvor er blokeringen?
Vil I indgå i en dialog om vores tilhørsforhold ved for eksempel at undersøge medlemmernes holdning? For medlemmernes holdning er jo det vigtigste, synes du ikke det?
Tidligere har du undladt at svare på de spørgsmål, som jeg har stillet. Vil du ikke godt besvare dem denne gang, så vi kan komme lidt videre?
Kære Teit Würtz
Du arbejder på det socialpædagogiske arbejdsområde. Det er den enkle baggrund for, at du og dine kolleger skal være organiseret hos Socialpædagogerne.
Derfor har vi heller ingen planer om at spørge medlemmerne, om de fortsat ønsker at være organiseret i det forbund, hvor deres faglige og overenkomstmæssige interesser varetages
Det fremgår da heller ikke hverken af Anders Bondos svar i Folkeskolen – eller af en samtale jeg har haft med ham – at han eller DLF har ønske om at ændre på dette forhold.
Jeg vil endnu engang opfordre dig til at deltage aktivt i det nye netværk, der er dannet for lærerne hos Socelpædagogerne.
Venlig hilsen
Kirsten Nissen
Forbundsformand