Når kroppen er i konstant alarmberedskab
De er hele tiden på vagt, anspændte, i forsvar. Klar til at slå fra sig. Klar til at flygte. En meget stor del af de unge flygtninge på landets sikrede afdelinger er traumatiserede, viser undersøgelsen fra Teori- og Metodecentret. Traumatiserede har brug for særlig hjælp og risikerer sandsynligvis at blive endnu mere kriminelle. Derfor kan det være problematisk at have dem på de sikrede afdelinger, siger psykolog
Du går på fortovet. Vender dig mod vejen. Vil krydse over. Ser dig for. Tror du.
I sammen øjeblik som du sætter en fod ud på kørebanen, kommer en bil susende, og du når at træde tilbage. Din krop spænder op. Du mærker det over det hele. Får hjertebanken. Pyha, sikken en forskrækkelse. Heldigvis går det over efter kort tid. Anspændtheden forsvinder fra kroppen.
Og du går videre.
Men er man traumatiseret, oplever man den lammende anspændthed og angsten hele tiden, forklarer psykolog Else Ryding.
Ifølge hende er omkring 30 procent af alle landets flygtninge traumatiserede. Og ifølge Teori- og Metodecentrets undersøgelse er en meget stor del af de unge flygtninge, der er anbragt på sikrede afdelinger, opvokset under traumatiske forhold.
– Disse unge er i sådan en tilstand konstant. De er hele tiden i forsvar. Så hvis de for eksempel har begået noget kriminelt, og politiet kommer og anholder dem, så vil de reagere, som om de var i reel livsfare enten ved at slå fra sig eller løbe deres vej. Vi har nemlig alle disse indbyggede reaktioner, hvis vi skulle komme i egentlig livsfare, fortæller Else Ryding, der er psykolog på OASIS rehabiliteringscentret i København, som arbejder med traumatiserede flygtninge i alle aldre.
– Når man er traumatiseret, er ens nervesystem meget sart og i alarmberedskab. Det betyder, at man overreagerer på små stimuli. Tilstanden kan aktiveres ved ganske små anledninger, for eksempel et skub eller synet af et billede, og man reagerer ved at blive aggressiv, fordi man vil forsvare sig. Man tror, man skal dø, man oplever rædsel og hjælpeløshed. Mens andre bare ser, at man for eksempel slår, forklarer hun.
– Rent pædagogisk vil man nok i en konflikt typisk sætte ind og presse den unge, men det forværrer blot tilstanden. Man kan heller ikke snakke den unge fornuftigt til rette. Det eneste, der hjælper, er at man selv er rolig, både fysisk og mentalt, så tilstanden “damper af”, understreger Else Ryding.
– Men det er jo ikke altid sådan, man rent instinktivt reagerer over for en ung, der for eksempel slår. Så disse unge møder ofte folk på deres vej, for eksempel politi, pædagoger og forældre, der reagerer lige præcis modsat det, der er hensigtsmæssigt.
Tager model af andre
En af de unge flygtninge, som Else Ryding har arbejdet med, sidder i dag på en sikret afdeling.
– Han var blevet smidt ud af skolen, havde lavet ballade, som så blev til “alvorlig ballade”. Når nogen trickede ham, følte han sig angrebet, og han sagde selv, at det er som om, at et “andet system” tog over, og så kunne han ikke styre det. Og nu har han så fået en dom, fortæller hun og mener, at den kriminelle løbebane kunne være stoppet, hvis kommunen havde sat ind noget før og for eksempel havde anbragt ham på et opholdssted, sådan som hun og rehabiliteringscentret flere gange har anbefalet.
– For unge med flygtningebaggrund er i risikozonen for at komme ind i kriminelle miljøer.
Og hvis de er på sikrede afdelinger sammen med andre kriminelle unge, vil de kopiere dem. Mange har en forlist skolebaggrund og er dybt frustrerede over det. Derfor tager de lettere model af andre unge kriminelle. De er nemlig mere modtagelige og mere hjælpeløse, fordi de ofte ikke har haft forældre, der har været i stand til at støtte og vejlede dem.
– De unge flygtninge er udsatte, fordi de faktisk er behandlingskrævende. Derfor er det bestemt ikke den bedste hjælp for dem at sidde sammen med andre kriminelle på en sikret afdeling.
