Vi er bekymrede for fremtidens familieplejeanbringelser. Vi er bekymrede for de løn- og ansættelsesvilkår, som plejefamilier tilbydes, men vi er først og fremmest bekymrede for den støtte og rådgivning, som plejefamilier skal forvente at klare ofte yderst vanskelige opgaver med.
Vi ser med stor alvor og bekymring på, at kommunerne ser på anbringelsesområdet som et besparelsesobjekt blandt andet i form af:
– at kommunerne hjemtager børn/unge forud for, at anbringelsen optimalt bør bringes til afslutning
– at kommunerne svigter -efterværnet til anbragte børn
– at kommunerne presser plejefamilierne på løn- og -ansættelsesvilkår
– at kommunerne svigter plejefamilierne ved at lade dem stå meget alene med ofte vanskelige opgaver
– at kommunerne frasiger sig familieplejeorganisationerne og deres mangeårige og store ekspertise for selv at varetage opgaven på et reduceret niveau (som led i besparelser).
Vi er bekymrede, når det er børn og deres familier i særlige vanskelige situationer, der svigtes – det er ikke til at bære.
Som engagerede i både at tage imod plejebørn og i det fagpolitiske arbejde ser vi med største alvor på de tendenser, der er kommet rullende ind over området, senest i forlængelse af kommunalreformen.
Vi ser, at mange kommuner fortsat er for små til at udvikle og fastholde et højt fagligt -niveau for plejefamilierne og for egne medarbejdere inden for området.
Vi ved, der er stor mangel på kvalificerede plejefamilier særligt til deltidspleje og til aflastningsopgaver for handicappede børn.
Vi ser ofte, at den enkelte plejefamilie lades alene uden støtte, rådgivning og vejledning.
Vi ser mangel på anerkendelse for det store arbejde, der udføres.
Vi ser den trend, at institutionerne, efter kommunerne er blevet selvbetalende for disse, i øjeblikket skal overleve på bekostning af barnets tarv.
Fra flere europæiske lande ved vi, at holdningen er, at ingen børn skal vokse op på en institution – det giver stof til eftertanke!!!
Vi ønsker, ikke mindst for de sårbare børn og unge, at det offentlige tager dem alvorligt og i hvert enkelt tilfælde dokumenterer, at børnene og deres familier reelt bliver hørt om, hvilke ønsker de måtte have til et anbringelsessted, og at dette bliver et afgørende udgangspunkt i en anbringelse. Vi ser, at den enkelte kommune har for lille et netværk af plejefamilier og ofte ikke afsætter de tilstrækkelige ressourcer til at matche barn og familie – som er en af de afgørende faktorer for, at plejeforholdet skal lykkes.