Ønskejobbet
Doris Berndsen er ene socialpædagog i et tværfagligt team i ungdomspsykiatrisk ambulatorium på Augustenborg Sygehus. Det fungerer rigtig godt, siger hun
Da Doris Berndsen startede på Augustenborg Sygehus for godt ni år siden, vidste hun intet om psykiatri, diagnoser eller medicin.
De foregående fem år havde hun arbejdet på beskyttet værksted i Sønderborg og før den tid på døgninstitutioner.
-Mit job er at se med pædagogøjne på den unge. Om den unge er syg, er uden betyd ning. Uanset hvad, så har ‘Sofie’ altid nogle kompetencer. |
Hun havde været rigtig glad for at være på det beskyttede værksted, men var nået til et punkt, hvor hun ikke længere syntes, at hun kunne bidrage med mere til stedet. Så var det, at Børneog Ungdomsafdelingen på det psykiatriske sygehus i Augustenborg, 10 kilometer fra Sønderborg, søgte fire pædagoger.
Hun søgte og fik jobbet, og indgik sammen med tre andre socialpædagoger i tværfaglige team med sygeplejersker, læger, psykologer, social- og sundhedsassistenter og socialrådgivere.
På forhånd havde hun besluttet, at det ikke var noget problem, at hun ikke kendte noget til psykiatrien. Det var det heller ikke for dem, hun skulle arbejde sammen med.
Det var jo en pædagog, de søgte.
Ved ikke ret meget!
For godt et år siden blev der oprettet en pædagogstilling i den del af det psykiatriske ambulatorium, som tager sig af unge.
Den søgte og fik Doris Berndsen.
-Nu ved jeg selvfølgelig en del mere om psykiatri, men jeg holder stadig fast i, at jeg ikke behøver at vide ret meget. For alt det med sygdom, diagnose og medicinering er der andre til at tage sig af, fortæller hun, der i samtalens løb tydeligt lader skinne igennem, at det her er ønskejobbet.
-Det er et utroligt spændende og givende job.
I det daglige samarbejde er det ikke et problem, at jeg er eneste pædagog i afdelingen. Hvis jeg skulle have behov for at drøfte noget med andre pædagoger, så er der nogen i sengeafsnittet. Men det behov har ikke været der. At arbejde i det tværfaglige team er så indgroet, at jeg aldrig tænker over, hvilken uddannelse de enkelte har. Det drejer sig meget mere om hvem, man snakker godt med, hvem der har indsigt i bestemte problemstillinger og hvilket problem, der skal løses. Vi er altid to behandlere, der samarbejder med den unge og dennes netværk, så der er altid nogen at sparre med, siger hun.
-Fra dag 1 er der blevet lyttet til mig, og jeg har aldrig afholdt mig fra at sige min mening. Jeg har aldrig følt, at jeg blev overset eller overhørt.
Kontakt til virkeligheden
-Mit job er at se med pædagogøjne på den unge. Om den unge er syg, er uden betydning. Uanset hvad, så har ‘Sofie’ altid nogle kompetencer. Min opgave er at se, hvordan hun og familien kan støttes, så de sammen kan bruge de ressourcer og kompettencer, de har. Måske kan de fastholdes og udvikles, mens hun er her. jeg skal også se på, at hun måske kan fastholde sit netværk blandt gode venner og/eller familie. Mens jeg var i døgnafdelingen, gik vi i biografen eller svømmehallen, så de unge stadig havde en kontakt til virkeligheden uden for hospitalet. Nogle kunne klare at være i skole måske tre dage om ugen. Desuden havde vi en intern lille skole, hvor de sværest belastede børn og unge blev undervist. Den skole forsvandt imidlertid i kommunalreformen. Det er dog sådan, at har vi børn og unge, som ikke magter at gå i deres egen skole, så er der tilknyttet en skole til afdelingen. Dermed kan den unge bibeholde skolegangen og lidt af det sociale liv, fortæller hun.
Markant forskel
Da Doris Berndsen i sin tid startede på Augustenborg Sygehus, havde hun svært ved at slippe arbejdet, når hun tog hjem. Sådan kan det stadig være. Men i starten gjorde det et voldsomt indtryk at møde så mange børn og unge, der har det så dårligt psykisk. At være udviklingshæmmet er jo ikke nogen sygdom, som hun siger. De er jo ofte glade og umiddelbare. Derfor var forskellen markant.