Traumatiserede småbørn
I Teori og Metodecentrets undersøgelse (omtalt i forrige artikel) var størstedelen af unge flygtninge på de sikrede afdelinger under seks år, da de kom til landet.
Else Ryding understreger, at hun naturligvis ikke har overblik over, hvor mange af de unge flygtninge, som er på de sikrede afdelinger, der er traumatiserede.
– Men grundlæggende er det sådan, at jo yngre børnene er, når de udsættes for traumatiske hændelser, jo lettere bliver de traumatiserede, fordi som små er mere modtagelige, forklarer hun.
– Det afhænger også af, om forældrene er i stand til at være der for dem og beskytte dem. De fleste børn kan blive traumatiserede, hvis de flygter fra et hjem, der er blevet smadret eller når de oplever, at forældrene er bange, og at alt er usikkert, for fremtiden ved ingen noget om. Børn af flygtninge kan også nemt blive traumatiserede, selvom de er født her i landet, for mange børn bliver traumatiserede af at bo sammen med traumatiserede forældre.
– Deres hverdag bliver påvirket. De får mareridt og er derfor søvnige i skolen. De lærer ikke noget, bliver glemsomme og isolerer sig. De er ofte ensomme, fordi de tror, at de er mærkelige, og deres sprog er ofte dårligt, for hvis ens sind er optaget af alle mulige tanker, er det svært at koncentrere sig om at lære et nyt sprog.
Slå ørene ud
Else Ryding mener derfor, at det er vigtigt som blandt andet pædagog, at skelne mellem unge flygtninge og unge med indvandrerbaggrund.
– Nok er der nogle ligheder – begge er fra en anden kultur og ser anderledes ud end danske unge, men unge flygtninge har en helt anden baggrund, fordi de har fået en anden start i livet, og det er vigtigt at spørge til, være oprigtig interesseret i og lytte til, hvem de er. Så hvis man kan slå ørerne ud og få dem til at fortælle, får man mange af de skjulte historier, som andre måske aldrig har været interesseret i at høre før.
Hvad siger de sikrede afdelinger? Stevnsfortet, forstander Kaj Lauritsen: – Det er svært at have disse unge på samme afdeling som de andre. For de traumatiserede har brug for langt mere behandling. De er en anden opgave at have med at gøre, fordi de ofte skal medicineres, de er ofte destruktive og udadreagerende. Og det er svært at tilgodese både dem og de andre unge på én gang. De andre unge oplever, at der bliver gjort forskel, så rent pædagogisk er det svært at have med at gøre. – Når vi får en ny ung, tager vores socialrådgiver straks kontakt til kommunens sagsbehandler for at høre sagsbehandlerens umiddelbare vurdering af den unge og familien. Hvis der er tale om en med flygtningebaggrund, sætter vi en psykolog på og i en vis grad også en psykiater. Kaj Lauridsen fortæller, at via Stevnsfortets uddannelsesplan får personalet viden om unge med traumer Han mener, at man bør overveje at etablere flere særligt sikrede pladser, end de fem der er på Den Sikrede Afdeling Grenen. Grenen, forstander Lars Emil Andersen: – Min oplevelse er, at vi ikke i dag er tilstrækkelig klædt på til at screene den unge for eventuelle problematikker af traumatiserede art. Samtidig ser vi dog også unge med flygtningebaggrund, som kommer i ind i et stabilt forløb efterfølgende. – Man burde fra politisk hold kunne gå ind og se det fornuftige i, at alle unge på sikrede afdelinger bør screenes for psykiske lidelser. Flygtning eller ej. – Hvis et menneske har en brækket knogle, laver man en røntgenundersøgelse for at se på bruddet. Men ikke når det er på det psykiske plan. Og det er grotesk, for der er alt for mange, der ikke bliver undersøgt. Men jeg forestiller mig, at der kunne komme større præcision i vores interventioner, hvis grundlaget er undersøgt tilstrækkeligt. Koglen, viceforstander Ejner Christensen: – Opkvalificering vil være rigtig godt, for når vi møder dem, er vi lidt på herrens mark ind imellem. Vi har ikke ekspertisen, så hvis vi har nogle af de unge flygtninge, henter vi hjælpen udefra. – Der er jo nogle særlige problemstillinger omkring dem. De har været igennem ting, som