Det nytter at kæmpe de udsattes sag
Det store flertal får kun nys om de udsattes forhold, hvis de hører om det i radioen, ser det i fjernsynet eller læser om det i avisen – og de udsatte har kun yderst sjældent ressourcer til selv at henlede mediernes opmærksomhed på deres sag.
Man kan godt blive mistrøstig, når man gang på gang hører om besparelser på nogle af de allermest udsatte i vores samfund. Seneste eksempel er fra Holstebro, hvor kommunalpolitikerne vil spare ni millioner kroner på handicappede og sindslidende.
Når man samtidig ser den bugnende velstand i form af fladskærme, ferierejser og fabriksnye biler, kan man godt blive tung om hjertet. Hvor er solidariteten blevet af i vores samfund?
Heldigvis er den ikke væk.
Den skal måske bare have et par pust for at blusse op.
Socialpædagogerne har fået lavet en Gallupundersøgelse, der viser, at befolkningsflertallet rent faktisk modsætter sig besparelser på de udsatte grupper.
Og de er villige til at betale med højere skatter, hvis det er det, der skal til.
Således erklærer 67 procent sig mest enige i udsagnet: “Kommunen bør fastholde eller øge serviceniveauet på det sociale område, også selv om det vil resultere i en skattestigning.”
Så solidariteten rækker altså i virkeligheden langt ind i den “blå lejr”
– til dem, der ved valget stemte på Foghs støtter.
Problemet er bare, at Gallupundersøgelsen også viser, at syv ud af ti hverken har personligt kendskab til udsatte børn og unge, handicappede, sindslidende, hjemløse, misbrugere eller voldsramte.
Det store flertal får altså kun nys om de udsattes forhold, hvis de hører om det i medierne – og de udsatte har kun yderst sjældent ressourcer til selv at henlede opmærksomheden på deres sag.
Det er som bekendt de færreste læserbreve, der er skrevet af kvinder, som lige nøjagtig har haft nok ressourcer til at flygte fra en voldelig ægtemand og flytte på krisecenter.
Det er de færreste demonstrationer, der er arrangeret af mennesker med fysiske og psykiske handicap.
Og det er de færreste børn på døgninstitution, der ringer til journalister for at fortælle om forringelser i deres hverdag.
Derfor har vi som socialpædagoger en ganske særlig forpligtelse til at tale de udsattes sag.
Det er os, der får førstehåndskendskab til forringelserne.
Og det er os, der kan synliggøre dem for resten af samfundet.
Til gengæld kan vi så også forvente at få opbakning. Det kan nytte at kæmpe de udsattes sag.