icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Holstebro

I pålægger os at slukke ildebrande. Vi brænder for at tænde ild i folks hjerner og hjerter

Mere end 400 brugere, medarbejdere og pårørende mødte frem for at vise politikerne, at de træffer en forkert beslutning, hvis de sparer 9 millioner kroner på handicap- og psykiatriområdet i Holstebro Kommune

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 24-2007 /

klokken er 16:00 i CVU-centret i Holstebro, og det myldrer ind med mennesker. Hvor mange er svært at sige, men som en af arrangørerne konstaterer: Der var 400 sorte stole, og de er alle sammen i brug. Og så har vi hentet nogle flere. Så mere end 400 socialpædagoger, brugere og pårørende er mødt frem. De vil fortælle de fremmødte politikere fra socialudvalget, at det har store menneskelige omkostninger, hvis de sparer 9 millioner kroner på handicap- og psykiatriområdet i Holstebro Kommune. (se faktaboks)

Besparelserne kommer oven i dem, som området var igennem tidligere på året, og dengang følte alle, at nu var der simpelthen skåret ind til benet. Dengang lovede politikerne, at nu skulle der ikke  spares mere. Men blækket på det løfte, var – som en af deltagerne udtrykker det – knap tørt, før der er kommet forslag om nye besparelser. Besparelser som for eksempel betyder, at en del hjemmevejledertimer bliver fjernet. Og det fik en af de udviklingshæmmede deltagere til at spørge  politikerne: – Hvis I skærer vores hjemmevejleder væk, vil I så godt komme ud og læse vores breve og følge os til tandlæge? Har I tid til det?

Det får hun ikke noget svar på.

En anden bruger, der præsenterer sig som borderline og psykisk syg, har forsøgt selvmord mange gange, har skåret sig selv mange gange og været indlagt på psykiatrisk hospital utallige gange. Han fik hjemmevejleder for fem år siden:

– Selv om jeg lever i konstant angst for hverdagen, har jeg i de fem år ikke været indlagt, ikke skåret mig. Det er noget hø, at man fjerner de  hænder, som betyder, at jeg og mange ligesom mig kan komme hele ud i den anden ende. Måske endda i arbejde. I skal også tænke på, at det er meget dyrere, at jeg bliver  indlagt på psykiatrisk hospital end at give mig nogle timer med en hjemmevejleder.

En blind brugere, der bor i egen lejlighed, vil gerne vide, om politikerne vil spare yderligere på hendes hjemmevejleder. Oprindelig fik hun tilkendt 2 timer om ugen, men det blev skåret ned til 1½ time.

– Hvor meget hjemmevejleder kan jeg få, hvis I vedtager sparekataloget?

LEV’s lokale formand vil gerne vide, hvordan politikerne kan budgettere 9 millioner ved siden af, og han vil også gerne vide, hvorfor politikerne løber fra deres løfte:

– Dengang I overtog tilbuddene fra amtet, fik vi en skriftlig tilkendegivelse på, at der ikke ville ske serviceforringelser. Med de besparelser, I lægger op til, bliver det ren opbevaring i bostederne, fordi der simpelthen ikke er hænder nok til at tage sig af brugerne.

En tilhører inddrog den omdiskuterede ballet i Holstebro:

– I kunne godt finde fem millioner til Peter Schaufuss. Skulle I ikke hellere putte de penge i hjemmevejledere?

En anden tilhører foreslog, at kommunen skar ned på nogle af sine prestigeprojekter:

– Her taler vi om levende mennesker contra bygninger og kunstværker.

En pårørende til en udviklingshæmmet: – Kære politikere. I er meget ord- og tal-kloge,  hvad tror I, der sker, når man tager livskvaliteten fra brugerne?

En far til en voksen datter, der har været psykisk syg i 20 år:

– Jeg har et årelangt indgående kendskab til de tidligere amtslige institutioner inden for psykiatrien, og de har været gode til at udvikle tilbuddene. De her besparelser er kortfristede, og det er at hugge de hænder af, som skal hjælpe min datter.

9 millioner reduceret til 5

Alle de fremmødte politikere er enige om én ting: Ikke at forringe brugernes livskvalitet.

Men den nøgne sandhed er også, at der på grund af overforbrug skal spares ni millioner, fortalte socialudvalgsformand Holger Hedegaard (V).

– Underskuddet skyldes især, at der er kommet flere brugere, end der var budgetteret med. 