Mange af de unge bliver henvist, fordi de enten er selvmordstruet eller siger, at de gennem længere tid har overvejet selvmord.
-Den gang var mange af dem jo på alder med mine egne børn. Og jeg spørger mig selv: Hvad er det, der i den grad slår dem omkuld? Hvad er det, der gør livet så svært for dem, at det ikke er til at holde ud?, siger hun, der undervejs på Augustenborg Sygehus har taget uddannelse i systemisk familieterapi og kan kalde sig familiebehandler.
-Den er et rigtig godt supplement, men jeg bryder mig altså ikke om at præsentere mig som familiebehandler. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske har det noget med faglig stolthed at gøre, mener Doris Berndsen, der svarer ‘socialpædagog’, når nogen spørger om titel.
Uddannelsen fik i hvert fald sat ord på meget af den praksis, hun arbejder med, og den praksis blev suppleret med brugbar teori.
Ekspert i eget liv
-I samtalen med ‘Sofie’ og ‘Jens’ er jeg åben og lyttende. Jeg skal ikke på forhånd vide, hvor samtalen ender, og hvilke løsninger, der skal findes. De er jo eksperter i deres eget liv, og jeg skal lytte til deres historie. Når de har afdækket, hvor det gør ondt, går vi ind og hjælper dem videre i livet.
-Når de kommer, er det, fordi de er strandet i deres liv. Derfor skal jeg være med til at genfinde de ressourcer, kræfter og ideer, som de for en tid har glemt, at de også besidder. Med støtte kan de ved egen drift komme videre.
Mange unge får en henvisning, fordi de siger til lægen, at de har tanker om eller overvejer selvmord. Måske har de forsøgt. Når de så kommer herind, og vi får taget hul på samtalerne, viser det sig jævnligt at være helt andre årsager til, at livet gør ondt på dem.
Det kan være psykisk syge forældre, psykisk syg mor eller far, det kan være kæresten, der har slået op og fået verden til at styrte i grus, det kan være mobning i skolen. Der er piger med borderline. Nogle er psykotiske og slet ikke til at nå. Nogle unge vender problemerne indad – andre har en udadrettet adfærd. Mange er meget sårbare og har ikke den robusthed, som kan være godt have i mange af livets forhold, siger Doris Berndsen.
Mens hun var på døgnafdelingen har hun både fået korporlige bank, er flere gange blevet truet på livet og kaldt for det værste.
-Det er naturligvis en meget voldsom oplevelse at blive slået. Men den psykiske vold er værre, fordi den kan være sværere at håndtere. Der har vi (også) en god ledelse, der er der med det samme, så vi får talt om det. Første gang var jeg nok mest indstillet på at tage hjem, for det “skulle nok gå over”, men det mente ledelsen og kolleger ikke. Og det er jeg glad for. Man lærer vel næppe aldrig at overse en trussel på livet – men efterhånden går det ikke ind på samme måde og sætter sig.
I de tværfaglige team og i hele personalegruppen er vi mange forskellige faggrupper, og vi er rigtig gode til at supplere og tage os af hinanden.
Faktaboks Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, psykiatrien i region Syddanmark, augustenborg, får årligt henvist 800-900 børn og unge ho vedsageligt fra Sønderjylland. afdelingen består af et døgn afsnit med 8 sengepladser og 4 dagpladser. børnegruppen omfatter de 0 til 13-årige, som henvises især til udredning for aDhD (damp), og for neuropsykiatriske lidelser som autisme eller asperges syndrom. i den aldersgruppe henvises de også til behandling for depression og for tvangstanker- og handlinger. i børnegruppen er der en overvægt af drenge. Ungegruppen er dem fra 14 til 21 år. hovedparten er 16-18 år, og det er stort set lige mange piger og drenge. De er alvorligt psykisk sy ge eller har symptomer på psykiske lidelser, har en depression. kan være belastet af aDhD (damp), er blevet voldsomt mobbet i skolen, har været ude i stofmisbrug eller for pigernes vedkommende er fyldt med selvbebrejdelser. for både piger og drenge gælder at en del også overvejer selvmord. |