andre ikke har. De er bange for for eksempel mørke. Så vi skal arbejde med at give tryghed, omsorg og anerkendelse. Men på den tid de er her, bliver det nødvendigvis “førstehjælp”, vi kan yde. – Der skal tages særlige hensyn til dem og vælges andre metoder, end man ellers ville vælge. Nogle er så dårlige, at det er svært at arbejde med dem. Så det handler om at passe på dem, mens de er her. Egely, forstander Flemming Pommer: – I vores nærområde har vi Odense, hvorfra vi har rekrutteret mange dygtige medarbejdere med anden etnisk baggrund. De har et særligt kendskab til unge med anden etnisk baggrund i forhold til for eksempel sprog og kulturel baggrund. Og nogle af de medarbejdere interesserer sig særligt for dem, der er primært eller sekundært traumatiserede, og de har viden om de særlige behandlingsmetoder. – De unge med flygtningebaggrund er en ekstra faglig udfordring, men det er meget forskelligt, hvor skrøbelige de er. Jeg oplever en øget psykisk sårbarhed, angst og suicidal risiko, men jeg er usikker på i hvor høj grad, det skyldes flygtningebaggrunden eller noget andet. – Vi har hele tiden noget at lære, men jeg synes, vi længe har været opmærksom på det. Jeg mener, at generel faglig oprustning er vejen frem, så man breder det ud til at handle om psykiatriske lidelser, for dem møder vi flere og flere af. Sønderbro, forstander Jens Asger Hansen: – Vi er selvfølgelig blevet opmærksomme på, at Fokus (undersøgelsen fra Teori- og Metodecentret, red.) havde nogle opsigtsvækkende resultater. Men vi har netop haft en diskussion om, hvorvidt vi kunne komme med nogle særlige karakteristika vedrørende etnicitet, og vi må konstatere, at man bliver nødt til at se på den enkelte og ikke på dem som gruppe. Om det er for meget hash, en diagnose eller en flygtningebaggrund – vi bliver nødt til at se på dem hver for sig, for de er lige så unikke som alle andre. Der er ikke nogen skabeloner. – Det, vi gør, er, at vi får den unge ind i vores udviklings- og behandlingsenhed, og så får vi eventuelt en psykiater på. Sølager, forstander Mette Vestergaard: – Vi har ikke nogle særlige kompetenceforudsætninger for at have dem. Men vi har selvfølgelig mulighed for at tilbyde dem samtale med psykolog eller psykiater, hvis de har brug for det. – Vi har ikke så mange af dem. Pt har vi kun én for 2007, men det er selvfølgelig en belastning, når vi har det. Fordi vi ikke kender så meget til deres baggrund, og hvad de har oplevet. – Vi kan jo altid bruge noget mere uddannelse, men jeg ser på det i et større perspektiv. For eksempel kunne vi godt bruge uddannelse omkring indvandrerunge, som vi har større problemer med. På vores interne uddannelse sætter vi fokus på den aktuelle belastning, vi har på institutionen, og der er flygtningegruppen altså ikke stor. Bakkegården, forstander Jørgen Frølich: – Vi har selvfølgelig traumatiserede flygtninge her, men jeg oplever ikke nogle særlige udfordringer med den her gruppe i forhold til andre, hvis man er opmærksom på, at de får den nødvendige psykologiske og psykiatriske bistand. På Bakkegården er vi heldige at have en fast aftale med en psykiater, men generelt burde de sikrede afdelinger sikres, at de har adgang til den tilstrækkelige psykiatriske bistand i deres arbejde. – Man kan ikke sige, at pædagoger generelt har det der skal til i forhold til traumatiserede unge. Men på bakkegården har vi et intensivt internt uddannelsessystem, hvor vi betjener os af kompetente mennesker udefra. Så jeg oplever ikke, at det skulle være nødvendigt specifikt at lave noget, hvor man ligefrem sektionerer unge flygtninge. – Vi dækker så mange problemstillinger, at man aldrig kan blive eksperter på det hele. Det handler om, hvilken kultur man har på stedet. Om der er åbenhed og villighed til at tackle situationen. Den vigtigste og største hjælp til de unge er, at de får en reel oplevelser af at de får kærlighed, omsorg og interesse. Det giver tryghed og gør for eksempel, at de får lyst til at tale med dem, vi rekvirerer udefra. kab |