Han kunne også fortælle, at socialudvalget på et ekstraordinært møde et par dage forinden havde besluttet at indstille til byrådet, at der på 2008-budgettet kun blev sparet 5,2 millioner kroner i stedet for 9.

– Ingen af os ønsker at ødelægge det her område. Vi skal finde besparelser, så det ikke bliver værre.

Fra salen blev der spurgt: – I slynger om jer med tal. Nu er 9 millioner kroner blevet til “kun” 5 millioner kroner. Og vi har ingen muligheder for at gennemskue regnskaberne. Det skaber stor mistillid til jer om, hvordan I vil sikre, at de svageste borgere i samfundet får mulighed for at mestre deres liv.

Holger Hedegaard: – Vi sidder med en stor opgave, men der er forskel på 9 og så på 5,2 millioner kroner. Vi skal arbejde videre med sparekataloget og se, hvordan vi kan udmønte det, så det gør mindst muligt ondt.

– Vi sidder med de svageste brugere og dygtige medarbejder, og vi har en opgave i at få tilpasset pengene til opgaven og få det bedst mulige ud af det.

Lokalkredsformand for Socialpædagogerne i Midt- og Vestjylland Kirsten Hornbæk bad politikerne om at huske på, at handicap- og psykiatriområdet tager tid:

– For brugerne tager det længere tid at lære noget, derfor kan man ikke bare sammenligne med normalområdet.

Hun opfordrede politikerne til at gå andre veje.

– Der er noget rivende galt, når man ikke på forhånd har kunnet se den her udvikling.

Og den opfattelse var hun ikke alene om at have. Mange af deltagerne udtrykte stor usikkerhed og manglende tillid til politikernes evne til at passe på området. Hvis det kan gå så galt i 2007, hvad så med 2008, 2009 og så videre?

Vi holder øje med jer

En initiativgruppe på tværs af alle de berørte tilbud stod bag stormødet. Det store fremmøde havde oversteget selv de mest optimistiske forventninger, fortæller to af gruppens medlemmer, Dorrit Bylov og Lene Nordborg.

De ser mødet som starten på en dialog med politikerne, hvor de håber, politikerne vil drøfte forholdene med medarbejderne i MED-udvalgene.

Synes de så, at de på stormødet har fået et brugbart svar fra politikerne?

Dorrit Bylov: – Nej ikke helt. Politikernes svar var forventeligt. De optrådte som taljonglører, så alt bliver grumset og uigennemskueligt.

– Vi ved godt, at de ikke kan give os løfter, for beslutningen ligger i byrådet. Men vi håber, at mødet har sat en dialog i gang mellem politikerne og os, så vi fremadrettet kan gøre det bedre.

Men noget godt er der også kommet ud af processen, siger Lene Nordborg:

– Vi har opdaget hinanden på tværs af tilbuddene. Der har ikke tidligere været sammenhold mellem os, og vi har ikke kendt hinanden. Det gør vi nu. Og vi har oplevet, at også de kollegaer, der ikke bliver ramt af nedskæringerne, er solidariske med os.

Og hun sender denne hilsen til politikerne: – Vi følger jer tæt og holder øje med jer. På den gode måde. For vi er sikre på, at I har et hjerte.

Sparekatalog i Holstebro Kommune

Holstebro kommune vil i budgettet for 2008 spare 9 millioner på området for handicap og psykiatri. Kommunen begrunder besparelserne med et uventet merforbrug, der er opstået, fordi forvaltningen ikke har vidst, hvor store udgifter, der ville komme og derfor har budgetteret forkert. Der er således ikke tale om, at institutionerne har rod i regnskaberne. Tværtimod har alle overholdt deres budgetter.

Sparekataloget skal vedtages af byrådet.

Til merforbruget skal lægges allerede vedtagne besparelser på 3,2 millioner kroner fra budgetforliget i oktober i år. De besparelser skal blandt andet findes ved at ændre på ledelsesstrukturen i psykiatri og handicap.

Besparelserne i 2008 bliver således på i alt 12,3 millioner, medmindre byrådet vælger at finde de 9 millioner kroner i en anden kasse end i handicap- og psykiatriområdet.

Sparekataloget fortæller, at de 9 millioner blandt andet skal findes på døgninstitutioner for børn og unge, døgnpleje, beskyttet beskæftigelse, bofællesskaber og handicapbetaling til andre kommuner.

Socialudvalget har på et ekstraordinært møde mandag den 12. november besluttet at indstille til byrådet, er der kun bliver sparet 5 og ikke de 9 millioner, som er opstået på grund af et merforbrug.

lmp