Svigtede børn skal have den hjælp der virker
Jeg er godt klar over, at socialpolitik ikke kan føres ud fra en kogebog. Hver sag drejer sig om et konkret, individuelt barn eller voksen og kræver at blive behandlet som sådan. Men som erfaren minister for området ved jeg også, at der er behov for større ensartethed, så familier ikke oplever at få en helt forskellig behandling blot fordi de bor i to forskellige kommuner. Arbejdet med større ensartethed ligger i "Barnets Reform", som Velfærdsministeriet arbejder med.
Lad mig give et eksempel: I en undersøgelse foretaget af Rambøll Management for Københavns Kommune, blev en række sagsbehandlere præsenteret for en række ensartede sager. Undersøgelsen viste, at socialrådgiverne valgte vidt forskelligt i sager, der var ens. Nogle foretog "ingen foranstaltning", andre socialrådgivere i samme sag anbefalede en anbringelse. Om det enkelte barn fik støtte eller ej, var altså i høj grad afhængigt af den enkelte sagsbehandlers vurdering. Undersøgelsen giver et billede af, at det i dag har stor betydning for støtten til barnet, hvor i landet barnet bor, og hvem barnet får som sagsbehandler. Heldigvis viste undersøgelse også, at, der var langt større enighed om valg af foranstaltning, når sagerne blev behandlet i teams.
Der er stor forskel på anbringelsesstederne og deres opfattelse af barnets behov og valget af indsats. For eksempel får seksuelt misbrugte børn ikke samme behandling. Nogle tilbydes psykologhjælp, nogle får terapi og andre noget helt tredje. Også her er der altså stor forskel på den hjælp, børn med samme problemstillinger tilbydes rundt om i landet.
Jeg ser en stor risiko i den variation. Mangfoldighed er en god ting. Men tilfældighed er ikke. Derfor er systematik ét af hovedpunkterne i Barnets Reform. Med anbringelsesreformen blev kravene til sagsbehandlingen strammet med fokus på undersøgelsen af barnet og handleplanen for den hjælp, der sættes i værk over for det enkelte barn og familien. Barnets Reform vil i højere grad koncentrere sig om indholdet af indsatsen. Med andre ord: Hvordan sikrer vi, at vi finder de børn, der har behov for støtte, og hvordan sikrer vi, at disse børn får den rettidige og den rigtige indsats? Hvordan sikrer vi, at børn får den samme hjælp, uanset hvor i landet de bor? Hvordan sikrer vi, at barnet får den støtte, som bedst dækker barnets behov?
Selvfølgelig er der forskel på det enkelte barns behov, men min påstand er, at der altså også er en række fællestræk ved børn, der har været udsat for samme svigt. Og de fællestræk skal identificeres og anvendes i vurderingen af, hvad der er den bedste indsats. ‘Hvad med fagligheden’ vil nogle indvende. En vidensbaseret indsats og mere systematik styrker netop fagligheden. ‘Og metodefriheden?’ Hvis vi ved, at en metode virker bedre end en anden, mener jeg ikke, at det er et angreb på metodefriheden at anvende den metode, vi ved virker. Så skylder vi da børnene og familierne at bruge den. Så må det være medarbejderens opgave i kraft af sin faglighed at tilpasse indsatsen efter det enkelte barns individuelle forudsætninger.
Alle aktører, fra stat, til kommune, til anbringelsessted skal holdes fast på at bruge den viden, vi har. Den enkelte sagsbehandler og socialpædagog skal ikke prøve sig frem i hver enkelt sag. Det er børnene, der betaler prisen for den strategi. Vi kan givetvis lære af sundhedsområdet, hvor man i højere grad baserer sin indsats på, hvad der helt sikkert virker.
På socialområdet har vi ikke den nødvendige viden endnu. Den kommer heller ikke natten over, men kræver en målrettet indsats på alle niveauer. Barnets Reform skal være udgangspunkt for at få løst den opgave.
Spørgsmål til debat:
|